Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Bekæmp frygten med rationelle midler

Man oplever desværre ind imellem, at det politiske svar på terror­truslen er formet på den bane, hvor frygtens købmænd spiller

Terrorbomberne i København den 22. juli 1985 var et chok for alle, men ikke desto mindre fortsatte livet sin vante gang. Foto: Peter Schlüter Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Så skete det. PETs trusselsvurdering blev fra at være ord på et stykke papir forvandlet til en blodig realitet. To uskyldige civile blev kynisk henrettet, fem politifolk ramt af skud, og en formodet gerningsmand dræbt i ildkamp med politiet. En virkelighed der er enhver efterretningschefs mareridt.

Dansk politi og PET har gennem mange år tænkt det »utænkelige« og været velforberedt på terror, og de har som alle andre tjenester deltaget i øvelser og planlagt aktiviteterne, hvis ulykken skulle ske. Operationsplanerne stod klar på hylderne, så alle vidste, hvem, hvad og hvordan man skulle reagere. Operationsplaner der tager højde for alt fra efterforskningen og frem til de trygheds- og sikkerhedsmæssige foranstaltninger.

Og så sker det. Og alt er anderledes. Et enkelt fejlskøn og få minutters forsinket reaktion gør hele forskellen mellem succes og fiasko. Det er kaotiske timer, som ingen nok så god planlægning kan tage højde for. Det hviler nogle ubarmhjertige krav til PET om at modvirke og forhindre, at terroren rammer Danmark, og et enormt pres på politiet, når det sker. Forestillingen om en total sikkerhed er en illusion, som også vor statsminister gjorde opmærksom på ved sit pressemøde, men forestillingen om, at der gøres alt, hvad der er menneskeligt muligt for at forhindre terror, er reel. Men parterne ved også, at når ulykken rammer, vil deres arbejde blive genstand for en kritisk gennemgang og blive vurderet »mikroskopisk«. Man er helt bevidst om, at The Blame Game vil begynde, allersenest på tredjedagen efter terroren.

SÅDAN ER DE udenlandske erfaringer. Men sådan er det ikke i Danmark. Der gik under et døgn, før bagklogskab, bebrejdelser og »besserwissen« vendte sig mod dem.

Det er en naturlig reaktion – og da også en fornuftig reaktion, som man har set efter en hvilken som helst terrorhændelse. Selvfølgelig skal hele indsatsen evalueres. Kritik er nu engang kilde til udvikling, og kan vort terrorberedskab styrkes yderligere for at forhindre en lignende hændelse, er det glimrende. Det er vigtigt for os alle, men giv dog lige politiet og PET muligheden for at efter­forske og fremskaffe oplysninger, der belyser sagen fuldt ud. Det er et kæmpearbejde, der forestår med ransagninger af den mistænktes opholdssteder, massive afhøringer af nærmeste familie, venner og bekendte, fastlæggelse af hans kommunikation via internet og telefon, våbenfremskaffelsen og til belysning af motivprocessen og ikke mindst, om der er medgerningsmænd på fri fod, for blot at nævne nogle af de efterforskningsskridt der er og skal iværksættes. Og det er vigtigt, at man får ro til dette arbejde.

Efter London-terroren den 7/7 2005 fastslog mine kolleger i MI5, den engelsk pendant til PET, at de første 24 timer er den periode, der rummer de største risici for politiet og efterretningstjenesten. Hvis der bliver lagt ud med en dårlig præstation, vil det være langt mere vanskeligt at genvinde tilliden og positionen i befolkningen, end hvis tjenesten var effektiv fra første færd. De første 24 timer er således afgørende for vores vurderinger af PET og vort politi, og her kan jeg ikke andet end at vise min fulde respekt for det flotte efterforskningsarbejde, der er lagt for dagen. Effektivt og dygtigt førte det frem til den mistænkte. Tanken om, at menneskejagten havde trukket sig over en længere periode, vil være ubærlig pga. den usikkerhed og den frygtskabelse, det ville have medført i befolkningen. Jeg behøver bare at minde om menneskejagten i forbindelse med Charlie Hebdo og de konsekvenser, den fik.

MEN UANSET HVAD er Danmarks uskyld berørt. Og det er et chok for os alle. Sådan var det også den 22. juli 1985.

Braget hørtes tydeligt. Det var som alle andre brag. Men min følelse af vibrerende tromme­hinder og lyden af dirrende vinduer var anderledes. Så kom stilheden. Efterfulgt af de hylende udryknings­horn. Det, jeg hørte og følte, var detonationen fra et dødeligt terrorangreb i Danmark. Lyden fra en sprængt bombe, der med en hastighed af 340 meter pr. sekund havde bevæget sig de 988 meter fra det amerikanske flyselskab North West Orients kontor ved Vesterport Station i København til Rejseholdets lokaler i Mitchellsgade. Bomben var en af tre planlagte. Lyden, jeg hørte, var fra den bombe, der dræbte en uskyldig turist. Den anden bombe sprang uden for – ja, apropos – den jødiske synagoge i København, hvor en del mennesker blev såret, dog ingen fatalt.

Jeg kan ikke lade være med at fremdrage denne episode. Det var som sagt et chok, men dog ikke mere end at livet hurtigt fortsatte sin vante gang. Men læren fra dengang var, at reaktionerne i medierne, hos politikerne og politiet var præget af alvor, men fornuftige og velovervejede. Fornuften fik lov til at råde. PET og politiet fik fred og ro til – med velovervejede efterforskningsmetoder – at opklare sagen, og de palæstinensiske gerningsmænd blev senere anholdt i Sverige. De fik livsvarigt fængsel.

WEEKENDENS VOLDSOMME OG dybt ulykkelige hændelser påvirker os alle, men det er mit håb, at det også denne gang vil lykkes os at bevare fornuften.

Vi har alle dage haft kriminalitet og terror. En sjælden gang bliver vi udsat for vold. Men vi har alligevel været i stand til at skabe og opretholde et frit og åbent samfund. Et samfund, hvor »dette gode liv« kan leves. Og ganske ligesom totalitære systemer som nazismen og kommunismen vil islamismen og dens fanatiske skikkelser kollapse. Den islamistiske ideologi byder ganske enkelt ikke på andet end primitive forestillinger og en uhyrlig voldsanvendelse. De islamistiske ekstremister er ikke en religions bannerfører. De er en forbryderbande.

Vi har i Danmark enestående og betydningsfulde aktiver. Vi har flere hundrede tusinde muslimer, der kan identificere, fordømme og bidrage til bekæmpelsen af de få kriminelle, der truer os. Og vi har ressourcer, idealer og værdier til at modstå alle fjender af frihed og demokrati.

Men desværre er risikoen efter de brutale hændelse, vi lige har oplevet, at vi ryger i frygtens fælde. En fælde af følelser og myter der kalder på handling i stedet for besindighed og fornuft.

41 års politiliv og ni år som kontraterror­praktiker har lært mig, at det er vigtigt, at vi forholder os til realiteterne og handler derefter. Der er nogle, der har politiske eller personlige interesser i at give næring til frygten, fra islamister i den ene lejr til islamofoberne i den anden. Man oplever desværre indimellem, at det politiske svar på terror­truslen er formet på den bane, hvor disse frygtens købmænd spiller.

 

Vi ved, at beslutninger, der træffes velovervejet – på basis af indsigt og erfaring – skaber ro. Terror­bekæmpelse der er baseret på følelser, frygt og aggres­sioner, er risikabel og inviterer til overgreb og flere fjender. Men vi ved også, at indsatsen mod terror kun kan ske med respekt for rets­sikkerheden og menneskerettighederne Der er brug for alle gode kræfter, og den eneste rigtige reaktion på terrorens rædsler er at bekæmpe frygten med rationelle midler. Og her kan vi alle bidrage ved at være skarpe, men ikke skræmte, og så er det ligegyldigt om man er præst eller imam, chef­redaktør eller avisbud, kristen, jøde eller muslim.

Mit håb er, at læren fra terrorhandlingen i 1985 stadig er gældende. Betænk det vel, og lad os så bevare fornuften.