Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Behov for nyt og simpelt marineberedskab

Hans Henrik Nielsen: Det maritime miljøberedskab står foran en omfattende og dyr fornyelse - herunder en udskiftning af de fire aldrende miljøskibe. Imens debatten kører, kan Forsvarsudvalget og Søværnet med fordel skele til nogle af de lavteknologiske løsninger til søs, som tidligere har vist sig både nyttige og effektive.

Marinehjemmeværnet råder i dag over godt 30 fartøjer, hvoraf størstedelen har adgang til flydespærringer. En lavteknisk, men effektiv model til olieopsamling, som tidligere orlovskaptajn på »Gunnar Seidenfaden« H.H. Nielsen undrer sig over ikke er nævnt i Forsvarsministeriets rapport forud for moderniseringen af Søværnets miljøberedskab. Arkivfoto: Jan Jørgensen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I Berlingske 14/8 udtaler kaptajnløjtnant Kasper Thomasen sig kritisk om miljøberedskabet på havet. En stor del af kritikken går på, hvilke antal timers varsel der er gældende for miljøskibene. Det er en gammel diskussion, der dybest set er af faglig og administrativ karakter og handler om, hvilke tillæg man kan oppebære.

For fem år siden gik jeg på pension efter mere end ti års tjeneste i miljøskibene. Personligt var jeg tilfreds med løn- og arbejdsvilkår, ligesom jeg også som chef i skiftende miljøskibe følte, at beredskabet fungerede.

Miljøskibene, der oprindelig henlå under Miljøministeriet, har i hele deres levetid været bemandet af folk fra Søværnet. I 2000 blev det fulde ansvar for havmiljøberedskabet overført til Søværnet. Min egen oplevelse var, at overførelsen gav et samlet kvalitetsløft i beredskabet. Hvilket også bliver bekræftet af de heldigvis få olieaktioner der har været.

I artiklen nævnes uheldet med tankskibet »Baltic Carrier«. Her fik Søværnet internationalt rosende omtale for den operative ledelse af operationen.

Senere blev det besluttet at sende »Gunnar Seidenfaden« til Spanien for at hjælpe med oprensningen efter tankskibet »Prestiges« forlis. Søværnet fik på få dage skibet udrustet og sendt af sted.

Tre vintermåneder i Biscayen uden én eneste ligge­dag p.g.a. havari på skib eller udstyr viser, at beredskabet kan fungere.

Som der også nævnes i artiklen falder de fire miljø­skibe snart for aldersgrænsen. Det vil ikke længere være lønsomt at vedligeholde dem til Søværnets standard.

Vælger man at erstatte skibene enhed for enhed, bliver det formentlig en anskaffelsesudgift på op mod en milliard kroner. Derfor vil det være ønskeligt med en åben debat om havmiljøberedskabet, ikke så meget det nuværende som det fremtidige beredskab.

Nu er Søværnet en organisation, der skal løse en række opgaver ved hjælp af skibe, patruljebåde, mineskibe og inspektionsskibe m.m. Det er derfor logisk for Søværnet at arbejde for at få flere skibe. Jo flere skibe og bevillinger organisationen kan få, desto bedre fungerer den. Søværnet har tidligere på kreativ vis opfyldt denne logik, og det er på dette område, at der kan blive brug for en åben debat.

Da Søværnet fik bevillinger til nye patrulje­fartøjer af standardflex 300-typen, fik man overbevist politikerne om, at skibet kunne bruges miljømæssigt, og assistere Havmiljøberedskabet, hvilket gav bevillinger til yderligere tre fartøjer.

De blå politikere syntes, at det var en god idé at få miljøpenge over til forsvaret, og de røde politikere så en god mening i at bruge forsvarsmidler på miljøet.

Der var bare et problem. Fartøjerne var ubrugelige som miljøfartøjer. De kunne ikke opsamle olie, måtte ikke sejle i olie og var udstyret med nogle små spærringer, der i praksis kun kunne omkredse og holde på nogle få ton olie.

Metoden med at hægte en miljø-etikette på et projekt for at få flere midler har Marinehjemmeværnet også nydt godt af. I dag har Marinehjemmeværnet omkring 30 fartøjer. Størstedelen af dem har adgang til flydespærringer. Og assistance til miljøberedskabet er en del af opgavekomplekset.

De kan omkredse og holde nogle få ton olie med deres flydespærringer, men uden kapacitet til at opsamle olien er det nytteløst.

Nu skal Søværnet og politikerne til at udtænke et havmiljøberedskab, der kan erstatte de føromtalte fire miljøskibe.

Hvis man fremskriver historikken, vil det være nærliggende at gætte på, at der bliver fremsat følgende to forslag:

Det ene forslag er en privatisering af den praktiske del af beredskabet.

I 2008 undersøgte Forsvarskommandoen muligheden for en privatisering, resultatet var negativt. Forsvarskommandoen undersøger for tiden igen muligheden for privatisering, og resultatet vil med sandsynlighed være, at det ikke er muligt/ønskeligt.

Det andet forslag - der får prioritet - vil være at bygge to fleksible støtteskibe.

Det skal her indskydes, at fleksible støtteskibe er det maritime svar på schweizerkniven, den monstrøse lommekniv, der kan alt fra at åbne dåser og skrue skruer til at file negle osv. Det er samtidig en kniv, man helst undgår at bruge, hvis det overhovedet er muligt at få et almindeligt stykke værktøj.

Når man formentlig vil foreslå fleksible støtteskibe, er det fordi, man som nævnt tidligere har haft gode erfaringer med at hæfte flere etiketter på et projekt (miljøetiketten er et must).

Det vil være nemmere at få bevillinger til et skib, hvis det kan klare isbrydning, miljøberedskab, havundersøgelse, brandslukning osv.

Et fleksibelt støtteskib vil være en høj­teknologisk platform, der kan løse en række opgaver - specielt hvis opgaverne er af samme karakter. Men oliebekæmpelse er en lavteknisk opgave, der kræver simpelt, men solidt udstyr.

I den forbindelse er det værd at huske på, at under »Baltic Carrier«-uheldet, var den enhed, der ubetinget samlede mest olie op, en pram med en gravko på.

Der findes med andre ord en lavteknisk mulighed for at varetage beredskabet. Men den bliver med sikkerhed ikke præsenteret for beslutningstagerne, når man skal vurdere udformningen af et nyt havmiljøberedskab.

Den lavtekniske model blev skabt til ca. 30 år, efter miljøprammene blev bygget. De blev udformet, så de kunne hægtes på en flydespærring, der blev slæbt mellem to fartøjer, således at olien samledes inde i flydespærringen foran prammen. Prammen blev forsynet med en pumpe der pumpede olien op i prammens tanke.

En simpel og effektiv metode, der efterhånden er gledet eller skubbet ind i glemslen.

Det er bemærkelsesværdigt, at metoden ikke bliver nævnt i rapporten »Forsvarsministeriets kapacitetsundersøgelse vedrørende havmiljø«, der kan beses på ministeriets hjemmeside.

Men metoden burde have en renæssance, specielt nu, hvor den ville kunne nyttiggøre de 30 fartøjer med flydespærringer, som Marinehjemmeværnet råder over.

Det skal foreslås, at Forsvarsudvalget lader udføre en rapport over denne tredje mulighed eller åbner mulighed for en kort høring, så den i det mindste bliver vurderet i forbindelse med udformningen af et nyt beredskab.