Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Behold børnene og smid deres forældre ud

Læs mere
Fold sammen

Det er en paradoksal situation at opleve unge mennesker blive sendt til forældrenes oprindelsesland, fordi de agerer som demokratiske individer med friheden til at tænke selv, være kritiske og bestemme over egen krop. Det er dog endnu mere paradoksalt, at det er de unge, der bliver straffet fra statens side ved denne ugerning, og ikke forældrene.

Det er almindelig kendt, at man indenfor visse etniske kredse distancerer sig fra den danske kultur og forskanser sig i ghettoens beskyttende betonborg. Den store fjende er friheden til at tænke selv. Denne farlige frihed er slangen, der frister og opfordrer til at bryde gennem betonmuren for så at vende tilbage og stille spørgsmål.

Heldigvis lykkes det for mange unge at støde på slangen i mødet med skolen, andre unge og forskellige medier. De vender hjem til familien med nye værdier, opildnet til at gøre modstand og skabe deres egen identitet med basis i sig selv og ikke i familien og nærfællesskabet. I virkeligheden er de helt almindelige teenagere og handler derefter, men det tolereres ikke i de familier, hvor kollektive værdier og interesser vægter højere end de individuelle. Derfor skønner nogle forældre, at det er bedst for deres barn at blive omplaceret i et sikkert miljø uden fristelser langt væk fra de danske demokratiske værdier.

Det er i disse situationer, hvor udsagnet »tillid er godt, men kontrol bedre« kommer til sin ret. Vi har med unge medborgere at gøre, som ønsker at involvere sig, blive danske og leve et liv med retten til at have en personlig holdning. Her skal staten være demokratiets vogter i forhold til at forhindre forældrene i at sanktionere deres børn i at blive danske.

Lovgivningen er på forældrenes side, idet den bidrager med et værktøj, hvor målet helliger midlet – for dem vel at mærke. Når den unge har været væk fra Danmark i tre måneder, mister hun sin opholdsret. Det er på ingen måde en trussel for forældrene, da de hellere ser hende bo i oprindelseslandet, end at hun tilegner sig et dansk og individualistisk livssyn. Hvis hun returnerer til Danmark, er det også en fordel for dem, at hun har mistet sin opholdstilladelse, da det begrænser hendes liv i forhold til at blive selvforsørgende og frigjort.

Forældrene vil derimod frygte at miste egen opholdstilladelse, og det er der, lovgivningen skal sætte ind. Lad de mennesker, der ønsker at skærme deres børn mod de farlige danske værdier, komme tilbage til det land, som de åbenbart sætter højere end Danmark, og lad børnene blive.

Ved den mindste mistanke om genopdragelsesrejser skal familien konfronteres, og det unge menneske skal høres og fjernes fra enhver fare. Familien handler ikke på et oplyst grundlag, men oplysning er ikke første prioritet her, det er deres barn til gengæld. Vi skal kontrollere og blande os og på den måde vise de unge, at Danmark er deres allierede, der støtter dem i retten til privatliv uden kollektivets begrænsende lænker.