Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Bankunionen handler om mere end økonomi

Deltagelse i bank-unionen er i bund og grund en politisk beslutning, eftersom den både indebærer dansk suverænitets-afgivelse og yderligere europæisk integration.

Ideen om en bankunion opstod under finanskrisen, da eurozonen var truet af opløsning. Modelfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den radikale indenrigs- og økonomiminister Morten Østergaard mener, at tiden er inde til dansk deltagelse i EUs bankunion. Nationalbanken og den nye Tænketank Europa støtter ideen. I banksektoren er der derimod forskellige udmeldinger. Nordeas bestyrelsesformand har kritiseret bankunionen, og han anklagede i samme moment EU for at centralisere for meget magt i Bruxelles og for at overregulere den finansielle sektor. Danske Bank er ifølge den administrerende direktør »principielt positiv over for bankunionen«. Banken mener, at det grundlæggende er en fordel med fælles EU-regler. Finansrådet (bankernes brancheorganisation) anbefaler til gengæld, at Danmark venter og ser tiden an. Ifølge Finansrådet er der for mange usikkerhedsmomenter på nuværende tidspunkt.

Det er da også lidt svært at se, hvad der begrunder, at Danmark skal indtræde i bank-unionen på nuværende tidspunkt. Det er jo ikke ligefrem sådan, at EUs bankunion er et mesterstykke i institutionsarkitektur. Barry Eichengreen (en af verdens mest respekterede økonomer) har f.eks. udtalt, at alle ved, at bankunionen er »dybt fejlbehæftet«. Financial Times har på lederplads kaldt det en »yderst ufuldstændig bankunion«.

Læs også: Østergaard: Tiden er moden til bankunion

Eichengreen og Financial Times peger begge på de samme problematiske forhold ved bankunionen.

For det første vil den europæiske centralbank (ECB) kun føre direkte banktilsyn med de ca. 130 største banker (repræsenterende ca. 85 procent af de samlede bankaktiver i eurozonen). Dette er det mindste af problemerne, men det er dog værd at erindre, at de mange regionale cajas (banker) spillede en hovedrolle i forbindelse med boligboblen i Spanien.

For det andet oprettes der ikke en fælles indskydergarantiordning, men kun nogle fælleseuropæiske regler for f.eks. indskydergarantiens dækningsniveau, og hvor hurtigt den skal udbetales. Indskydergarantien forbliver dermed nationalt forankret, hvilket betyder, at et indskud på 100.000 euro i en tysk bank reelt ikke har samme dækning som et indskud af samme størrelse i en græsk bank. Græske banker vedbliver derfor med at være dårligere stillet konkurrencemæssigt end de tyske.

For det tredje er afviklingsmekanismen for nødlidende banker ikke helt hensigtsmæssig. I teorien skal en bank lukkes hurtigt for at undgå markedsuro. Beslutningen involverer imidlertid mange forskellige beslutningstagere, og de nationale myndigheder (som har det mindste incitament til at lukke en bank) vil stadigvæk have en stemme.

Endelig er den til afviklingsmekanismen knyttede pengepung (som det tager flere år at opbygge) alt for lille. Det betyder, at hele ideen med bankunionen – nemlig at bryde det såkaldte afhængighedsforhold (»doom loop« i eurokrise-jargon) mellem regeringer (eller rettere statsbudgetter) og banker – ikke vil lykkes. Det er unægtelig lidt paradoksalt set i lyset af topmødeerklæringen fra 29. juni 2012, hvor det lød: »We affirm that it is imperative to break the vicious circle between banks and sovereigns« (vi fastslår, at det er afgørende at bryde den onde cirkel mellem banker og regeringer).

Læs også: Nationalbanken og bankerne i åben debat om bankunionen

Men måske er det i virkeligheden ikke så overraskende. Ideen om en bankunion opstod jo midt under den europæiske statsgældskrise – på et tidspunkt hvor en potentielt græsk exit fra eurozonen og en tiltagende indskyderflugt fra sydeuropæiske banker holdt EUs beslutningstagere vågne om natten. Bankunionen blev en slags lappeløsning, fordi tyskerne tidligt i krisen afviste en finanspolitisk union.

Bankunionen var dermed delvis en Potemkin-kulisse, som tilslørede EU-ledernes manglende evne til at opnå konsensus om en varig løsning på euroens fundamentale konstruktionsfejl.

Nu er bankunionen imidlertid en realitet, som vi skal tage stilling til, og selv om den ikke løser euroens fundamentale konstruktionsfejl, er det sandsynligt, at en centralisering af tilsynet hos Den Europæiske Centralbank, ECB, generelt vil øge tilliden til den finansielle sektor i Europa, hvilket gør sektoren mere konkurrencedygtig globalt. Desuden vil et fælles regelsæt kunne medvirke til en udjævning af konkurrencevilkårene for de forskellige europæiske banker, hvilket styrker det indre marked for finansielle tjenesteydelser.

Men det er slet ikke oplagt, at den samlede pakke vil være en fordel for Danmark i en snæver økonomisk forstand. Så hvordan skal et lille land som Danmark, der står uden for euroen, egentlig forholde sig?

Som den rumænske centralbankchef har gjort klart, er beslutningen om at deltage i bankunionen tæt forbundet med beslutningen om euromedlemskab. Det er den blandt andet, fordi deltagelse i euroen automatisk medfører deltagelse i bankunionen.

Rumænien har en målsætning om at indføre euroen 1. januar 2019, hvorfor deltagelsen i bankunionen udelukkende er et spørgsmål om timing. Og den rumænske centralbankchef mener, at det er en fordel for Rumænien at deltage i bankunionen med det samme fremfor at vente til 1. januar 2019.

Læs også: Danskerne vrager bankunionen

I Polen er situationen en lidt anden, idet eurodeltagelse ikke er en given sag. Deltagelsen i bankunionen er således ikke på samme måde blot et spørgsmål om timing. Polens centralbankchef sagde for nylig, at landet ikke har travlt med at tilslutte sig; og han fremhævede ydermere, at eurozonen stadig ikke er kommet fri af krisen, hvorfor det giver god mening at anlægge en vent-og-se holdning.

Deri har han jo en pointe: Jo mere omkostningsfuld en eventuel udtrædelse af bankunionen er, og jo mere usikre gevinsterne ved indtrædelse er, desto mere mening giver det at anlægge en vent-og-se holdning. De fleste danskere fortryder formodentlig heller ikke, at Danmark har holdt sig uden for euroen.

Deltagelse i bankunionen er i bund og grund en politisk (ikke en økonomisk) beslutning, eftersom den både indebærer dansk suverænitetsafgivelse og yderligere europæisk integration.

Den indebærer suverænitetsafgivelse, idet Danmark vil skulle overdrage en stor del af kontrollen med den finansielle sektor til EU – ikke mindst beslutningen om redning af store banker i tilfælde af en krise. Peter Spiegel fra Financial Times har således kaldt bankunionen den største europæiske suverænitetsafgivelse siden euroen.

Den indebærer yderligere integration, fordi bankunionen er ufuldstændig i sin nuværende form. En »rigtig« bankunion kræver (som det er tilfældet i USA), at omkostningerne ved bankredninger bæres af alle deltagerne i unionen.

En fuldt funktionsdygtig bankunion kræver altså en eller anden form for finanspolitisk union.

Den finansielle sektor er af fundamental samfundsinteresse i alle lande, så det er ikke nogen ubetydelig beslutning at tilslutte sig bankunionen – i alt fald ikke for euro-skeptikere. Den er derimod ganske enkel, hvis man mener, at Danmark skal opgive kronen. Men så bør det velsagtens være præmissen for den bredere debat om bankunionen.

Set i det lys kunne man næsten få den tanke, at indenrigs- og økonomiministeren, Nationalbanken og den nye Tænketank Europa ikke anskuer dansk deltagelse i bank-unionen uafhængigt af deres ønske om dansk deltagelse i euroen.

Muligvis får vi danskere den EU-debat, vi har fortjent. Men sikkert er det, at vi er dårligt tjent med (endnu) en diskussion om små og usikre økonomiske gevinster eller tab (som ingen i virkeligheden ved noget særligt om på nuværende tidspunkt), når nu der er store og principielle politiske spørgsmål på spil.