Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Bankunion – hvorfor nu det?

Bankunionen skal sikre en hurtig og effektiv indgriben i bankkriser, således at negativ afsmitning over grænserne minimeres.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

EU’s bankunion, som forhandles her i efteråret, skal sikre den finansielle stabilitet i eurozonen og er i manges øjne en forudsætning for fornyet vækst i Europa. Selv lande, der ikke regner med at være med, såsom Sverige og England, ser frem til, at den også kan hjælpe på deres vækst.

Baggrunden for bankunionen er, at EU-landene under krisen stillede svimlende 37 pct. af deres BNP til rådighed for de vaklende banker. Det gjorde de for at undgå den helt store kollaps, men i nogle lande bredte krisen sig dog snart fra bankerne til statsfinanserne, der enten allerede var i dårlig stand, eller hurtigt kom det som følge af de massive interventioner.

Den offentlige gæld steg, skabte usikkerhed om landenes tilbagebetalingsevne, og da statsgældsrenterne gik mod himlen, blev gældskrisen en realitet. Siden er der blevet gjort meget for at inddæmme krisen, men på trods heraf er bankernes kapital og statsfinanserne i flere lande stadig sammenvævet i en negativ benlås. Dette holder den økonomiske vækst i skak, ikke blot i landene selv, men i hele EU.

Hovedidéen med bankunionen er derfor at fjerne sammenhængen mellem bankredninger og statsfinanser - for helt at undgå skatteyderbetalte bankredninger fremover. Bankerne må selv betale, og det skal ifølge Kommissionens forslag ske gennem en fælles europæisk redningsfond, der - som en slags forsikring - kan bringes i anvendelse, når krisen er ude.

Fonden skal sikre velordnet redning eller afvikling af nødlidende banker og altså finansieres af bidrag fra bankerne. Den kan også optage lån i markedet, og et samlet kapitalberedskab på 300 mia. euro ventes i løbet af få år. Fonden skal på sigt erstatte de nationale redningsfonde.

KOMMISSIONEN FORESLÅR, at den fælles redningsordning skal køre efter et bail-in princip, som vi kender det i Danmark. Nødlidende banker skal først og fremmest reddes ved frasalg af bankens aktiver, træk på aktiekapitalen og evt. simple kreditorer. Hvis der er yderligere kapitalbehov, anvendes nationale redningsfonde og herefter den europæiske redningsfond. Begge kan optage lån eller kræve ekstraordinære bidrag fra banksektoren. Derudover vil den europæiske stabilitetsmekanisme, ESM, med et kapitalberedskab på 700 mia. euro, blive ’backup’ og kunne indskyde kapital direkte i bankerne. Det er dog kun en sikkerhedsventil, da det jo er hensigten, at systemet skal være selvbærende, og at skatteyderne friholdes.

Bankunionen består udover redningsordningen af et fælles banktilsyn, der lægges i Den Europæiske Centralbank, ECB. Tilsynet ledes af et tilsynsråd bestående af de deltagende lande. Ikke-eurolande får et særligt arrangement, så de kan deltage uden at være med i ECB og eurozonen. ECB tilsynet får det overordnede ansvar for tilsyn med alle banker i bankunionen, men dette udføres i et tæt samarbejde med nationale tilsyn. De nationale tilsyn tager sig af de mindre banker efter ECB’s retningslinjer - og ECB tager sig af de største banker (over 30 mia. euro i balance eller aktiver i forhold til BNP på over 20 pct.)

Bankunionen skal sikre en hurtig og effektiv indgriben i bankkriser således, at negativ afsmitning over grænserne minimeres. Bankunionen vil derudover hjælpe på genopretning af det indre finansmarked, der har lidt stor skade under krisen pga. divergens i landenes finansieringsvilkår og ’bias’ i de nationale tilsyn. Endelig vil den mindske administrative og reguleringsmæssige byrder for grænseoverskridende banker, der i dag skal leve op til forskellige tilsynsforpligtelser i de lande, hvor de er aktive. ECB gennemfører i øjeblikket omfattende analyser og stress-test af bankerne. Ingen er interesseret i en bankunion med ’lig i lasten’, så der lægges meget vægt på at løse eventuelle problemer, før den fælles ordning træder i kraft.

I USA HAR MAN allerede en bankunion. Den har medvirket til, at USA har håndteret finanskrisen bedre og billigere end EU. Man har f.eks sammenlignet bankkrisen i Irland og Nevada. Landene er nogenlunde lige store og begge havde en stor bolig-boble før krisen. Men hvor krisen i Irland blev massiv, kom der ikke nogen finanskrise i Nevada. I Irland skulle et beskedent statsbudget opsuge massive tab fra bankerne. Tabene i Nevadas banker blev derimod opsuget af The Federal DepositInsurance Corporation (FDIC), og bankoperationerne blev overført til stærkere banker. Nevada havde derfor en langt mindre nedgang i BNP end Irland. De samlede tab for FDIC blev også meget mindre end de statslige tab i Irland.

DANMARK HAR IKKE taget beslutning om deltagelse i bankunionen. Der er stadig mange ubesvarede spørgsmål om udformningen, men generelt har en lille åben økonomi som Danmark stor interesse i et finansielt stabilt Europa, og i at Europas økonomi kommer tilbage på sporet. Danmark har også relativt store og grænseoverskridende banker, og skulle disse komme i vanskeligheder, vil Danmark være for lille til effektiv håndtering. De store danske banker bliver alligevel omfattet, i det omfang de har aktiviteter inden for bankunionen. Bankunionen kan også betyde lavere finansieringsomkostninger for danske banker, da internationale investorer kan føle sig betryggede, hvis danske banker er omfattet af en europæisk redningsordning. Dette kan igen smitte af på finansieringsomkostningerne for danske virksomheder og forbrugere.

Bankunionen er ikke nogen garanti mod fremtidige bankkriser. Men den kan reducere deres ødelæggende virkning ved at organisere et grænseoverskridende bankfinansieret beredskab, der er bedre i stand til at ride en storm af. Meget havde formentlig set anderledes ud i Europa, hvis man under krisen havde haft en sådan koordineret håndtering af nødlidende banker. EU-landene havde i givet fald kunnet anvende i hvert fald en del af de 37 pct. af BNP på noget mere konstruktivt.