Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Balladen om spelt

Benedikte Kiær: Lad os endelig få endnu flere bud på, hvordan tilværelsen kan skrues sammen. Men fri os for, at politikerne skal diktere, hvordan vi indretter os. Vi skal værne om det frit tilrettelagte familieliv.

» Spelt er blevet kernen i en bagende varm debat, hvor der godt og grundigt bliver peget fingre og moraliseret«, skriver Benedikte Kiær. »Det bemærkelsesværdige er, at diskussionen om børnenes oplevelse af at vokse op hos enten speltmoderen eller karrierekvinden er helt fraværende, på trods af at børnene burde være omdrejningspunktet i debatten.« Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når man kører spelt gennem Google-maskinen, er resultatet ikke kun et utal af opskrifter på brød og grød. Man får også et hav af indlæg om og af speltmødre, hvilket viser, at spelt i dag er meget mere end en ældgammel hvedesort.

Spelt er blevet kernen i en bagende varm debat, hvor der godt og grundigt bliver peget fingre og moraliseret. Øv bøv! til de mødre, der har valgt at gå hjemme, og et hævet øjenbryn eller verbale tæsk til de mødre, som har valgt at kombinere moderrollen med at forfølge deres karrieredrømme. Mændene får også en omgang for ikke at være underlagt samme krav som kvinderne. Det bemærkelsesværdige er, at diskussionen om børnenes oplevelse af at vokse op hos enten speltmoderen eller karrierekvinden er helt fraværende, på trods af at børnene burde være omdrejningspunktet i debatten.

Midt i denne hede diskussion var det befriende at læse Tom Jensens blog »Med speltskyer ud af begge ører«, som med al ønskelig tydelighed slog fast, at vi burde droppe al den mudderkastning og i stedet nyde, at vi er forskellige. Og at vi skal værne om det frit tilrettelagte familieliv. Nogle har valgt at kombinere moderskabet med karrieren, mens andre hellere vil gå hjemme. Det ene valg er ikke mere rigtigt end det andet. Det afgørende er nemlig, at vi selv kan bestemme, hvordan vi har lyst til at leve vores liv. Vi har her i landet med eller uden børn frihed til at indrette hverdagen, så den stemmer overens med vores ønsker. Et stort privilegium som vi bør prise os lykkelige over. Det er min overbevisning, at jo mere tilfreds man er med sin livsførelse, desto større glæde og overskud er der til glæde for ægtefælle og børn. Selvfølgelig skal der være plads til at diskutere forskellige måder at leve på, men kun den enkelte ved til fulde, hvad der er bedst for vedkommende selv. Det skal vi acceptere og i stedet nyde mangfoldigheden.

Ville det ikke være skønt, hvis det blev resultatet af debatten om spelt. Men der skal nok mere til end nogle ugers diskussion i Berlingske. For det er ikke kun spelt-debattørerne, som har klare holdninger til, hvordan andre indretter deres familieliv. Også staten i form af landspolitikerne blander sig og har holdninger til det gode familieliv - og desværre i stadig større grad.

Et godt eksempel er regeringsgrundlaget, hvori det fremgår, at regeringen vil øremærke op til tre måneder af den betalte barselsperiode til manden. Hermed tilkendegiver regeringen, at den har en klar forestilling om, hvordan familierne bør indrette sig, og at den er parat til at bringe lovgivningen i spil for at nå sit mål. Men her må man mane til besindighed, for er kvinders og familiers lykke givet ved tvungen barsel til fædrene krydret med kvoter for antallet af kvinder i bestyrelseslokalet? Jeg tror det ikke. Vi har heller ikke brug for, at politikerne skal diktere, hvordan vi indretter os, mens børnene er helt små. Men desværre arbejdes der på et forbud mod private dagplejere, og sker det, så kommer vi et skridt nærmere SFs socialistiske drøm, hvor daginstitutioner kun er noget, kommunerne kan og skal stå for.

Og desværre stopper »legen« ikke her. Det nyeste skud på stammen er undervisningsministerens ønske om at begrænse det frie skolevalg.

Jeg forstår slet ikke tankegangen. Hvorfor skal vi begrænse familiernes mulighed for at vælge pasning og undervisning til deres børn? Tror vi ikke længere på forældrenes evne til at træffe beslutninger, som er bedst for dem? Grundlæggende har jeg tillid til forældrene, og heldigvis siger de fra, når det bliver for meget. Vi så det, da der rejste sig en forældrestorm mod en statsligt fastlagt madordning i alle daginstitutioner. Protesterne blev så massive, at politikerne med bøjet nakke måtte bløde op for ordningen og give plads til friheden.

Når politikerne blander sig, betyder det nye opgaver til velfærdstaten og udhuling af familiernes mulighed for at bestemme selv. En udhuling der sker gennem direkte indblanding men også ved, at den voldsomt voksende velfærdsstat øger skattetrykket, hvilket æder af familiernes økonomiske råderum - og dermed også af friheden til at indrette sig. Det vil alt andet lige begrænse den enkeltes udfoldelsesmuligheder og være med til at ensrette samfundet; to forhold jeg er meget modstander af. Så udfordringen er større end den debat, der udspringer af balladen om spelt.

Er det sidste ord sagt og skrevet i balladen om spelt? Jeg tror det ikke - og håber det ikke. Lad os endelig få endnu flere bud på, hvordan tilværelsen kan skrues sammen, og hvad der giver mening for den enkelte.

Vi har fra politisk side brug for igen og igen at se, at opgaven med at tilrettelægge sit liv klares fint uden statslig og politisk indblanding. Opgaven er ikke at stække den enkelte og diktere, hvad der er rigtigt og forkert. Nej - det handler i stedet om at støtte med initiativer og give manøvrerum, så de danske familier i endnu højere grad kan skabe sig den ønskede tilværelse med eller uden spelt på bordet.