Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

At vokse op i provinsen

I provinsen findes dem, der bliver og dem, der flygter. Jeg er stødt på mange, der ville ønske, de var undsluppet en opvækst i provinsen. Inklusiv mig selv. De ville gerne have været tonsvis af pizzariaer på hvert gadehjørne, lokale tøjbutikker og adskillige frisører foruden. De ville også gerne have undgået snorlige klippede ligusterhække og grålige granit-skærver på stierne mellem blomsterbedene, der fungerer som kompensation for grønt græs.

Det gælder, at uanset hvor man er opvokset og under hvilke forudsætninger, indfinder der sig et tidspunkt i livet, hvor refleksioner over denne periode pludselig indtræffer i højere grad end hidtil. Hvis man er opvokset i provinsen, findes flere forskellige faser af oprør.

Først indtræffer et teenageagtigt opgør præget af raseri over, hvorfor man nogensinde er endt i et intetsigende provinshul, der minder om en lukket verden. Hvis man er heldig, spotter man under søndagens morgenkaffe det sædvanlige morgenjogger-par i Teva-vandrestøvler med ens sportstøj, der i takt bærer stavstænger foran sig i kontrollerede, selvbevidste bevægelser.

Herefter kan man vende tilbage til sin morgenkaffe og fortsætte med at læse Jyllands-Posten, som er den eneste avis, der sælges i byen. Og det på trods af alle indkøbsmulighederne, hvor der i en by på ca. 5.000 indbyggere findes både en Fakta, en Super Brugsen, en Netto og en Rema. Det får næsten byen til at virke selvhævdende og ophøjet med alle indkøbsmulighederne, og det virker modstridende over for den klassiske nordjyske mentalitet: Fald li’ ne’ i båwserne’, som man siger.

De mange indkøbsmuligheder fungerer imidlertid, fordi de tilbyder en form for udflugtsmulighed om lørdagen. Det kan nemt tage flere timer at handle i tilfælde af, at man støder ind i sin genbo. Så falder snakken hen over indkøbsvognen, om familien, arbejdet eller byens nyeste sladder – men vigtigst af alt om medisteren på tilbud hos slagteren.

Fra provins til hovedstad

Det efterfølgende opgør, der opstår nogle år senere, indfinder sig i en fase, hvor graden af forundring over de få muligheder i en provinsby sammenlignet med en pulserende, kosmopolitisk storby, er aftaget.

Man har forstået, at byen rent faktisk altid har haft et grundlæggende ønske om at være isoleret fra omverdenen. Ikke blot geografisk ved at være placeret stik mod nord, men også mentalitetsmæssigt. Den har ikke noget imod blot at være for sig selv. At nøjes.

Isolationen i lokalsamfundet er en kendsgerning, som borgerne har indset for længst. De kan godt lide det. Oftest skyldes det også, at mange af familierne har boet i byen gennem flere generationer. Generationsbåndet skal vedblive med at fornyes, så familieånden kan bevares.

Når man som provinspige flytter fra Nordjylland til hovedstaden bliver denne fase udviklet i takt med, at man konfronteres med storbyens kontrastfulde mentalitet.

Den indtræffer første gang, når indkøbsturen indvies i hovedstaden. Her indfinder den første overraskelse sig. Der er ikke noget, der ligner det sammentømrede lokalmiljø fra provinsen. Man hilser ikke på samme måde med den vanlige genkendelighed i øjnene og et nik, der afspejler, hvordan man er bevidst om hinandens ophav. Man handler individuelt.

Overvågningen af de andre kunder findes heller ikke længere. Ingen ved reelt, hvem man er. På godt og ondt. Det giver muligheden for, at man kan starte på en frisk, realisere sig selv uafhængigt af sin egen historie, starte sin egen historie på ny. Man kan undgå sladderen. Ikke desto mindre kan uafhængigheden virke uoverskuelig. Der kan mangle en form for genkendelighed, idet dem, der kendte til ens helt oprindelige historie, ikke længere findes.

I samme fase når man pludselig til erkendelsen af en socioøkonomisk indsigt, man har opnået i forbindelse med at vokse op i provinsen. Den lokale folkeskole, hvis faglighed ikke var i nærheden af at være tilstrækkelig, har trods alt også har givet positiv gevinst.

Som elev på den lokale folkeskole får man kendskab til alle familier. Enlige mødre i sociale boligbyggerier, indvandrerfamilier med mange børn og børnefamilier bag høje ligusterhække. Bagere og cykelsmede sammen med selvstændige erhvervsdrivende og læger. Hen over madpakkerne i skolefritidsordningen møder man alt fra kolde pizzastykker med tomat og ost hos indvandreren til rugbrødsmadder med cocktailpølser og remoulade og ristede løg hos den bleghvide dansker. Det kan mange år senere give en pludselig bevidsthed om en social indsigt, man ikke som yngre vidste, man havde.

Et lokalsamfund med ligusterhække og granitskærver har naturligvis ikke det hele. Ophavshistorier bliver måske først fortalt langt senere, og måske er det netop lettelsen over dette, der gør, at mange flygter. Fordi man ønsker at undslippe en genkendelighed, som mange føler, at de hænger fast i. Under alle omstændigheder er det vigtigt at huske på, at en opvækst i provinsen giver en vigtig og grundlæggende indsigt i forskellige livsvilkår.

Ida Cecilie Kehler er studerende.