Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

At være dansk er først og fremmest fædrelandskærlighed

Føler man sig som en del af nationen, opleves den som et slags broderskab, der rummer dybere forpligtelser. Man føler sig forbundet af indre bånd med ikke blot de nulevende, men også med de døde.

»Det er usynlige bånd og uskrevne regler, der binder danskerne sammen. Dernæst følger demokrati, retsstat og velfærd. Det bør vi tale mere om,« skriver Kasper Støvring. Fold sammen
Læs mere
Foto: Torben Christensen / Ritzau Scanpix

Vi taler hele tiden om det at være dansk. Men vi gør det ofte på en forkert, lidt skæv måde. Og det er skidt. For så får vi sværere ved at vedligeholde vores vigtigste institution, nationen.

Vi betragter normalt samfundets institutioner udefra, med sociologens blik. Så ser vi, at vores institutioner har en bestemt funktion. De er redskaber til at opnå noget. En nation, f.eks., er nyttig til at skabe stater med høj legitimitet, konsensus omkring demokratiet og en solidarisk omfordeling. Det skyldes, at nationens medlemmer – danskerne – identificerer sig med hinanden, og deraf vokser der samhørighed.

Med de ord – identitet og samhørighed – er jeg på vej over i en anden synsmåde, som snarere er en oplevemåde. For man kan også opleve institutioner indefra. Så har institutionerne ikke blot en funktion, men en værdi i sig selv: Man føler for dem.

Kasper Støvring Fold sammen
Læs mere
Foto: Kasper Støvring SH KasperStø.

At føle sig som del af en nation er at føle en pagt mellem generationerne. Den følelse er ikke altid stærk eller deles af alle, men det er den mest autentiske følelse. For så opleves nationen som et slags broderskab, der rummer dybere forpligtelser. Man føler sig forbundet af indre bånd med ikke blot de nulevende, men også med de døde, hvorfra man har fået skænket de sociale goder, men også med de ufødte, som man skal give sine goder videre til.

Det ydre syn på institutioner – som nation, kirke, familie og venskab – er altså almindelig. Men dermed indfanger vi ikke deres sande væsen. Og hvis vi kun betragter vores institutioner med sociologens objektive blik, ville vi ophøre med at føle for dem.

Den dybere mening

Hvis vi kun ser fodboldlandsholdet som en idrætsforening, familien som et arbejdsfællesskab eller venskabet som et middel til at få et godt job, vil de miste deres dybere betydning og dermed virkning. Vi er heller ikke medlem af en nation for at skabe en retsstat, velfærd og demokrati, selv om det ganske vist er positive konsekvenser, vi gerne tager med. På samme måde går vi heller ikke i kirke for at skabe fællesskab, selv om også det er konsekvensen af kirkegang, men dybest set for at modtage Guds nåde.

Vi risikerer at miste vores vigtigste institutioner, hvis vi ikke formår at opleve dem indefra, ikke blot som funktionelle, men som eksistentielt meningsfulde. Er man dansker og kristen med et gustent overlæg – altså for at opnå noget andet – ville både nationen og kirken bryde sammen.

Det er usynlige bånd og uskrevne regler, der binder danskerne sammen. Dernæst følger demokrati, retsstat og velfærd. Det bør vi tale mere om. For at være dansk er først og fremmest fædrelandskærlighed, en umiddelbar og ofte sansenær følelse.

Lad mig derfor slutte med en skøn række af Danmarksbilleder, som skribenten Lone Nørgaard engang har opstillet – oplevelsen af gule kornmarker, efterårsløvet og de første anemoner, fællessang Sankt Hans-aften, gudstjenesten juleaften, hvor kirken er fyldt med forældre, børn og bedsteforældre, den sproglige klang – men også smagen – af rødgrød med fløde, klitterne ved havet, de hvide middelalderkirker på bakketoppene, sejlbåde i sund og bælter, naboens lyd af græsslåmaskine (selvfølgelig lige når man skal spise!), folketingspolitikere på cykel til Christiansborg, nye kartofler, våde julefrokoster, at vi alle er dus, kolonihaver og idrætshaller, glæden ved logrende hunde, at tage gas på hinanden, blafrende Dannebrog ved fester, fadøl med venner af begge køn en sommeraften i Nyhavn. Og så selvfølgelig vores uendelige brokkerier over stort og småt. Som når vi ikke taler helt rigtigt om det at være dansk.