Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

At være dansk er en følelse

»De tidspunkter, hvor jeg har tvivlet mest på min danskhed eller følt mig mindre dansk, er ved nedladende tilråb om mit udseende, eller når jeg bliver stoppet i lufthavnen. For her bliver jeg mindet om, at jeg er anderledes. Her bliver der stillet spørgsmålstegn ved min danskhed. Men jeg ved, at for mig er det at være dansk en følelse.«

Foto: Jesper Blæsild
Læs mere
Fold sammen

Jeg er en af de danskere, der befinder sig i den spændende situation, at jeg næsten altid bliver stoppet i lufthavnen, når jeg er ude at rejse.

Dum som jeg er, bliver jeg lidt overrasket hver gang. For selvom jeg altid er på vej til eller fra Danmark, så ligner jeg ikke en dansker. Og det glemmer jeg lige indtil, jeg bliver stoppet og skal redegøre for, hvorfor jeg står der og flagrer med et rødbedefarvet pas, når jeg har skæve øjne og sort hår.

Den vedtagelsestekst, der i øjeblikket er genstand for debat om danskhed, har egentlig ikke gjort det store indtryk på mig. Ikke fordi jeg føler mig hævet over det, men fordi jeg ikke var klar over, at det angik mig.

En debat, der har fået sit eget liv og udviklet sig til en teknisk debat, der fra begge sider henter sin ammunition i forskellige rationelle fortolkninger.

Som adopterede er vi ikke indvandret til Danmark, men netop adopteret og i udgangspunktet ikke nødvendigvis frivilligt. Men jeg har en dansk mor, en dansk far og en dansk søster, der er adopteret fra Tyskland. De er min familie både juridisk og i hjertet.

I en pressemeddelelse fra Adoption & Samfund, som jo egentlig repræsenterer min søster og mig, stiller foreningen det retoriske spørgsmål »Betyder det, at alle vi danskere skal deles op i heldanskere, halvdanskere, kvartdanskere og ottendedelsdanskere?«

Det ville svare til, at jeg spørger min mand, om han elsker mig, og at han så siger, at han elsker mig 100 pct., og mit svar så er, at det skal være 120 pct.

At være dansk er en følelse

Det er nok derfor, jeg ikke har tænkt på det som noget, der angår mig. For mig kan kernen i danskhed ikke reduceres til procenter, til halve eller kvarte, for det handler netop om følelser og relationer mellem de mennesker, der har valgt at bo her.

Jeg bliver aldrig dansk på samme måde som min far, hvis familie nærmest er vokset op af den gode jyske muld i Vendsyssel. For min historie er en anden. De tidspunkter, hvor jeg har tvivlet mest på min danskhed eller følt mig mindre dansk, er ved nedladende tilråb om mit udseende, eller når jeg bliver stoppet i lufthavnen. For her bliver jeg mindet om, at jeg er anderledes. Her bliver der stillet spørgsmålstegn ved min danskhed. Men jeg ved, at for mig er det at være dansk en følelse.

I H.C. Andersens smukke kærlighedserklæring til fædrelandet, lyder en af stroferne »hvor jeg har rod, hvorfra min verden går«. Og her kunne man indvende, at jeg jo ikke er født i Danmark, og derfor kan det ikke være mit fædreland. Nej, men det er min far og hans far før ham, og jeg er min fars datter.

Jeg blev »født« dansk 1. maj 1974 i Kastrup Lufthavn. Jeg blev omplantet i den jyske muld, hvorfra jeg har slået rødder. Derfor kan min verden ikke gå andre steder end herfra, du danske friske strand mellem æblegård og humlehave.