Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

At rette kok for smed

Tom Jensen: Kokken Claus Meyer er kommet på - ja, undskyld - kogepladen i de seneste uger. Hans ugerning er ikke fordærvet eller uspiselig mad, men det faktum, at han har taget en stribe kriminelle under sine vinger i et TV-transmitteret resocialiseringsprojekt.

Kokken Claus Meyer Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt

Den ene er en voldsmand, der kastede sin kæreste ud fra en 3. sals lejlighed på Frederiksberg. Hun - Marlene Duus - er nu 50 procent invalid, og da hun i en kronik i Politiken for nogle uger siden beskrev sin egen situation og sammenlignede den med gerningsmandens, brød helvede løs for kendis-kokken. Han måtte forsvare sig i åbne breve og kronikker, men lige lidt hjalp det. Raseriet mod Claus Meyer fortsatte, også i dette blads spalter, for er Meyer ikke kerneeksemplet på en humanistisk hykler, der for at stille sig an udadtil og tage bad i godhedens bløde lys tænker mere på at hjælpe en uhyggelig voldsmand, end han tænker på det offer, som aldrig får sit gamle liv tilbage igen?

Sådan kan man vælge at se på det. Men spørgsmålet er alligevel, om ikke en række kommentatorer og en vred offentlighed som sådan i denne sag har gjort Claus Meyer delvis uret. Om man ikke så at sige har rettet kok for smed. For en lidt mere subtil analyse end den, der har præget en del af de frådende kommentarer vendt mod Meyer ville vel egentlig vise, at han er det mindste af alle problemer i denne - og lignende - sager? For det første: Hvis man vurderer sagen helt nøgternt og kun med tanke på at undgå nye sager af Marlene Duus’ slags, så er det vel fornuftigt af samfundet at forsøge at resocialisere kriminelle med det sigte, at de ikke igen begår lignende forbrydelser?

Med andre ord: At beskytte eventuelt fremtidige ofre?Vigtigst er imidlertid ubalancen mellem den situation, henholdsvis gerningsmanden og offeret er i her tre år efter forbrydelsen. Og i den diskussion er det som om, menings-Danmark i sin iver efter at rulle Claus Meyer i tjære og fjer, har begået samme fejl, man anklager samfundet for: At glemme offeret. For skal man rette op på ubalancen mellem indsatsen over for gerningsmand og offer er det næppe Claus Meyer, man skal sigte på. I stedet kunne man vende de anklagende blikke mod politikerne, retssystemet og kriminalforsorgen. Er strafferammen for grov vold som den, Marlene Duus var ude for, for lille? Udnytter retssystemet den ikke til fulde?

Hvem er det, der tillader at voldsmanden, længe inden straffen overhovedet er udstået, får udgang fra fængslet og skaber forståelig rædsel hos offeret, da det rygtes, at han vandrer omkring i Københavns gader? Og endnu vigtigere: Man kunne, hvis man ellers mente det med at huske offeret, tage henholdsvis Arbejdsskadestyrelsen og Erstatningsnævnet ved vingebenet. Marlene Duus nævnte dem selv i sin kronik, eftersom sagsbehandlingen har været så langsom, at hendes erstatningssag her tre år efter det voldelige overfald endnu ikke er afsluttet. Hvordan i alverden kan et samfund som det danske stille et voldsoffer i denne ubærlige situation? Hvorfor skal det tage så lang tid?

Hvorfor vil myndighederne ikke, som Duus’ beskrev det i sin oprindelige kronik, anerkende hendes invaliditet fuldt ud? Hvad er det for en smålighed, der hersker her, når et menneske er kommet ud for det, Marlene Duus har oplevet? Disse spørgsmål er afgørende, vil jeg mene, for retsfølelsen i Danmark. Vel mere afgørende end at Claus Meyer har sat voldsmanden til at lave sovs i sit køkken?