Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

At elske det onde

»Her er ingen dialog. Intet kompromis - vi kan ikke mødes på halvvejen med folk som hylderstening, voldsomme straffe for homoseksualitet og overgreb på jøder«

Eva Agnete Selsing Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I forrige uge holdt den muslimske organisation Hizb ut-Tahrir et velbesøgt arrangement. På dagsordenen var det sædvanlige: underlæggelse af hele verden under islams bevisligt skønne, retfærdige og civiliserede magt.

Arrangementet var velbesøgt. Det var den annoncerede moddemonstration til gengæld ikke. Liberal Alliances Rasmus Brygger og venner ville knuse de hadefulde islamister med »kram, sang og kærlighed«, men på trods af det skumfidusbløde budskab, blev den sag aldrig et hit. Til gengæld er tankegangen bag udbredt. Få dage forinden havde en anden omfavner-af-det-islamiske, Anna Mee Allerslev, skrevet et indlæg om, at »forstokkede holdninger skal mødes med kritisk dialog« med reference til Islamisk Trosamfund, der vedbliver at invitere og huse radikale stemmer. Eksempelvis islamisten Haitham al-Haddad, som går ind for stening, eller hadprædikanten Bilal Philips, der støtter hustruvold og mener, at Aids er Guds straf til de homoseksuelle.

Vi skal samtale med dem, der hader vores samfund og livsform, mener Allerslev og co. Og det er nok her, filmen knækker for Habermas’ dialogiske børn: Før man entrerer en samtale om et vigtigt emne, skal man vide, hvem man skal samtale med. Og i tilfælde som Hizb ut-Tahrir er dialogpartneren en, der vil noget, der er ondt for såvel mennesker som samfund. Hvem kan dog mene, at eksempelvis stening (en torturform, der fører til ofrets langsomme død) er ikke-ondt? Hvem kan dog mene, at pisk af utro kvinder er ikke-ondt? Hvem kan dog mene, at dødsstraf for homoseksualitet er ikke-ondt? At voldelig, systematisk kvindeundertrykkelse eller udryddelse af jøder er ikke-ondt?

Dialogfolket mangler at erkende, at det er det onde, vi har med at gøre. Eller, om ikke det onde selv, så en instantiering af det. Der mangler en erkendelse af, at det ikke bare er forvirrede mennesker, der vælger islamismen. Det er ikke folk, som mangler uddannelse, har haft en dårlig barndom, var dårlige til fodbold, eller hvad forskyderne ellers bruger til at bortforklare fravalget af Danmark med.

Der er tale om folk, som vil dig og mig det ondt. Der dyrker det onde. Der vier deres liv til det onde. Her er ingen dialog. Intet kompromis – vi kan ikke mødes på halvvejen med folk, som hylder stening, voldsomme straffe for homoseksualitet og overgreb på jøder.

På venstrefløjen og hos de øvrige relativister vil man selvfølgelig ikke finde sig i brugen af ordet »ondt«. Det indikerer nemlig, at der så også findes noget »godt« – og hvis vi accepterer parret ondt/godt, accepterer vi også den gamle verdensordens syn på moral. Derunder, vigtigst, at Vesten er af det gode. Og det vil man ikke høre tale om hos relativisterne.

Derfor insisterer det relativerende dialogfolk på kun at se »nuancer«. Det er her vigtigt at huske, at den på overfladen humane snak om sådanne nuancer ikke er andet end krav om at erstatte dårlig PR med god ditto. Glade løgne. Nej, nuancerne og de mange perspektivers talspersoner er selv folk med et ærinde: Det drejer sig om at udrydde den almenmenneskelige, snusfornuftige afvisning af det onde, det bestialske, det barbariske. Vi skal lære at elske det onde, for når vi har lært det, kan ingen handling dømmes ude. Og så er der frit spil. For såvel totalitære hippier som lyserøde nihilister og, nå ja, islamister.