Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

At arbejde og ikke at arbejde

Venstres landsmøde i Odense Congress Center lørdag d.5.oktober 2013. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares

Selvfølgelig er det et slags sundhedstegn, når Danmarks største parti Venstre – som i gårsdagens Berlingske – dekreterer kontraktpolitikkens genkomst i tilfælde af en genvunden regeringsmagt. Og så alligevel, for det er jo ene og alene fordi, at den socialdemokratisk ledede regering står så totalt afpillet tilbage efter de sidste par års løftebrudsballade, at noget så banalt som blot at ville holde egne løfter fra en valgkamp kan blive et politisk argument i sig selv. En genetablering af tillidsforholdet mellem folket og de folkevalgte er ikke desto mindre tiltrængt – men det mest afgørende er imidlertid, hvilken konkret politik vælgerne stilles i udsigt. Ikke at love mere, end man kan holde, er ikke nok i en verden under konstant og hastig forandring. Derfor har kontraktpolitikken også sine åbenlyse begrænsninger og kan blive en spændetrøje for såvel regering som opposition og faktisk forhindre fornøden handling.

Meldingerne fra Venstres landsmøde i Odense om, at det helt og aldeles fornuftige mål om nulvækst i den offentlige sektor selvfølgelig og i sagens natur godt kan resultere i færre offentlige ansatte, er derfor også et forsøg på en slags tiltrængt forventningsafstemning med befolkningen. Lars Løkke Rasmussens virkelighed er helt anderledes end hans forgænger som formand, Anders Fogh Rasmussens, der i sin tid lige frem brystede sig af stigningen i antallet af netop offentlige ansatte i sin regeringsperiode. Nulvækst betyder ikke nødvendigvis, at der bliver mindre velfærd, men mere at opgaverne bliver løst anderledes – kvalitet er ikke det samme som antallet af offentlige ansatte.

Kombineret med Venstres bebudede skattelettelser specielt i bunden og indførelsen af et såkaldt moderne kontanthjælpsloft tegner det godt for en fremtid, hvor flere kan og skal forsørge sig selv, og hvor det kan betale sig at arbejde frem for at modtage passiv forsørgelse. Symbolsk var det da også, at Dansk Metals formand Claus Jensen ganske opsigtsvækkende i går sprang offentligt ud som den første fagforeningsmand på talerstolen på et Venstre-landsmøde – hvilket må gøre ondt langt, langt ind i den socialdemokratiske top, hvor man har haft tralvt med at opdele vælgerne i enten arbejdere eller akademikere. Forskellen på at arbejde og ikke at arbejde skal simpelthen være større, når hver femte i den arbejdsdygtige alder ikke er i job. Så hatten af herfra for Venstres det-skal-kunne-betale-sig-at-arbejde-reform – eller Jobreform 2015, som Lars Løkke Rasmussen lørdag selv døbte den politiske offensiv, der med stor sikkerhed kræver et folketingsvalg og et regeringsskifte for at blive forvandlet til virkelighed.

At et politisk parti, der som Venstre ønsker at genindtage Statsministeriet og lede en kommende borgerlig regering, melder klart ud og opstiller konkrete mål som pejlemærker for befolkningen – ja, det er basal set god ledelse, som ethvert politisk parti med respekt for sig selv og regeringsambitioner i sagens natur burde kunne leve op til. Udfordringen er så at opstille de rigtige mål i kontrakten med vælgerne. Få, konkrete, ambitiøse. Også her lykkedes det for Venstre i Odense.