Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Assimilation skal være en selvfølge

Foto: NIELS AHLMANN OLESEN og  Ida Guldbæk Arentsen. Fold sammen
Læs mere

Jeg holdt i 2013 et oplæg for en forsamling, hvor vi under spørgerunden talte om assimilation. Jeg troede, fejlagtigt, at vil man assimilere sig i det danske samfund, måtte man opgive sin tro, sine egne, medbragte værdier og sin identitet. Efter det, der til sidst udviklede sig til en mindre debat, tog jeg hjem og brugte et par timer til klokken sent om natten på at læse om de to begreber integration og assimilation. Jeg blev klogere på mange punkter.

De seneste fire år har vi debatteret en hel del om assimilation kontra integration og endda (afhængig af på hvilken side af den røde politiske blok, man befinder sig) inklusion. Og på trods af, at vi er blevet mere oplyste om, hvad assimilation indebærer, er det forblevet lige så udskældt et ord, som dengang, da Søren Pind, tidligere integra­tionsminister, bragte det op for allerførste gang i danske medier.

Men hvad er det ved begrebet assimila­tion og i visse tilfælde også integration, der »trigger« indvandrere og tilhængere af en slap udlændingepolitik, når vi taler om at stille krav til mennesker, der af egen fri vilje har bosat sig i landet?

Burde det overhovedet, efter 40 års indvandring, ikke være en selvfølge og ikke et debatemne, at man ønsker at være en del af det samfund, man lever i (og i manges tilfælde også af)?! Det er mig fuldstændig uforståeligt, at der findes mennesker, der ønsker at flytte tusindvis af kilometer væk hjemmefra for efterfølgende at forsøge at tilpasse det danske samfund de samme rammer, som man angiveligt, eller reelt er flygtet fra. Og det er mig endnu mere ubegribeligt, at vi, som samfund, er passive tilskuere til det.

Vi har i 40 år hoppet over der, hvor gærdet var lavest, og er nu kommet til det punkt, hvor vi kravler over samme sted. Vi har i mellemtiden indset vores fejl, men der er ingen handling.

Når samfundet opfylder flere krav stillet af indvandrere, end omvendt, er det et enestående tegn på, hvor mislykket vi er som værtsland for nyankommne. Altså de indvandrere, der vil lykkes i Danmark. De, der vil bidrage og bidrager, og ja, de, der er assimileret for længst.

Vi beholder religiøse fanatikere, der kæmper mod danske styrker i udlandet, prædikanter, der opfordrer til drab og isolation fra det danske samfund, folk, der udøver vold, voldtægt, æresrelateret kriminalitet, hårdkogte forbrydere.

Og ikke alene forsørger vi dem, de får også hjælp til rehabilitation, mens vi på den anden side undlader at give permanent opholdstilladelse og statsborgerskab til en Umut Sakaria, selvstændig erhvervsdrivende, der skaber arbejdspladser og er en af Danmarks mest prominente og prisvindende kokke, blot fordi han afsluttede 7. klasse med et 5-tal i dansk.

Jeg ved ikke, hvad dette samfund bliver til, men medmindre vi skal destruere os selv, er vi nødt til at tage assimilation som en selvfølge. Hellere 40 år for sent end aldrig.