Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Asger Aamund er langt mere oprørsk end sten­kasterne på Nørrebro

Den 1. februar lukkede den yderste venstrefløjs foretrukne netmedie, Modkraft. Da de offentlige støttekroner slap op, blev revolutionen aflyst, ikke på grund af regnvejr, men fordi der ikke var flere penge at hente i de forskellige puljer for mediestøtte.

Og onsdag i denne uge endte en demonstration, som skulle markere ti-året for rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej, så i nøje planlagt vold, smadrede ruder, tåregas og dødbringende møtrikker gennem luften. Formålet er helt og aldeles uklart. Måske går den kommunale støtte på årligt 1,5 millioner kr. til det nye Ungdomshus på Dortheavej samme vej som Modkrafts mediestøtte, hvis det da nogensinde bliver klarlagt, hvem der stod bag optøjerne.

For en stund blev vi mindet om, at der engang var en revolutionær, yderligtgående venstrefløj som kæmpede for et helt andet samfund. I dag findes oprøret mod det bestående ikke længere på venstrefløjen. Oprøret flyttede i parcelhus, fik fast job og pensionsordning, og nye generationer havde svært ved at se velsignelsen i et socialistisk evighedssamfund.

Efter at Villy Søvndal gjorde SF til en bovlam filial af Socialdemokratiet, Enhedslisten ryddede ud i munkemarxismen og Johanne købte hus i Valby, og mens Alternativet pusler med meditation, fællessang og politiske laboratorier, er både oprøret og den strømførende politiske debat flyttet til den modsatte fløj. Her er der til gengæld masser af slag i bolledejen.

Når erhvervsmanden Asger Aamund siger, at islam »som samfundsmodel« er i krig med os. Og det siger han. Så er det en dagsorden, der er langt mere oprørsk og mobiliserende end at smadre en hæveautomat hos Nordea på Nørrebrogade. »Velmenende medier og politikere i de vestlige demokratier har meget travlt med at forsikre deres befolkninger, at »vi er ikke i krig med islam«. Det skal nok være rigtigt, men det er et ubestrideligt faktum, at islam er i krig med os. Ikke islam som tro, men islam som samfundsmodel er i åben krig mod den demokratiske retsstat,« skrev Aamund for nylig i Den Korte Avis.

Hvad han præcist mener, og hvor tekstanalysen lander ved en nærmere gennemgang, kan der med garanti føres mange debatter om på DRs P1. Men kombinationen af ordene islam og krig er god nok. Der er noget, der ikke passer ind.

Og at foregive, at befolkningsgrupper ikke kan leve sammen uden assimilation, fordi man har forskellig oprindelse, kultur og religion, er så stærkt et budskab, og et så voldsomt opgør med det bestående samfund, at venstrefløjens ønsker om borgerløn, faste CO2-mål og højere beskatning af Nordsø­olien blegner fuldstændigt. Når oprøret samtidig krydres med forestillingen om en enevældig elite, der styrer alt og hytter egne privilegier, og målrettede angreb på medier, domstole og politikere for at være uhæderlige og det, der er værre, er der ikke langt til de antiautoritære – og ofte også udemokratiske – Nørrebro-rebellers forfædre fra dengang, hvor man ikke skulle stole på nogen over 30.

Venstrefløj døde på grund af iltmangel

Om et par uger er der parlamentsvalg i Holland. De to, der kæmper om at vinde valget, er Frihedspartiets Geert Wilders og den liberale ministerpræsident Mark Rutte. Et meget rent og tidstypisk opgør mellem en nationalkonservativ borgerlig strømning og en liberal.

De socialistiske og socialdemokratiske partier er enten marginaliserede eller har skiftet ham, så de til forveksling ligner enten den ene eller den anden part i den borgerlige strid. I det franske præsidentvalg er det Front Nationals Marine Le Pen, der enten skal møde den liberale Francois Fillon eller midterkandidaten Emmanuel Macron i anden runde. Den traditionelt så stærke franske venstrefløj er blevet helt og aldeles uinteressant.

Hvad var det, der slog venstrefløjen ihjel? Tiden, Murens fald, markedsøkonomien og den nye globale verdensorden er nogle gode bud. Men først og fremmest døde den på grund af iltmangel. Den blev kvalt og for vild i nogle af de debatter, som ellers burde ligge lige for.

Tag for eksempel nulvækst. En klassisk økonomisk analyse på venstrefløjen om, at verden ikke kan blive ved med at bygge på vækst, for vi ender i stress, klimakatastrofer og udtømte naturressourcer. Skal vi have et samfund i »ligevægt«, som økonomer på den fløj kalder det, kan den økonomiske vækst i verden ikke fortsætte.

Det lyder jo umiddelbart logisk, men man skal være temmelig blind for ikke at se, at den økonomiske vækst og den globale markedsøkonomi har ført millioner af mennesker ud af fattigdom, og hjemme i andedammen er der en direkte korellation mellem hvor langt ude på venstrefløjen, man befinder sig, og hvor megen offentlig finansieret velfærd, man gerne vil have. Og nulvækst er lig med færre skatteindtægter, færre pædagoger og mindre kollektiv trafik.

Eller tag EU. Den yderste venstrefløj er imod EU, mest fordi man opfatter Unionen som udemokratisk og centralistisk og »de riges klub«, hvad det så dækker over. Men samtidig repræsenterer EU alt det, som venstrefløjen står for: mellemfolkelig forståelse, forbrugerbeskyttelse, bedre klima, omfordeling mellem rige og fattige lande.

Eller tag klimaet, hvor der i venstrefløjens værktøjskasse mest ligger redskaber som forbud og høje afgifter på alt fra oksebøffer til flyrejser, mens det, der ser ud til at bringe verden et skridt videre i bekæmpelsen af CO2-udslippet, er ny og renere teknologi.

Venstrefløjens langsomme død satte først og fremmest ind, da den ikke længere havde nogen samfundsmodel at læne sig op ad. De faldt en for en, Sovjet, Albanien, Cuba, Kina og hvilke diktaturer, man ellers kunne finde på at fremhæve.

På den »revolutionære« højrefløj har man et nationalt, værdibaseret, traditionsbundet monokulturelt, grænseindhegnet samfund som ideal. Det er i hvert fald et bud på et samfund, der adskiller sig afgørende fra det, der har været det idealiserede de seneste flere årtier.

Bent Winther er Berlingskes samfundsredaktør.