We are great because we are good, råbte Hilary Clinton i sine valgtaler. Hun var USAs udenrigsminister, da USA og NATO bombede i Libyen, så det gik under i borgerkrig. Vor egen gode udenrigsminister, Villy Søvndal, kunne i Tripoli efter bombardementerne dog ligefrem lugte, at demokratiet nu blomstrede!

Clintons opfattelse er udtryk for vestlig arrogance og bedreviden, som har medført problemer, der i dag udgør en alvorlig trussel mod Europa. Samme arrogance lå bag Irak-felttoget, som har gjort landet ustyrligt og decimeret den kristne befolkning. Interventionen i Syrien taler for sig selv. I Afghanistan var målet at udrydde terror og indføre demokrati. Hverken det ene eller andet er lykkedes. Islamiske terroraktioner i Europa vokser eksplosivt.

I vores egen selvforståelse er vores kultur så overlegen, at vi har ret til med magt at udbrede den til andre egne af verden. Paradoksalt nok går disse bestræbelser hånd i hånd med trosbekendelsen til multikulturalisme, der omvendt forkynder, at vestlig kultur netop ikke er bedre end andre kulturer, f.eks. islamisk kultur. Naturligvis er europæisk/nordamerikansk kultur langt bedre end islamisk, og vi skal forsvare vores kultur herhjemme. Det gør vi desværre ikke, men undskylder og bøjer af på område efter område.

Vores dobbeltmoral har været en stærkt medvirkende årsag til, at forholdet til Rusland i dag er så dårligt. Vi har i 20-25 år været døve og blinde over for russiske synspunkter. Vi har ikke villet forstå, hvordan vores politik kunne opfattes af et svagt og ydmyget Rusland. Efter Sovjetunionens og den sovjetiske trussels bortfald fastslog Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) i sine analyser år efter år, at der ikke mere forelå en militær trussel mod Danmark. Men samtidig pressede vi på for en hurtig udvidelse af NATO mod øst. Det hang jo ikke sammen. Resultatet blev en ødelæggelse af det gode forhold til Rusland efter Den Kolde Krigs afslutning.

Vi skal naturligvis støtte de baltiske nationer, der har lidt forfærdeligt under Sovjetunionens totalitære kommunisme. Men der blev ikke fra USAs og NATOs side udvist fornøden omhu med at forklare og besvare russernes spørgsmål vedrørende denne politik.

En fabel om Ukraine

I forhold til Ukraine blev der konstrueret en fabel om de gode mod de onde – Rusland som en ørken af ukultur og barbari, Ukraine som dybt præget af europæisk kultur. Allerede i 2008 ville vi letsindigt indlede forhandlinger om Ukraines optagelse i NATO, selv om et flertal af ukrainerne var imod. Det kunne have medført borgerkrig og en opsplitning af landet. Vestens daværende politiske idoler i Ukraine er for længst gået i glemmebogen. De var ikke så rene, at det gjorde noget. Regimeskiftet i Kiev i 2014 var en grumset affære. USAs ambassade i Kiev var direkte involveret i det ulovlige og voldelige kup mod den folkevalgte præsident, gennemført efter indgåelsen af en aftale med oppositionen om nyvalg og udarbejdelse af en ny forfatning for Ukraine.

Ruslands indlemmelse af Krim foregik naturligvis på forkastelig måde. Der burde have været holdt en ordentlig folkeafstemning, som ville have givet et stort flertal for tilslutning til Rusland, som Krim har tilhørt i over 200 år, og som kun blev en del af Ukraine på grund af Nikita Khrustjovs fjollede indfald i 1954. Om Ukraine ville være gået med til at afholde en folkeafstemning er en anden sag, som man kan have sine tvivl om. Ukraines territorielle integritet skal naturligvis respekteres, men de mange russisk-ortodokse borgere i Ukraine skal også respekteres, så de får lyst til at forblive ukrainske statsborgere. Nu gælder det om at få klinket skårene.

Vesten udgør naturligvis ikke nogen trussel mod Rusland, som rabiate russiske ideologer påstår. Men vi har anvendt en dobbelt målestok. Vi har jo ikke indført sanktioner mod Tyrkiet, Kina og Saudi-Arabien, hvor der sker massive overgreb. I stedet tog Danmarks udenrigsminister sammen med Kronprinsen på charmetur til Saudi-Arabien. Og Tyrkiet skal helst hurtigt med i EU.

Ubegavet kritik af Marie Krarup

Vestens Ruslandspolitik har mildt sagt ikke været ufejlbarlig. Vi har ikke fulgt gamle Henry Kissingers kloge råd om ikke at tvinge en politik igennem over for en underlegen og ydmyget modstander. Storpolitik drejer sig ikke om selvretfærdige demonstrationer, men om at afbalancere forskellige interesser, så tingene ikke forværres.

Det er ubegavet at fremstille Marie Krarup, MF (DF), som Moskvas nyttige idiot, fordi hun gør opmærksom på, at vores Ruslandspolitik er problematisk, og fordi hun samtidig kritiserer bagatelliseringen af den meget håndgribelige trussel mod Danmark og Europa, som islam udgør. Der tales salvelsesfuldt om, at vi står for ytringsfrihed og alt andet godt, men ytringsfriheden synes kun at gælde, når vi alle mener det samme!

Bent Jensen er historiker, dr. phil.