Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Arbejdskultur

Tom Jensen, chefredaktør Fold sammen
Læs mere

Den udenlandske arbejdskraft strømmer ind over landets grænser, særligt fra det østlige Europa, hvor nye lande er blevet en del af EUs indre marked, og det bekymrer mange. For bliver de nu underbetalt? Hvad så med de mange job, som ikke bliver besat af danskere? Hvad med velfærdsturisme?

 

Spørgsmålene er bestemt relevante, men der er et element i alt dette, som for sjældent er blevet belyst. Fordi det ikke er så rart at belyse det: For hvad nu, hvis det rent faktisk er sådan, at den udenlandske arbejdskraft er bedre, mere produktiv, effektiv og positiv end den danske, der ville være alternativet? Hvad hvis for mange af de danskere, der kunne kandidere til især lavtlønsjob i forskellige sektorer, ganske enkelt ikke har en tilstrækkelig god arbejdsevne eller -vilje sammenlignet med de folk, man kan ansætte fra f.eks. Polen eller Rumænien?

 

Hvis svaret er ja, er det naturligvis ubehageligt; ikke desto mindre kan det være ret afgørende. For det ville jo betyde, at hvis man erstattede den udenlandske arbejdskraft med dansk, smed dem på porten alle til hobe, så ville produktiviteten i det danske samfund risikere at falde mærkbart. Og det er jo ikke så rart. Endnu mindre rart er det at skulle erkende, at ens danske medborgere muligvis i visse tilfælde falder igennem sammenlignet med folk fra andre lande. Nu troede vi ellers lige… Danmark som foregangsland og alt det der.

 

Men der har været nogle pip. Gartneriejere, som gjorde opmærksom på, at der var mere arbejde i mange udenlandske medarbejdere. Og større stabilitet. En anden arbejdskultur, simpelthen. Nu må man jo som bekendt af en eller anden grund aldrig generalisere, og heller ikke om danskere, men hvad nu hvis der – sådan helt gennemsnitligt og dermed alligevel generaliseret – er noget om det? Forleden var det formanden for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, som i dagbladet Politiken løftede sløret for, at alt måske ikke er lige godt, når man ser på den danske arbejdskraft: »Den udenlandske arbejdskraft bidrager ikke kun med ekstra hænder, den forbedrer faktisk også arbejdskulturen. Spørger man lidt dybere ind hos virksomhederne, svarer 57 pct. af fødevarevirksomhederne, at de udenlandske medarbejderes arbejdskultur påvirker konkurrenceevnen positivt. For de danske medarbejdere er de tilsvarende tal blot 35 pct. Spørger man til produktiviten, svarer 7-15 pct. af virksomhederne, at de danske medarbejders produktivitet påvirker konkurrenceevnen negativt,« skrev Martin Merrild.

 

Det er tal, der burde chokere. Men måske ikke overraske. Som bekendt har vi i Danmark valgt at skabe et arbejdsmarked på højt niveau: Høje uddannelser, høje lønninger, høje skatter, højt det hele. Almindelige især ufaglærte job til lavere lønninger har hele vejen rundt være ringeagtet. Resultatet er et samfund, hvor flere hundrede tusinde går i årevis på offentlige ydelser, mens de for hver dag taber kontakten mere og mere til arbejdslivet. Og til de krav, sådan et stiller til én: Op om morgenen, på med vanten, levér en indsats. Når så der, takket være EU-udvidelsen, pludselig står et arbejdsdueligt kontingent østeuropæere og banker på og gerne vil tage fat, hvem kan så bebrejde arbejdsgivere, at de slår til? Og hvem kan bebrejde østeuropæerne, at de slår til? Konklusion: Mødet med den globale virkelighed bør sandelig give anledning til mere end én eftertanke her i Dannevang.