Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Antisemitisme, psykologi og sutsko

Peter Tudvad: I sin anmeldelse af Stadier på antisemitismens vej – Søren Kierkegaard og jøderne den 9. november skriver Kathrine Lilleør, at min bog er »filtret ind i en så psykologiserende fremstilling af Søren Kierkegaard, at læseren føler, at biografiforfatteren i sutsko trasker rundt i digterens sjæl«.

Peter Tudvad, Forfatter Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det var pokkers! Bogen er på 500 sider, og højst 30 af dem handler om Kierkegaards karakter, psyke og sjæl.

Et af de få steder, hvor jeg beskæftiger mig med Kierkegaards person, er i kapitlet om Ahasverus alias den evige jøde. Ifølge en kristen legende skulle Ahasverus have hånet Jesus på hans vej til Golgata og hindret ham i at hvile et kort øjeblik, hvorfor han blev dømt til at vandre til verdens ende.

Den unge Kierkegaard bruger Ahasverus som en allegori over fortvivlelsen forstået som afvisningen af Guds nåde. Og med Ahasverus kunne Kierkegaard nok identificere sig, da han i midten af 1830’erne var plaget af tvivl og i halvandet år mod sædvane ikke gik til alters for at modtage nadveren, nådens sakramente.

Dette opfatter Lilleør som en utidig psykologisering, men dét er lige så forkert, som når hun omtaler Ahasverus som en »bibelsk skikkelse«. Ahasverus har ingen rødder i Bibelen, men dukker først op i opbyggelige fortællinger omkring år 1600.

I en bog om Kierkegaards forhold til jøderne er det af indlysende relevans at interessere sig for hans mulige identifikation med en jødisk sagnskikkelse. Men hvor relevant dette end er, så har spørgsmålet ikke afgørende betydning for min argumentation i bogen.

Af større betydning er det, at Kierke­gaard senere kobler den evige jøde fra fortvivlelsen – ligesom han også kobler troen fra den jødiske patriark Abraham som den troendes forbillede – så han i stedet sidder tilbage med sin samtids såre timelige jøder, som han i hvert fald ikke vil identificere sig med. Om dem ved han nemlig, at de er blodtørstige ågerkarle, at de snyder, sidder på medierne og konspirerer mod de kristne, pønser på at slå deres europæiske værter ihjel, er materialistiske, pengebegærlige, skeløjede og pukkelryggede.

Alt dette må Lilleør trods alt medgive, så med større redelighed end så mange andre kalder hun fænomenet ved sit rette navn. »Kierkegaard er antisemit. Og det er han. Men er han det i en så overvældende grad, at vi skal læse 500 sider om det?«

Næh, det behøver vi da strengt taget ikke. Men nu er Kierkegaard jo ikke hvem som helst, så derfor diagnosticerer jeg tilfældet så grundigt som muligt. Og jeg gør det ikke mindst ved at beskæftige mig indgående med hans radikale kristendomsforståelse, som jeg mener at kunne påvise som roden til hans antisemitisme.

Således handler bogens to hovedkapitler om Kierkegaards teologi, i alt ikke færre end 200 sider. Derfor er det en smule forbløffende, når Lilleør rask væk hævder, at »Tudvads interesse for den indre logik i Kierkegaards kristendomsopfattelse kan ligge på et meget lille sted«. Tør man i stedet påstå det samme om Lilleørs interesse for den indre logik i antisemitismen?