Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Antisemitisme

Selv om Kierkegaard, Heidegger og Hamsun beskyldes for antisemitisme bliver vi ikke antisemitter af at læse hverken Kierkegaard, Heidegger eller Hamsun.

Hans Hauge: »Man kan spekulere over, hvorfor så mange er optaget af at påvise, at denne eller hin tænker var antisemit. På den ene side tager antisemitismen til i Frankrig, Sverige, Ungarn og Grækenland. På den anden side er kritikken af Israel og den jødiske stat øget især på venstrefløjen. Der er en tæt forbindelse mellem antizionisme og antisemitisme.« Fold sammen
Læs mere

Den tyske filosof Martin Heidegger (1889-1976) betragtes af mange, men bestemt ikke af alle, som den største filosof i det 20. århundrede. I de senere år er kritikken af ham taget til. Han blev medlem af NSDAP – det tyske nationalsocialistiske arbejderparti – 1. maj 1933, og han blev samme år valgt til rektor for Freiburg Universitet af samtlige undervisere. Den danske teolog K.E. Løgstrup læste hos ham i 1933-34, og der mødte han sin kommende kone, Rosemarie Pauly. Hun var 19 år og tog fra Berlin til Freiburg for at gå til timer hos Heidegger. Hun var halvjøde. Ingen af de to havde problemer med hans »nazisme«. På det seneste har kritikken af Heidegger taget en ny drejning. Det er ikke så meget hans »nazisme«, der er problemet for filosofferne, men hans antisemitisme.

   Heidegger skrev hele sit liv i nogle notesbøger, der var indbundet i sort. De hedder »De sorte hæfter«, og de er under udgivelse. Indtil nu er der komme fire tykke bind, og der kommer seks mere. I disse optegnelser findes nogle få antisemitiske udsagn. Der findes også kritiske kommentarer til nazismen, men det springer man over. Hæfterne har vakt stor opsigt og har afstedkommet en lang række konferencer og bøger om emnet. Den italiensk-jødiske filosof Donatella di Cesare har netop besøgt Danmark, og hendes bog »Heidegger og jøderne« er udkommet i oversættelse. Det er en seriøs og tankevækkende bog, men den er også blevet modtaget med noget, der nærmer sig skadefryd. For der er og har altid været en indædt modstand mod Heideggers filosofi og hans mange elever. Især fra venstrefløjen. Man har forsøgt at begrænse hans indflydelse, nu kan man så kalde ham antisemit, og det sker ofte uden at have læst De sorte hæfter. Man bliver fri for at blive anfægtet af ham. Et af hans mål var at gøre op med værdifilosofi og troen på »værdier«.

Donatella di Cesare mener fortsat, at man skal læse Heidegger og bruge ham, idet hun betragter ham som en radikal og revolutionær filosof. Det store mysterium er, hvorfor Heidegger, mens han levede, skjulte, at han var antisemit. Det kunne da ellers have fremmet hans anseelse i det Tyskland, hvor de fleste filosoffer var erklærede antisemitter. Det ville svare til, at man holdt det hemmeligt, at man var marxist i DDR.

Man kan i netop den situation, som vi befinder os i, spekulere over, hvorfor så mange er optaget af at påvise, at denne eller hin tænker var antisemit. På den ene side tager antisemitismen til i Frankrig, Sverige, Ungarn og Grækenland. Donatella di Cesare er under politibeskyttelse, fordi hun angribes af nyfascister. Men det er jo ikke Heideggers skyld. På den anden side er kritikken af Israel og den jødiske stat øget især på venstrefløjen. Der er en tæt forbindelse mellem antizionisme og antisemitisme. Vil disse bøger begrænse eller ufrivilligt fremme antisemitismen?

Peter Tudvad udsendte en bog om Kierkegaards antisemitisme, som minder om Donatella di Cesares. Den norske Tore Rem har netop udsendt en bog om Knut Hamsuns antisemitisme. Men vi bliver jo ikke antisemitter af at læse Kierkegaard, Heidegger eller Hamsun. Er der en forklaring på fænomenet? Der er tale om indirekte islamkritik. Alle ved jo, hvor antisemitismen stortrives: Gaza, Egypten, Iran og på universiteters Mellemøststudier, især i USA.