Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Ansvaret for flygtninge bør fordeles ligeligt

Kun ved at holde fast ved vores pligt til at beskytte dem, der flygter fra forfølgelse og vold, og ved at omfavne de muligheder, flygtninge og migranter tilbyder deres nye samfund, vil vi være i stand til at opnå en mere velstående og retfærdig fremtid for alle.

Ban Ki-moon. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Til september samler FNs Generalforsamling alle verdens ledere for at finde en løsning på en af de største udfordringer i vor tid: Hvordan skal der reageres på det store antal flygtninge og indvandrere?

Krig, menneskerettighedskrænkelser, underudvikling, klimaforandringer og naturkatastrofer fører til, at flere mennesker må forlade deres hjem nu end på noget andet tidspunkt i den tid, hvor vi har indsamlet pålidelige data på dette område. Mere end 60 millioner mennesker – halvdelen af dem børn – er flygtet fra vold eller forfølgelse og er nu flygtninge eller internt fordrevne. Yderligere 225 mio. er indvandrere, der har forladt deres land i jagten på bedre livsvilkår eller for bare at overleve.

Men dette er ikke en krise, der handler om antal. Det er en krise, der handler om solidaritet. Næsten 90 procent af verdens flygtninge er flygtet til udviklingslande. Otte lande er værter for mere end halvdelen af verdens flygtninge. Kun ti lande står for 75 procent af FNs budget til at lette og løse denne situation.

Med et retfærdigt, ligeligt fordelt ansvar ville der ikke være nogen krise for værtslandene. Vi har råd til at hjælpe, og vi ved, hvad vi skal gøre for at håndtere store grupper af flygtninge og indvandrere. Men alt for ofte lader vi frygt og uvidenhed komme i vejen. Menneskelige behov bliver overskygget, og fremmedhad taler højere end fornuft.

Landene, som står forrest i denne krise, kæmper hver dag for at tage udfordringen op. 19. september vil Generalforsamlingen holde et møde for at styrke vores indsats på længere sigt. For at hjælpe det internationale samfund med at gribe denne mulighed har jeg netop udsendt en rapport, »In Safety and Dignity«, (Med sikkerhed og værdighed, red.,) som indeholder anbefalinger til, hvordan verden kan skride til handling på en mere effektiv og kollektiv måde.

Vi er for det første nødt til at begynde med at anerkende vores fælles menneskelighed. Millioner af mennesker på farten har været udsat for ekstrem lidelse. Tusinder er døde i Middelhavet, i Andamanhavet, i Sahel og i Mellemamerika. Flygtninge og indvandrere er ikke bare »andre«, de er så forskellige som selve den menneskelige familie. Mennesker, der flygter, er i bund og grund et globalt fænomen, der kræver global ansvarsdeling.

For det andet bidrager flygtninge og indvandrere til vækst og udvikling i værtslandene samt i deres oprindelseslande, hvilket langt fra er en trussel. Jo bedre nyankomne integreres, jo større vil deres bidrag til samfundet være. Vi har brug for flere foranstaltninger, der kan fremme social og økonomisk integration af flygtninge og indvandrere.

For det tredje har politiske og lokale ledere et ansvar for at tale imod diskrimination og intolerance og til at gå imod dem, der forsøger at vinde stemmer via skræmmekampagner og splittelse. Dette er en tid, hvor der skal bygges broer og ikke mure mellem mennesker.

For det fjerde skal vi være mere opmærksomme på dem, der står bag tvungen fordrivelse. FN fortsætter med at styrke sit arbejde med at forebygge konflikter, løse konflikter fredeligt og tage fat på krænkelser af menneskerettighederne, før de eskalerer. Et stærkt nyt værktøj er de globale mål for bæredygtig udvikling, som skal opnås inden 2030, en plan vedtaget sidste år af alle 193 medlemmer af FN, der omfatter et højt fokus på retfærdighed, institutioner og fredelige samfund.

For det femte er vi nødt til at styrke de internationale systemer, der administrerer de store flygtningestrømme, så de kan forsvare menneskerettighedsnormerne og give den nødvendige beskyttelse. Stater skal overholde deres internationale juridiske forpligtelser, herunder flygtningekonventionen fra 1951. Lande, som flygtningene ankommer til først, bør ikke overlades til at påtage sig byrden alene. Min rapport foreslår en »global sammensætning af ansvarsfordelingen af flygtninge«.

Der er et presserende behov for at gøre mere, når det gælder bekæmpelsen af smuglere og menneskehandlere, at redde og beskytte folk undervejs og at sikre deres sikkerhed og værdighed ved grænserne. Gode og lovlige flugtveje for indvandrere og flygtninge er afgørende, således at desperate mennesker ikke er tvunget til at henvende sig til det kriminelle netværk i deres søgen efter sikkerhed.

Det forventes, at antallet af indvandrere vil fortsætte med at stige som følge af dårlig handelsmarkeder samt mangel på job og kvalificeret arbejdskraft, letheden ved at rejse og kommunikere samt stigende ulighed og klimaforandringerne. Min rapport foreslår nogle vigtige foranstaltninger, der kan forbedre den globale ledelse på dette område, herunder gennem en »global sammensætning for sikker, velordnet og lovlig indvandring«.

Flygtninge- og indvandringskriser er langtfra uovervindelige, men de kan ikke løses af enkelte stater alene. I dag bliver millioner af flygtninge og indvandrere frataget deres grundlæggende rettigheder, og verden går glip af det fulde udbytte, som flygtninge og indvandrere kan tilbyde.

Det humanitære topmøde, som jeg har indkaldt til i Istanbul 23. og 24. maj, skal sørge for nyt engagement hos staterne mm., så et samarbejde kan stables på benene for at beskytte mennesker og opbygge en modstandskraft. Jeg forventer, at mødet i Generalforsamlingen 19. september vil resultere i forslag til løsninger af de mest umiddelbare flygtninge- og migrationsudfordringer og forpligte verdens ledere til at skabe et større globalt samarbejde angående disse problemer.

Mennesket har flyttet sig fra sted til sted gennem flere årtusinder, efter eget valg og under tvang, og vil fortsat gøre det inden for overskuelig fremtid. Kun ved at holde fast ved vores pligt til at beskytte dem, der flygter fra forfølgelse og vold, og ved at omfavne de muligheder, flygtninge og migranter tilbyder deres nye samfund, vil vi være i stand til at opnå en mere velstående og retfærdig fremtid for alle.