Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Anne Sophia Hermansen: Undskyld til næste generation. Særligt for alt det speltlort, vi har hældt i jer

Lige så usympatisk Anna Wahlgren fremstår i sin selvbesættelse, lige så patologisk omklamrende fremstår forældre, der er besat af deres børn.

Anne Sophia Hermansen Fold sammen
Læs mere
Foto: Berlingske blog
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det lyder som en sensationel historie, men er i virkeligheden ret banalt. Børneekspert Anna Wahlgren, der blev dyrket som guru i 70erne og 80erne, var så langtfra ekspert i sit eget liv.

Mens hun rådgav de svenske kernefamilier om opdragelse og overlevelse, flyttede hun selv 18 gange med sine børn, spadserede fra mand til mand og var så fordrukken og egoistisk, at hendes datter ikke gider se hende i dag. Det har datteren Felicia Feldt skrevet en bog om, der nu udkommer på dansk, og den har rystet Sverige så meget, at Wahlgren formentlig er færdig med at give gode råd om De Kære Børn.

Men er Wahlgren egentlig så interessant? Tja, en skandale er jo altid spændende, men kritikken af hende bliver mere interessant, hvis den betragtes som en generationskritik. For Wahlgren var så langtfra den eneste, der så kvindefrigørelsen som en fribillet til egotrip og hedonistisk hensynsløshed.

På dansk grund har blandt andre forfatteren Katrine Marie Guldager skrevet om de mén, hun fik af sine forældres 70er-skilsmisse, og Jakob Ejersbo brugte i sin Afrika-trilogi selvrealiseringsdopede kvinder og mænd som forklaringsramme for børn uden eksistentiel forankring.

Pt. ser vi også den ophedede debat om ’Det sande Speltmoderskab’ eller ’Attachment Parenting’, som det hedder på amerikansk. Jeg tænker af og til, om min generations dyrkelse af langtidsamning, slyngebørn og speltmoderskabet som karrieresti mon kan have noget at gøre med, at mange af os var henvist til at sejle vores egen sø som børn? At vi, mens mor og far erobrede verden og kæmpede for frihed, lighed og ligeløn, sad tilbage i børnehaven og så på, at rengøringspersonalet satte stole op? Måske.

For som bekendt avler reaktion modreaktion, og grundlæggende store forandringer i vores samfundsstruktur sætter sine tandmærker i de kommende generationer. På godt og ondt. Anna Wahlgren blev ekspert i børn på et tidspunkt, hvor kernefamilien for alvor begyndte at gå i opløsning, og selvfølgelig er det ironisk, at hun rådgav andre, mens hun selv var for fuld og uduelig til at passe på sine egne børn.

Det ændrer imidlertid ikke ved, at hendes datters forsøg på at begrave sin mor levende kan læses i den historiske kontekst, at ’68-generationens frihedskamp også kan udlægges som et svigt: At sejrene på arbejdsmarkedet blev til nederlag i familierne. Flere af de frigjorte kvinder og mænd fik børn, der i dag ikke er til at tvinge væk fra deres, og mens kødgryden i 70erne var noget forfærdeligt reaktionært skidt, er den i dag blevet progressiv, hjemmets alter og et frivilligt tilvalg til de amerikanske teorier om, at børn har det bedst, hvis de sover i forældrenes seng. Helst til den dag, de skal konfirmeres.

Vi er så langtfra nået til Historiens Endeligt. I al fald ikke Familiens Historie. Om 30 år sidder der sikkert en anden på denne plads og kommenterer endnu et generationsanklageskrift. Men man kan håbe, at udsvingene fremover mildnes, for lige så usympatisk Anna Wahlgren fremstår i sin selvbesættelse, lige så patologisk omklamrende fremstår forældre, der er besat af deres børn. Så vi kan allerede nu sige undskyld til næste generation. Særligt for alt det speltlort, vi har hældt i jer.