Måske havde man forventet, at de tænkte sprælske tanker og bar kimen til revolution eller forandring, men nej. De fire formænd var ikke til at skelne fra de politiske ejendomsmægler-typer, der er så mange af på Christiansborg; de var bare yngre, men ellers opfyldt af egen fortræffelighed, de andres ubetydelighed og den holdning, at flere selvfølgelig skulle stemme på deres parti.

Når vi ellers hører fra de politiske ungdomsorganisationer, plejer det at handle om, at vi skal have fri hash, mere i SU, at kongehuset skal nedlægges og den slags ufarlige mini-dagsordener. Sjovt nok hører vi ikke fra DSU, at friværdierne skal beskattes, eller VU opfordre Venstre til at tage et opgør med udenrigspolitikken under Anders Fogh. LAU kritiserer heller ikke moderpartiets landbrugspolitik, og SFU kan ikke tænke den tanke, at vi kan droppe udviklingsbistand til Afrika og i stedet eftergive landene deres gæld. Næ, ungdomsformændene er som tandløse skødehunde, og organisationerne synes alene at tjene det formål at karriereudvikle levebrødspolitikere.

Heldigvis er der undtagelser - DSUs tidligere formand Peter Hummelgaard lader til både at have talent og hjertet med. Resten efterplaprer moderpartiets politik og aftegner en fremtid, vi har grund til at være bekymret for. En fremtid uden politisk mod, uden vilje til selvopgør, uden originale ideer, men fyldt med solnedgangspolitikere i starten af 20‘erne.

Ofte fra Statskundskab, som de senere år er blevet pølsefabrik for folk, der ikke har fantasi til at forestille sig andet end en politisk karriere. Her kan de hyggestudere, pleje deres politiske netværk og så stille op til kommunalvalg og folketingsvalg i sikker forvisning om, at de da sagtens kan være borgmester eller styre et ministerium i en alder af 24-25 år.

Ingen private virksomheder med forstanden i behold ville formentlig nok give dem et større ansvarsområde, men i politik er det åbenbart anderledes. Her overlader man rask væk sundhedsområdet til en, der lige har tabt sine mælketænder, og bagefter bliver man overrasket over, at vælgerne synes, det er til grin.

Partierne kunne, hvis de vil sikre deres overlevelse og berettigelse, overveje at indføre en kvote for, hvor mange ungdomspolitikere, de skriver på valgsedlen. I erkendelse af, at vælgerne er trætte af »børnebander« og erfaringsløse politikere, der er håbløst uegnet til at varetage andet i livet end at spille magtbingo på Rådhuset eller Christiansborg. 15 pct. under 35 år kunne være et bud.

Og de fire ungdomsformænd, der drømmer om at træffe beslutninger, der berører andre mennesker, skal kærligt opfordres til at blive lidt klogere på livet. Meld jer som ulandsfrivillige eller rejs et halvt år til Bangladesh og arbejd i en sweat shop. Køb en guitar, skriv en digtsamling, få en langhåret kæreste, våg over døende mennesker på hospitalerne, start jeres egen virksomhed eller tag et socialt ansvar som besøgsven for Røde Kors eller som en af dem, der sørger for, at hjemløse og familieløse kan få en god jul.

Tag på moderne dannelsesrejse og bliv formet som menneske frem for som politisk dyr. Og kom igen om ti år.