Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Anne Sophia Hermansen: Er det virkelig så slemt at være en smule lækkergod? Måske skulle vi i stedet spørge os selv, hvorfor vi får så ondt i måsen

Anne Sophia Hermansen: Ligegyldig, kvalmende, selvfed og lækkerprogressiv. Siden en række kunstnere og kulturpersonligheder lancerede bevægelsen »Generation i« for en uge siden, har mange været ude med riven.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ikke kun menigmand på Facebook, men også Politikens lederskribent Kristian Madsen, Berlingske-blogger Mads Kastrup og sociologen Henrik Dahl, for hvor er det bare latterligt, at kultureliten vil skabe mere forståelse og stå op imod ensretning, fordomme og diskrimination. Hvor flippet, hvor teenageagtigt. Al den idealisme og så fra voksne mennesker. Puha. Men hvorfor vækker projektet så stor vrede?

Det undrer mig, der ligesom så mange andre har været inde på hjemmesiden for at læse om kulturpersonligheder som Bent Fabricius-Bjerre, Sara Blædel og Frank Hvam, om deres engagement og hvad det vil sige at bevare et åbent sind. Et åbent sind. Ellers en ret sober intention, ikke sandt? Måske kan det endda være inspirerende og helt opmuntrende, at det ikke kun er forbeholdt tosser og teenagere at ville gøre verden til et bedre sted. Som de fleste har oplevet, kan det jo være ret svært at gå gennem livet med en intakt ildsjæl - langt de fleste udvikler en kynisme eller en parcelhusagtig tilgang til verden, hvis eneste tilbageværende gløder er dem i webergrillen. ’Generation i’ vil det anderledes. Hatten af for det.

Og ja, projektet er da sikkert forlenet med en hel del iBranding. Hjemmesiden er cool og tv-klippene superprofessionelt lavet, og bagmændene er da også reklamemanden Gaute Høgh, tv-producent Camilla Hammerich og forfatter Olav Hergel. Folk, der kan sit kram og forstår at levere et budskab på en swaaaag måde.

Men det er ærligt talt også ukontroversielt grænsende til tandløst, og derfor er det lidt sjovt, at kommentator-Danmark viser tænder og snerrer så bidsk - for er det virkelig så slemt at være en smule lækkergod? Måske skulle vi i stedet spørge os selv, hvorfor vi får så ondt i måsen? Om vi selv er blevet de mennesker, vi drømte om at være, da vi som 17-årige røg fede og operation dagsværkede den, drevet af hormoner og forstads-revolutioner. Og om ikke snarere vi skulle gøre noget ved den stille desperation, der gennemløber vores egne liv frem for at spytte på andres engagement. Også selv om jeg ikke køber Generation i-Tshirten, kan jeg ikke se anden grund end blaserthed og knækkede illusioner til at fnyse af mennesker, der har bevaret lidt af idealismen. Som tror på, at verden er ung og stadig kan formes.

For det ville jo være skønt, hvis de havde ret.