Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Anne Sophia Hermansen: Det er sørgeligt, men sandt, at dameblade og modeindustrien har baseret deres forretninger på kvinders usikkerhe

Man kan undre sig over, hvorfor børnemodeller skal vise voksentøj. Mere alvorligt kan man undre sig over, at flere ministerier og ikke mindst Københavns Kommune årligt støtter modeugen med flere millioner skattekroner uden at stille krav til eksempelvis modellernes BMI. At de etiske overvejelser ikke synes at tynge borgmestre og ministre, fremgår af Danish Fashion Institute (DAFI)s årsberetning for 2012.

Anne Sophia Hermansen Fold sammen
Læs mere
Foto: Berlingske blog
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

På fototjenesten Instagram udveksler anorektikere tips og tricks til at komme længere ned i vægt. Stolt fremviser de kraveben, udhulede maver og gabet mellem deres lår og roser hinanden for ræset mod bunden af vægtkurven. En pige har endda annonceret, at hun vil sulte en time ekstra for hvert »like« – og det høster hun bifald for. For pigerne synes ikke at opfatte deres spiseforstyrrelse som en sygdom, den er snarere en livsstil, og disciplineringen af kroppen avler hverken bekymring eller omsorg, kun anerkendelse. Men anoreksi er psykiatriens mest dødelige sygdom.

Omkring 75.000 danskere lever med en spiseforstyrrelse, med anoreksi, bulimi, overspisning, ortoreksi eller megareksi. Og tallet er stigende. Særligt er det kvinder, der lider af kropsskam og selvhad, og sådan er det også på Instagram, hvor flere af pigerne lægger billeder op af arme og lår, de har skåret i. Formentlig uden deres forældre ved noget som helst. Og uden at Instagram griber ind, selv om fototjenesten har signaleret, at den har en politik på området. Men hashtagger man »anorexia«, får man over 800.000 hits. Søger man på »proana«, får man et fortvivlende kig ind i sjælen på spiseforstyrrede piger og deres vrangforestillinger om kroppen. En forestilling, de normaliserer og bekræfter hinanden i med likes og gode råd om, hvordan man undgår at spise. F.eks. er der en, der skriver: »Drik et glas vand, så forsvinder sulten«, ligesom en anden beretter om at have dyrket aerobics, til hun besvimede. Til Instagram-venindernes applaus i øvrigt.

Man kan undre sig over, at Instagram ikke tager større ansvar, men om de så lukkede profilerne og stak pigerne et nummer til en psykologisk hotline, ville problemet næppe forsvinde. Pigerne har ikke lært, at det er vigtigere, hvad de putter i hovedet end i munden. At det er verden, der skal erobres, ikke kroppen, der skal gøres til et fængsel. De har ikke lært det af deres forældre, og de lærer det ikke via medierne. For dem er det »fashion« at være så tynd. Det er sørgeligt, men sandt, at dameblade og modeindustrien har baseret deres forretninger på kvinders usikkerhed, hvorfor ellers det latterlige fokus på vægt og ungdom? Tjek bare plakaten for Copenhagen Fashion Festival 2013, som begynder i dag. Modellerne er henholdsvis 16 og 17 år, men ligner nogen på 14.

Man kan undre sig over, hvorfor børnemodeller skal vise voksentøj. Mere alvorligt kan man undre sig over, at flere ministerier og ikke mindst Københavns Kommune årligt støtter modeugen med flere millioner skattekroner uden at stille krav til eksempelvis modellernes BMI. At de etiske overvejelser ikke synes at tynge borgmestre og ministre, fremgår af Danish Fashion Institute (DAFI)s årsberetning for 2012. Her poserer de side om side med skinny modeller og fortæller om økonomi og vækstrater, men ikke et ord om etik. For det har åbenbart intet med mode at gøre. I al fald ikke i Danmark, selv om BMI-krav er indført i Madrid, Milano og Israel.

Tilbage til Instagram, hvor vi et øjeblik bør kigge lidt på os selv. Måske tager jeg fejl, men når jeg ser på de billeder, som mænd uploader, er det ofte billeder af aktiviteter. De griller, de sejler, de rejser eller læser en bog. Kvinder, derimod, er optaget af at fotografere deres mad og lår, de uploader smoothies og selfies, dvs. selvportrætter. På Facebook er det ikke meget anderledes, og selvfølgelig er det en uvidenskabelig og dybt subjektiv observation og mea culpa, men alligevel. Hvor mon de unge piger har det fra, at de skal vurderes på deres krop og madindtag? Safe to say: De har det ikke kun fra medierne.