Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Anne Dorte Michelsen siger undskyld til René Fredensborg: Det er et nederlag for ALLE danske kvinder at blive fravalgt af dig

Foto: Christian Liliendahl og Liselotte Sabroe. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kære René. Allerførst, undskyld vores fodslæbende reaktion på dit hjerteknusende debatindlæg.

Det langsomme tempo skyldes, at der, som enhver kvinde ved, virkelig altid er meget at gøre for en husmor i ferietiden. Men nu må opvasken, tøjvasken og bilvasken vente et øjeblik, for vi kvinder fra den anti-feministiske kadre »Venter på Far« er rystede.

Kan det virkelig passe, at en klog og karismatisk mand som du, skal presses til at rejse den halve klode rundt for at finde en kvinde, der ikke bare mukker og kritiserer?

Kan det virkelig passe, at så fornem, ja, så modig og maskulin en repræsentant for den danske mand, skal presses helt ud til Østen, for at realisere kærligheden? Blot fordi kvinder her til lands ikke kan finde ud af at stikke piben ind, holde deres kæft og simpelthen bare bakke op? Men i stedet møder en hårdtarbejdende hædersmand med småbitre bemærkninger, krav, kritik og samlede ben.

Vi er kede af det. Vi er skuffede. Og vi er rystede. Vi troede - måske naivt? - at vores mange landeplager og stadige missioneren i gennem efterhånden tre årtier, havde skabt en lille smule forståelse for, hvorledes en kvindes fornemste pligt er at bidrage til sin mands succes. Netop dette er titlen på Venter på Fars bibel: »Hvordan De kan bidrage til Deres mands succes« af forfatteren Dorothy Dale Carnegie  – desværre pt. udsolgt fra forlaget.

Det er en bitter kalk at tømme, at du, Renè, er blevet tvunget til at forsage de kernesunde danske malkepiger til fordel for en asiatisk skønhed. Det er et nederlag - ja, ganske enkelt en lærestreg - for ALLE danske kvinder, at blive fravalgt på denne måde af en af landets mest eftertragtede ungkarle.

Men vi i Venter på Far står bag dig, og vi bakker dig 100 procent op i dine valg.

Vi vil selv gerne ha’ en handyman, en, der altid er glad. Du vil ha’ en handywoman, der nyder at vaske dine underhylere i hånden. Så smukt. Ingen forstår det bedre end vi.

Vi har et problem, René. Så vi bøjer nakken, tager slagene, lytter til kritikken.
Tak, fordi du gav os denne lærestreg! Og hermed: Tilbage til husarbejdet.

De kærligste hilsner
Anne Dorte Michelsen og Venter på Far