Den første bølge af reaktioner på den norske terror kom fra folk, som ønskede at gensælge egne mærkesager. Særligt Christian Braad Thomsen, Trine Pertou Mach og Anita Bay Bundegaard har alle forsøgt at udnytte de ulykkelige begivenheder til at angribe gamle fjender på højrefløjen.

Bundegaard konkludere således retorisk, at vi ikke længere bør skelne mellem »voldelige højreradikale og parlamentariske højrepopulister«, mens Thomsen mere direkte erklærede, at Søren Krarup havde »gødet jordbunden for den norske massakre«.

Disse automatreaktioner understreger problemerne ved det danske debatklima. At venstrefløjen anvender præcis de samme metoder som den højrefløj, de kritiserer, er uværdigt og hyklerisk. Vi har ikke brug for mere skyld, flere fjendebilleder, nye forsimplinger og generaliseringer, som vi bør overlade helt til højrefløjen.

Derfor kan vi heller ikke, lige hvor meget vi end måtte afsky folk som Lars Hedegaard og Søren Krarup, giv dem skylden alene. Påstande, der ophidser til yderligere konflikt, vil kun tjene ekstremismens mål.

Den anden bølge af reaktioner kom fra det politiske parnas på Christiansborg, hvor automatreaktionerne har gået på flere forbud og regler. Vores justitsminister Lars Barfoed (K) kigger nærmere på reglerne for salg af gødning, SF vil forbyde halvautomatiske våben, DF vil forbyde nazistpartiet, og senest har S proklameret, at et ekspertudvalg skal gå ytringsfriheden, injurieparagraffen og presseloven efter i sømmene.

At danske politikere fra alle sider tyer til mere eller mindre sovjet-inspirerede metoder virker fuldstændig ude af trit med den demokratiske tradition herhjemme. Selv den radikale gruppe Antifascistisk Aktion har i denne situation utroligt nok vist sig mere fornuftig og taget klar afstand til at begrænse ytringsfriheden som en mulig løsning.

Forestillingen om det levende demokrati, som vores store demokratitænker Hal Koch var eksponent for, blev netop et værn mod den blomstrende ekstremisme under Anden Verdenskrig.

Vi kan således hverken kaste skylden på den politiske tone eller en svag lovgivning. Det betyder ikke, at vi skal lukke øjnene for det skete eller acceptere Breivik som en »ensom ulv«.

Vi må tværtimod starte med en grundig refleksion over vores eget demokrati, over de stigende uligheder og endelig over vores svar på den yderste højrefløjs hadefulde retorik? Løsningen er aldrig en indskrænkning, men en udvidelse af demokratiet.