Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Andreas Gylling Æbelø: Min mor har klippekort til ludo på din regning

Foto: Shutterstock.
Læs mere
Fold sammen

I disse finanslovsdage debatterer vi traditionen tro, hvor meget eller hvor lidt det offentlige skal betale. Hvad med om vi – bare for en dag – talte lidt mindre om statskassens råderum og mere om vi pårørendes rådighed?

I weekenden besøgte jeg min mor på det plejecenter, der har været hendes trygge hjem de sidste seks år. Hun har det godt, personalet er fantastisk, og både hun og familien er glad. Men da vi en af dagene sad i stuen, blev jeg alligevel ramt i maven.

På bordet lå en pamflet fra kommunen om, at der er indført klippekort til de ældre, og på bagsiden var oplistet en række ydelser, man kan bruge klippene til: Personlig pleje, vinduespudsning, indkøb. Praktisk og godt.

Men hør så også, hvad man kan indløse til: En snak, en gåtur, et spil (»for eksempel ludo og kortspil«) eller hjælp til borddækning, når der kommer gæster. Klippet gælder for en halv time om ugen, og den ældre kan samle til bunke over ugerne – og så kan det jo blive til en hel udflugt.

Jeg spurgte med sort samvittighed, om hun egentlig brugte klippene. Hun svarede noget i retning af »njaa, jeg har vist brugt et enkelt til vinduespudsning en gang.«

Klippekorts-mentalitet

Min mor kommer tilsyneladende ikke til at vælte de kommunale finanser med klippeiver. Og godt for det.

For selvfølgelig skal staten ikke finansiere, at min mor spiller ludo. Hvis nogen skal betale for det, er det mig, og allerhelst skulle jeg selv spille det med hende. Og hvis det er mig, der er gæsten, så møder jeg selvfølgelig op en time før og dækker bordet. Det er min mor, for pokker.

Der tales om at indkomstregulere offentlige ydelser. Burde vi ikke pårørende-regulere i stedet? Der tales om, at plejepersonalet ikke kan løbe hurtigere. Det kunne svigerfamilien måske så?

Klippekortet har ingen politisk farve, det er lovprist fra SF til LA. Og jeg er heller ikke specielt ude efter politikere eller ordningen, selvom man godt kunne diskutere visdommen i at indføre et kommunalt klippekortsbureaukrati i stedet for bare at opnormere personalet.

Men vi – de pårørende – er nødt til at tage en alvorlig snak om, hvorfor behovet overhovedet er der.

Kære venner, vi har simpelthen klippekort til kvalitetstid i det her land! Det er jo ikke velfærd. Det er den ultimative produktificering af nærvær. Det er det, sociologen Norman Fairclough kalder »varegørelse«, når han beskriver hvordan sociale institutioner, som normalt ikke har til opgave at producere varer i snæver økonomisk forstand, alligevel organiseres og konceptualiseres på vareproduktionens betingelser.

Det er sølle, og alle vi, der har en ven eller et familiemedlem på et plejecenter, må tage medansvar for det. Så kan andre få lidt mere – for der er et åbenlyst behov.

Vi må i de næste måneders finanslovsdebat gøre op med os selv, om vi vil kræve brætspil til vores familiemedlemmer eller kaste terningerne selv.