Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Andreas Æbelø: I ulvetider bliver verden en hønsegård

Foto: Kim Haugaard. »Ingen vil have ulve i naboskoven. Dræbersnegle i salatbedet. Metrobyggeri ved hoveddøren. Narkomaner på bagtrappen. Ventetid hos Skat. Våde tæer på Roskilde Festival.«
Læs mere
Fold sammen

Forleden læste jeg en artikel om de tilbagevendte ulve på min vestjyske fødeegn. Jeg forstår i den grad godt, at bekymrede lokalbeboere hellere ser rovdyrene nedskudt end omstrejfende. De udgør et reelt problem for dem, deres børn og dyr. Men kæden sprang af, da jeg læste en af de lokale betegne problemet med ulve som det vigtigste i Danmark lige nu. Det er de ud fra ethvert tænkeligt parameter ikke.

Synspunktet vidner om en udbredt syge i vores måde at leve sammen og føre politik på: Vi anskuer tilværelsen gennem havelågen og gør den lig med verden. Den største trussel mod mig bliver per automatik samfundets ditto, og der skelnes stadig mindre mellem individ og kollektiv. En ejendommelig og uendelig sammensmeltning af socialistisk rundkredspædagogik, hvor alle temaer har lige gyldighed, og neoliberalistisk afskrivning af det brede fællesskabs interesse som målestok for, hvad vi som samfund bruger tid og kræfter på. Den enkeltes utøjlede ret til at melde højlydt ind i fællesskabet om stort og småt fra hverdagslivet bruges behændigt i den skamredne teaterforestilling om folket mod eliten. For i det øjeblik, jeg anfægter proportionerne i et givent hverdagsproblem, bliver jeg kaldt verdensfjern. Hvis jeg problematiserer, at en ekstremt lille samfundsgruppes problem gøres til landspolitisk parole, er jeg elitær.

For politik er også følelser, må man forstå. Enig, jeg er retoriker og tosset med patos. Men hvem tør så prioritere i følelserne? Hvilken politiker tager ordet og siger: »Tak for meldingen, kære borger. Jeg anerkender din oplevelse, men der er mere presserende udfordringer lige nu.«

Ingen vil have ulve i naboskoven. Dræbersnegle i salatbedet. Metrobyggeri ved hoveddøren. Narkomaner på bagtrappen. Ventetid hos Skat. Våde tæer på Roskilde Festival. Og i disse optændte ulvetider, hvor kloden sveder, og uroen ulmer, er der ikke noget at sige til, at man kaster sig over baghavens benspænd. De er inden for rækkevidde og til at overskue. Herfra min verden går. Min verden er bare ikke hele verden, og det er den afgørende skelnen.

Lige nu løber vi – høj som lav – rundt om hinanden som retningsløse høns med hver vores »Danmarks største problem«. Hvis det overhovedet skal være muligt at drive samfundet nogenlunde fokuseret fremad i fællesskab, må vi alle sammen med os selv vurdere, om vores private mærkesag er noget, nogen bør gå til valg på.

Det er svært. Men den gode nyhed er, at det er muligt at beskæftige sig med sine egne hverdagsproblemer og samfundets og verdens på samme tid. Du kan både engagere dig i den lokale græsrodsbevægelse og melde dig ind i et politisk parti og samle ind for en velgørenhedsorganisation. Du kan være det, som nogen ville kalde folkelig og elitær, på samme tid. Demokratisk multitasking i hønsegården – skal vi ikke prøve?