Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Andet geled

Peter Kurrild-Klitgaard: Senest om et par måneder går startskuddet til USAs 2012-præsidentvalg - nemlig når de første håbefulde Republikanske kandidater melder sig som udfordrere til Barack Obama. Men hvem bliver vicepræsidentkandidaterne?

Peter Kurrild-Klitgaard Fold sammen
Læs mere

Vi ved næsten med sikkerhed, at Obamas vicepræsidentkandidat bliver den siddende, Joseph Biden. Ikke fordi der ikke kunne være grund til at droppe Biden, der fylder 70 år i 2012. Biden har f.eks. fået tildelt en bevidst lav profil, fordi han har en helt særegen evne til at komme galt af sted, når han slipper tungen løs - ofte til betydelig skade for ham selv og Obama. Men det hører til de ganske store sjældenheder i amerikansk politik at »dumpe« en siddende vicepræsident.

Mere uklart er det hos Republikanerne. Da det er højst usikkert, hvem der vinder nomineringen, er det i sagens natur endnu mere usikkert, hvem nummer 2 bliver. En ganske solid tommelfingerregel i nyere amerikansk politik er således, at en præsidentkandidat næsten altid vælger en vicepræsidentkandidat, der kan »balancere« i forhold til vedkommendes egne vælgermæssige styrker og svagheder.

En yngre, uerfaren kan vælge en ældre, mere erfaren - som George W. Bush gjorde med Dick Cheney i 2000 og Obama med Biden i 2008. En mand kan vælge en kvinde - som John McCain gjorde i 2008 med Sarah Palin, og som Walter Mondale gjorde i 1984 med Geraldine Ferraro. En fra Nordstaterne kan vælge en fra Sydstaterne, en fra Østkysten kan vælge en fra Vestkysten, osv. En moderat kan vælge en fra partiets »yderfløj«, eller omvendt. Andre gange vælger en præsidentkandidat sin værste modstander internt i partiet - for derved at lægge låg på interne uenigheder. Som da Ronald Reagan i 1980 først i absolut sidste øjeblik valgte George H.W. Bush.

Kun sjældent ser man en præsidentkandidat vælge en sekundant, der minder meget om vedkommende selv - som da Bill Clinton i 1992 valgte Al Gore, begge mænd i 40erne, begge fra Sydstaterne, og begge med et image af at være relativt moderate.

Det er sagt, at med 2008-valget var det for alvor slut med et opstille en masse midaldrende eller gamle, hvide mænd. Skal en Republikaner score nogle lette vælgerpoint mod Obama i 2012, vil det være oplagt at satse på en vicepræsidentkandidat, der - helt afhængig af hvem nr. 1 er - f.eks. er kvinde eller fra en etnisk minoritetsgruppe.

Dertil kommer den anti-skat og anti-establishment bølge, der i disse år skyller henover USA, og som via Tea Party-bevægelsen hjalp et ellers ikke specielt populært Republikansk parti til en historisk sejr ved midtvejsvalget. Holder den stemning, har Republikanerne netop nu nogle interessante nye navne.

Mest åbenlyst den nye senator fra Florida - den 39-rige cubansk-amerikanske Marco Rubio, som allerede omtales som en fremtidig præsidentkandidat. Måske også den 38-årige stærkt liberale, kvindelige guvernør i South Carolina - Nikki Haley, der er indisk (men kristen) og en succes i både erhvervsliv og politik. Begge tilhører Tea Party-bevægelsen, er veltalende og ser godt ud. Noget af det samme kan siges om Susana Martinez, den nye (og første kvindelige) guvernør i New Mexico, der er en markant socialkonservativ. I samme kohorte findes også Louisianas guvernør, den indisk-fødte katolik Bobby Jindal, der trods sine kun 39 år er mere politisk erfaren end de fleste 60-årige.

Alle er de relativt unge, seriøse, pænt til højre uden at være kontroversielle, og vil kunne tiltrække grupper, der ikke normalt stemmer Republikansk. Dem kommer vi med sikkerhed til at høre mere om.