Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Anders Samuelsens Gakgak-land

Anders Samuelsens Liberaland fremstår som et trist og asocialt sted modelleret efter devisen »har du penge så kan du få, men har du ingen så kan du gå«. Vækst skal ske på bekostning af social sikkerhed, og de der er afhængige af offentlig hjælp, skal hænges ud og skamme sig.

2050: Begejstrede borgere brænder rituelt papirer fra det offentlige. Men at have en national papirafbrændingsdag som politisk vision er da intet mindre end gakgak, skriver DSU-formanden Camilla Schwalbe.  Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Med sin vision om »Liberaland« fremstår Anders Samuelsen ikke blot ufrivillig morsom, men udstiller også, at Liberal Alliance har en meget ringe forståelse for, hvordan man skaber et samfund, der sætter det enkelte menneske fri.

I lørdagens udgave af Berlingske kunne man læse Anders Samuelsens vision om Liberaland – det land han håber Danmark har udviklet sig til i 2050. Her er den universelle velfærdsmodel et overstået kapitel i historiebøgerne, sundhedsvæsenet er gennemsyret af brugerbetaling og alt er privatiseret, med undtagelse af politi, militær og kongehuset (som Samuelsen lidt overraskende nærer en »billedbladsk« kærlighed for). Når Anders Samuelsen og Liberal Alliance bliver bedt om at sætte det lange lys på, afsløres det hurtigt, hvorfor det faktisk ikke er værd at lytte til Liberal Alliance på den korte bane i dagligdagen. For partiets vision for 2050 er ikke blot visionsløs, men faktisk også på grænsen til det barnagtige, og med en fuldkommen manglende forståelse for politisk og økonomisk udvikling.

Barnagtigheden viser sig, når Samuelsen fortæller om, hvordan Sankt Hans aften i 2050 vil være en stor national mærkedag. Ikke fordi man mødes, synger Midsommervisen og fejrer fællesskabet, men derimod fordi danskerne medbringer breve og papirer fra det offentlige, som rituelt afbrændes på bålet(?). Politikere skal selvfølgelig konsekvent arbejde for mindre bureaukrati, men at have en national papirafbrændingsdag som politisk vision er da intet mindre end gakgak. Præcis, hvad det er for papirer, danskerne skal mødes og brænde, kommer Samuelsen ikke nærmere ind på, og understreger derfor igen, at når Liberal Alliance ruller sig ud, går form før indhold. Form før indhold går i det hele taget igen i hele artiklen, hvor Samuelsen forbliver håbløs ukonkret. Som når LA-formanden hævder, at man i Liberaland arbejder, til man har rundet de 80 år, fordi folk synes »det er supersjovt at gå på arbejde«.

Præcis, hvad det er for en udvikling, der har fundet sted, som tilsyneladende medfører, at den 80-årige sosu-assistent stadig synes det er wunderbart at arbejde, kommer Samuelsen ikke med svar på. Jovist vil flere job uden tvivl være vidensbaserede eller indebære brugen af teknologiske hjælpemidler, som kan hjælpe til at skabe en senere tilbagetrækningsalder. Men når man som Samuelsen proklamerer, at danskere i Liberaland kan arbejde til 80 års-alderen, er der vist en mellemregning, der er gået tabt. Det mest naive indslag i Samuelsens utopi er dog ideen om, at Danmark på grund af et lavt skatteniveau og gennemgribende liberaliseringer, kan komme til at fremstå som en tigerøkonomi i et ellers fodslæbende taberkontinent. Og at en større ulighed ikke vil være et problem i Danmark, fordi der er kommet 100.000-vis af nye arbejdspladser til landet.

For det første er der ikke noget, der peger på, at liberaliseringer og et lavere skatteniveau kan gøre Danmark til, hvad Samuelsen kalder »Europas svar på Sydkorea«. Kigger man f.eks. på selskabsskattelettelser, står det klart, at lavere skatter blot presser nabolandene til at følge trop, og leder til et »race to the bottom«. Og kigger man nærmere på et land som f.eks. Irland, der gennem mange år befandt sig i en heftig liberaliseringsproces, har resultatet da også været nedslående. Samuelsens vision er med andre ord ikke andet end overgearet teori uden virkelighedsforankret substans.

Sørgeligt er det da også, at Anders Samuelsens idé om et fremgangsrigt Danmark beror på at gøre os til over for store multinationale selskaber, der skal vælge at investere i landet, fordi vi ikke stiller nogen krav til dem. Hvor er visionerne om et Danmark, der satser på at gå forrest og skabe noget ægte sammen, der rækker ud over gode rammebetingelser? Endnu mere tragisk bliver det, når Samuelsen fremhæver, at Kina har fortrængt USA som verdens førende stormagt og at en lang række lande i 2050 vil have kopieret den kinesiske styreform.

Det synspunkt vidner ikke bare om ukendskab til den skinbarlige undertrykkelse af millioner af mennesker, der bor i Kina, men også om Samuelsens udemokratiske tilgang til verden. I det hele taget fremstår Anders Samuelsens Liberaland som et trist og asocialt sted modelleret efter devisen »har du penge så kan du få, men har du ingen så kan du gå«. Vækst skal ske på bekostning af social sikkerhed, og de der er afhængige af offentlig hjælp skal hænges ud og skamme sig. De er nærmest uvelkomne i Samuelsens Liberaland. Frihed fremhæves gang på gang som kernen i Liberal Alliances projekt.

Sandheden er dog, at Liberaland er et samfund, hvor kun en lille håndfuld mennesker vil føle sig friere på bekostning af en kæmpe gruppe, der hægtes af i Samuelsens konkurrencestat. Heldigvis kan man trøste sig ved, at Samuelsen siger, at han har forladt dansk politik omkring 2020-2025.