Nogle behjertede mennesker burde overveje at sagsøge litteraturkritikeren Hans Hauge for hatespeech efter paragraf 266 B. I et indlæg i Berlingske 17. september krænker han religionen islam ved at skrive, at den fører lige ud i terror. Hans sære påstande er ret opsigtsvækkende. Islams rytme er onaniens, muslimer lever i et dagligt helvede, som de vil pånøde os andre. Islamiske terrorister er besat af religionens rytme, når de myrder løs og brænder moskeer ned. Alligevel lader vi som ingenting og er både blinde og døve for dette religiøse vanvid. Nogle, som er særligt sadistiske, forkynder det oven i købet i radioen.

Nej, vil nogen sige. Det kunne Hans Hauge da aldrig finde på at skrive. Og han kunne da i hvert fald slet ikke finde på at mene det. Selv om det at »mene« noget for Hans Hauge er lige så enfoldigt som en våd hundehvalp.

Og det er da næsten heller ikke sandt. Det, som ifølge Hans Hauge fører til terror og lige lukt i helvede, er ikke islam, men hiphop og tungrock, der bl.a. dyrkes af terrorister og kirkeafbrændere. Navnet på den krænkede er bare byttet ud ovenfor, men meningen er god nok. Der bliver krænket på livet løs.

Læs også: Begrænses ytringsfriheden på de sociale medier

Alligevel bliver der næppe anlagt sag mod Hans Hauge af de krænkede hiphoppere og rockfans fra helvede. For de er som musikelskere ikke nævnt som godkendte ofre i paragraf 266 B. Religion er derimod fin nok til at stå på listen. Havde Hans Hauge krænket muslimer på samme måde, som han krænker helt sagesløse hiphoppere, stod han til bøde eller to års fængsel, hvis han blev dømt.

Og hvem ville komme ham til hjælp? Næppe Amnesty International. For han ville i så fald være blevet dømt for hatespeech. Også selv om han slet ikke »mente« noget med det. Det betyder ingenting. Det viser den nye sag fra Sverige.

Billedkunstneren Dan Park er dømt af Tingsretten i Malmø til et halvt år i fængsel plus flere bøder og erstatninger for at skabe en collage med tre sorte mænd hængt i et reb. Værket er bare ét led i en større lokal historie, der begyndte med, at en sort mand blev overfaldet. Så organiserede anti-racister demonstration og protester mod racisme. Lige indtil man fandt ud af, at racisterne i dette tilfælde også var en slags ofre, nemlig muslimske arabere.

Læs også: Kunstneren der gerne vil provokere

Dermed sad man i et dilemma. Hvad var vigtigst: at støtte det konkrete offer for racistisk vold og måske forholde sig til, at racisme er en voldsideologi, der hærger alle kulturer? Eller skulle man tænke strategisk og skærme voldsmændene, for de tilhørte jo en godkendt gruppe af ofre?

Man valgte at afblæse de videre protester mod racisme.

Dan Parks collage med de tre hængte er en del af denne fortælling i virkeligheden. Det er en sarkastisk kommentar til tavsheden om den vold, der udgår fra anti-racisternes og mediernes kårede helte og ofre. Hang on. Bliv bare ved. Jeres had og jeres vold får ingen konsekvenser, for I er beskyttet af velvillige anti-racister og medier, siger hans collage.

Sådan så Tingsretten ikke på det, da Dan Park blev dømt. For Tingsretten er tingene kun, som de ser ud til. I Sverige har man også noget, der tilsvarer paragraf 266 B. Tre sorte mænd i en galge kan kun betyde én ting: tre sorte mænd i en galge. Tingsretten er meget svensk oven i hovedet. Tingsretten befatter sig ikke med ironi og sarkasme.

Men hvor er så Amnesty International? Forstår de, at tingene ikke altid er, som de ser ud til? Kan de læse kommentaren i historiens sammenhæng? At den er en kritik af en relativistisk anti-racisme, der er blind for vold, når den begås af godkendte og kårede ofre? Nej. Amnesty International har bekendtgjort, at de er på hatespeech-lovenes og Tingsrettens side. Dan Park skal ikke forvente nogen hjælp. Tingene er, som de ser ud til.

Læs også: En lige højre til ytringsfriheden

Nogen må være racister, andre ikke. Nogen er godkendte ofre, andre er det ikke.

Selv om Hans Hauge ikke kan tiltales, når han krænker et ikke-godkendt offer, så må også Amnesty International få øjnene op for den tilfældighed, der præger de såkaldte hatespeech-love. Nu er man endt som menneskerettighesparasit ved at vende ryggen til en, man ikke er enig med eller bare ikke forstår.

For menneskerettighedsparasitter gælder menneskerettigheder kun for venner og politiske klak-ører.