Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Amerikanske præsidenters meritter

Jacob Sølling: Poul Høi gennemgår i søndags de fem bedste og de fem værste amerikanske præsidenter. Det er ikke nemt, men det er god oplysning, hvis det lykkes at give et velargumenteret bud.

Jacob Sølling, Cand.scient.pol. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Og historien er vigtig. Ikke mindst når man skal danne sig et billede af nutiden. Det virker dog som om præmisserne hér anvendes forskelligt og at de gængse forsimplede historier genfortælles ret ukritisk.

Løjerligt er det, at f.eks. Lincoln står på listen over de bedste. Han holdt rigtig nok sammen på unionen, men for en høj pris. Ophævelse af slaveriet var formentlig først og fremmest et middel til at vinde borgerkrigen. Mere end en halv million amerikanere døde, og Lincoln suspenderede flere af de civile rettigheder, som Poul Høi berettiget tilskriver Thomas Jefferson som værende fortaler for. Jefferson rangerer et par pladser under Lincoln. Havde Høi skullet lave en rangordning af Sovjetunionens ledere, kunne han have kåret Bresjnev som en af de bedste, idet han jo holdt sammen på Warszawa-pagten ved at knuse Foråret i Prag. Ville han have gjort det?

Man kan ligeledes diskutere, om Franklin D. Roosevelt (nr. 1) var den succes, som Poul Høi og en del andre gør ham til: Han brugte ganske rigtigt mange penge på »at sætte gang i økonomien«, men overvej, at USA først kom rigtig ud af depressionen mere end 10 år efter at Roosevelt blev præsident.

Så til stakkels Warren Harding, som altid ender i bunden af hitlisterne og selvfølgelig også gør det hos Høi. Harding tilskrev ikke staten nogen stor berettiget rolle i samfundsudvikling og var heller ingen aktivist, mens han var præsident. Der var eksempler på korruption i hans administration, men det tyder ikke på, at han selv var korrupt. Centralt er det dog, at han startede sit embede med en alvorlig økonomisk krise, som han bevidst håndterede ved at gøre meget lidt. Ingen bail-outs og ingen ekspansiv finanspolitik som i dag. Til gengæld skar han føderalregeringens udgifter ned. Er det automatisk et minus i karakterbogen? Krisen forsvandt hurtigt, men forsvandt dermed desværre også ud af historien.

Fint at lave hitlister, men skriv venligst, hvad kriterierne er: popularitet, statens ekspansion, at få sin vilje politisk, succes i krig eller garanti af individuelle rettigheder, og begrund gerne disse i en ledsagende artikel.