Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Amerikansk fodnotepolitik

Når det republikanske flertal i USA’s Kongres underminerer amerikansk udenrigspolitik har det konsekvenser for hele verden.

Uffe Ellemann-Jensen. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Pludselig føltes det, som om tiden var skruet tilbage: Et »alternativt flertal« i det amerikanske senat går på banen over for omverdenen med en undsigelse af den politik, den amerikanske regering fører i et sensitivt udenrigspolitisk spørgsmål. Jeg tænkte med gysen tilbage til 80erne, da det »alternative sikkerhedspolitiske flertal« i Danmark meddelte alverden, at den danske regering var i mindretal, når det gjaldt opbakning til den fælles kurs i NATO. Det var »fodnoteperioden«, da den var på sit højeste herhjemme... Er det noget lignende, vi oplever i USA?

Både og. For det, der sker lige nu i USA, er langt alvorligere. Fodnoterne og »det alternative flertals« krumspring gik kun ud over Danmarks sikkerhed og den almindelige respekt for Danmark. Men det, der sker i USA, har globale konsekvenser.

47 republikanske senatorer har sendt et åbent brev til Iran, hvor de meddeler, at en aftale mellem USA og Iran vedrørende iranske atomprogrammer må forventes at blive underkendt af en kommende ny regering i USA. Senatorerne har besvaret den heftige kritik af dette usædvanlige skridt med, at de bare for en sikkerheds skyld ville belære iranerne om, hvordan det politiske system i USA er skruet sammen.

Henvendelsen fra senatorerne har klart til formål at undergrave præsident Obamas og regeringens stilling i forhandlingerne med Iran. Det sker i forlængelse af den mildt sagt usædvanlige invitation til den israelske premierminister Netanyahu til at tale i den amerikanske kongres. Han blev inviteret af de republikanske ledere, som hermed ville demonstrere, hvem der sidder på flertallet i Kongressen – og samtidig understrege, at flertallet og præsidenten ikke er enige. Netanyahus accept af invitationen er med rette blevet kritiseret hjemme i Israel som et klodset indslag i den hidsige israelske valgkamp. Og – som præsident Obama stilfærdigt konstaterede – hans tale rummede intet nyt og intet alternativ til de igangværende forhandlinger med Iran.

Hvad kommer det alt sammen os andre ved?

NÅR VORES FODNOTER i sin tid blev et forholdsvis begrænset problem for vore allierede, var det fordi den daværende regering valgte at tage slagsmålet hjemme i stedet for at lade fodnoterne få indflydelse på alliancens politik. Derfor kunne de som oftest affærdiges af vore allierede med et skuldertræk. Men manøvrerne i USA har konsekvenser for et spørgsmål, som vedrører os alle: Forholdet til Iran og Irans atompolitik, og dermed de dybt alvorlige globale sikkerhedsproblemer i forbindelse med den voksende trussel om konflikter, der involverer atomvåben.

Premierminister Netanyahu er naturligvis i sin gode ret til at varetage israelske sikkerhedsinteresser, som hans regering anskuer dem. Men ikke blot underminerer han Israels forhold til den amerikanske regering - han undergraver også mulighederne for at få en aftale med Iran, som er alternativet til en krig.

Og her er vi inde ved sagens kerne. For den samme kritik gælder henvendelsen fra de 47 republikanske senatorer: Hvad er alternativet til den aftale, Obama søger med Iran - andet end krig?

Hvis man skulle tage Netanyahus tale til Kongressen for pålydende, så skal Iran afvikle næsten hele sit igangværende atomprogram og binde sig til aldrig at genstarte det. Det skulle opnås ved, at de parter, der forhandler med Iran – nemlig USA, Kina, UK, Frankrig, Tyskland og Rusland (de fem permanente medlemmer af FN’s sikkerhedsråd plus Tyskland, også kaldet »PM5+1«) – strammer sanktionsskruen indtil Iran giver efter. Men det er en drømmevision, helt fjernet fra virkeligheden. En kommentator har sammenlignet det med Peter Pan: Drømme kan blive til virkelighed, bare vi drømmer stærkt nok...

Vi lever bare ikke som Peter Pan i Never-Never-land. Det er utænkeligt, at de lande, der forhandler med Iran, kan enes om skærpede sanktioner. Og desuden viser den historiske erfaring, at det ikke virker mod Iran. For ti år siden var der som i dag et forholdsvis pragmatisk styre i Iran. Præsidenten var Khatami, og chefforhandleren i atomspørgsmål var Rouhani, som er præsident i dag. Der tegnede sig en mulighed for en aftale, hvor Iran begrænsede sit atomprogram betragteligt og accepterede international inspektion. Skitsen blev droppet af den daværende amerikanske regering, som mente, at man kunne opnå en bedre aftale ved at presse iranerne yderligere. Sådan gik det bare ikke. Iranerne skruede deres program voldsomt op.

Risikoen er, at det samme kan ske, hvis de igangværende forhandlinger bryder sammen. Og hvad skal man så gøre ved det?

Iran har efter alt at dømme allerede kapacitet til at bygge et atomvåben i løbet af kort tid - og har formentlig haft denne kapacitet i adskillige år. Når det ikke er sket, er det fordi Iran ud fra en samlet vurdering ikke ønsker at tage det sidste skridt. Selv om det kan være fristende, eftersom Iran føler sig presset af fjendtligt sindede naboer, der enten besidder atomvåben – som Israel og Pakistan – eller som hurtigt vil kunne få det, først og fremmest Saudiarabien.

HVIS VI SKAL undgå et iransk atomvåben er det derfor vigtigt at få en aftale, som sikrer en fortsat bremse på udviklingen plus international inspektion. Det vil være for farligt at tro, at stærkere sanktioner vil få iranerne til at føje sig. Den aftale, som former sig i forhandlingerne, er bedre end ingen aftale.

Derfor er der grund til bekymring, når verdens eneste supermagt pludselig begynder at demonstrere råd i systemet ved, at »alternative flertal« underminerer det sæt af spilleregler, som enhver demokratisk stat skal følge i sin omgang med omverdenen: Nemlig at det er landets regering, der tegner landets forhold til omverdenen så længe den kan blive siddende.

Uffe Ellemann-Jensen

»Men så kom det andet fly, mens jeg stod og så det ske – og med ét stod det lysende klart, at det vi over­værede ikke blot var en ulykke, det var noget langt værre.«