Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

American Beauty – nu med hijab

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Et af de bedst sælgende amerikanske modemagasiner Allure har i deres juli-nummer en kvinde med hijab på forsiden. »American Beauty« står der med store bogstaver. Det vil jeg overhovedet ikke anfægte – at den muslimske model Halima Aden er en amerikansk skønhed. Hun er meget smuk, men det er selvfølgelig hendes tørklæde, man hæfter sig ved, og det er utvivlsom det, der er formålet. Det er her, kæden hopper af for mig.

Misforstå mig ikke. Jeg kan virkelig godt unde unge muslimske kvinder, at de kan genkende noget af sig selv i de glittede magasiner, at de kan se, at også kvinder med tørklæde kan være smukke og smarte. Men hvad er det i virkeligheden, som magasinet hylder?

Det er ikke første gang, at magasinet Allure har hyldet Halima Aden. Magasinet skrev en artikel om hende, efter hun i sin tid deltog i Miss Minnesota USA skønhedskonkurrence. Det var også iført hijab – og burkini, da det kom til badetøjsrunden.

Det blev beskrevet som et historisk øjeblik, som om det i sig selv skulle være positivt.

Det interessante er, at det bliver udlagt som om, at det er ny landvinding i mangfoldighedens navn. Men jeg synes ikke, der er noget at råbe hurra for.

Jeg har et stort problem med det, som tørklædet oprindeligt og i virkeligheden symboliserer, og så er jeg sådan set ligeglad med, hvor mange der siger, at det handler om et frit valg. For selv om det skulle være tilfældet for størstedelen, er humlen jo, at man aldrig kan være sikker.

Vi ved, at ikke bare forældre udøver social kontrol, der er også mange beretninger om, hvordan muslimske piger – også på danske skoler – presses af deres muslimske medstuderende til at gå med tørklæde.

Lige nu er der stor selvransagelse i modebranchen, fordi der over årene er gået inflation i at bruge modeller, der er så magre, at de ligner piger med spisevægring. I Frankrig har man indført forbud mod brug af ekstremt tynde modeller, og modellerne skal fremvise en lægeerklæring på, at de har et sundt BMI for at få lov til at arbejde som modeller.

Dette gør man i et forsøg på at gøre op med det syge ideal, som unge piger har spejlet sig i og måske sultet sig selv for at opnå.

Blåstempling

Jeg synes godt, man kan sammenligne billeder af hijab med billeder af ekstremt tynde modeller.

Blåstempler vi ikke tørklædet, hvis vi smækker det på forsiden af store modemagasiner? Hijabben skal vise, at der er tale om en ærbar og ren kvinde, der ikke må friste manden – og det er lige præcis i seksuel forstand. Hylder vi ikke dermed et ideal, hvor seksuel ubesmittethed er, hvad man skal stræbe efter? Betyder det så, at dem, der ikke stræber efter seksuel »renhed«, er beskidte?

Nej! Vi lever i et demokrati, hvor alle er lige meget værd og fortjener lige meget respekt – både dem, der vælger at have én seksualpartner livet igennem, og dem, der vælger at have lige så mange, det nu passer dem.

Det amerikanske Pew Forum vurderer, at Europas muslimske befolkning vil vokse til at udgøre otte procent af den samlede europæiske befolkning i 2030. Det ville såmænd være fint, hvis det var velintegrerede.

Men det står skidt til med integrationen, og selv med både anden- og tredje-genera­tions indvandrere ser vi en fastholdelse af værdier og normer, der til forveksling ligner de fremherskende i stærkt konservative, muslimske lande. Faktisk er det som om, mange unge muslimer i dag er mere religi­øse end deres forældres generation.

Tørklæde som skoleuniform

I sidste uge læste jeg i The Independent om en tørklædesag i Storbritannien. En skole i Lancashire har fået designet et tørklæde til skolens muslimske piger, der passer til skolens uniform.

Men nu er der ballade, fordi tørklædet ikke falder i elevernes og deres forældres smag. Det er for kort og dermed ikke tilstrækkelig anstændigt. Det formår ikke at dække langt hår, og det er også for kort foran, så det heller ikke dækker brystpartiet tilstrækkeligt. Det mener altså en stor forældregruppe på en britisk skole her i 2017.

Det er ved at være den omvendte verden, vi lever i. I den muslimske verden er der kvinder, der med livet som indsats kæmper for at slippe af med tørklædet. Men her i Vesten bliver det nærmest udlagt som en frihedskamp i sig selv at bære hijab. Vi kender det også fra Danmark. De mest fremtrædende muslimske debattører og selverklærede feminister forsvarer konstant tildækningen.

Jeg ved godt, at det også handler om social accept, at føle sig set og værdsat som borger selv om man bærer hijab. Men jeg kan simpelthen ikke glæde mig over, at vi på forsider af smarte modemagasiner fortæller, at det er sejt og positivt at bære et symbol, der på så mange måder primært er kvindeundertrykkende.

Og når jeg tænker på, hvordan frihedskæmpere i Mellemøsten kæmper og bløder for at opnå de frihedsrettigheder, som vi har her, så synes jeg, at vi i Vesten svigter dem, når vi forsøger at normalisere det kvindeundertrykkende symbol, som tørklædet i mine øjne er.