Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Amager Fælled: Hellere en smule tvivl end magtens arrogance

Foto: Asger Ladefoged. Fold sammen
Læs mere

I »Den forsvundne fuldmægtig« sprænger Michael Mogensen sig selv i luften på Amager Fælled. Helt så galt er det ikke gået for nogen i forbindelse med den ophedede debat om byggeriet på Amager Fælled. Da Scherfigs roman blev filmatiseret i 1971, var der ingen der tænkte på frøer og sjælden skvalderkål på Fælleden. Fælleden lå langt fra København – en by som i øvrigt oplevede faldende befolkningstal. I dag er Fælleden omkranset af by, og København vokser og er blandt de mest attraktive byer i Europa.

På den baggrund er det værd at overveje, om det omstridte byggeri på 2.500 boliger har den rette placering. Det er derfor rettidig omhu at undersøge, om byggeriet kan placeres på det areal, der er udlagt til campingplads. Det er ikke at løbe fra nogen aftale, tværtimod har vi understreget igen og igen, at der skal bygges boliger, og at metrogælden skal betales. For jeg vil meget nødig undvære flere nye boliger i København og ej heller det store åbne areal, som Fælleden udgør i dag, men en campingplads er jeg villig til at skrotte eller gøre mindre. Noget er vigtigere end andet, og hvis valget står mellem boliger eller campister, så vælger jeg det første.

Det mindste, vi kan gøre

Den slags beslutninger skal vi turde tage, og vi skal som minimum have et oplyst grundlag at gøre det ud fra. Derfor Venstres støtte til at undersøge mulighederne til bunds. Det er det mindste, vi kan gøre.

I den forbindelse er det værd at huske på, at i København omtales de folkevalgte som borgerrepræsentanter. Det er en flot betegnelse som forpligter, og derfor skal man først og fremmest passe på, at man ikke i stedet bliver »kommunerepræsentant«. Det er det, Frank Jensen og hans truede artsfæller på Rådhuset har optrådt som. Med henvisning til, at der skal bebygges på netop det areal – og kun det – har Frank Jensen lydt som et ekko af Helle Thorning-Schmidts nødvendighedens politik. Det er ikke vores rolle som folkevalgte.

Vi skal kunne træffe beslutninger ud fra ansvarlighed, men vi må samtidig kunne besidde tvivlens nådegave – uden dog at blive rådvilde. Heldigvis findes der rettesnore, som vi kan benytte i den svære balancegang. Først og fremmest det at lytte til bekymringer og ikke blot hovent slå det hen som »murstensallergi«.

Jeg er selv stor tilhænger af, at der skal bygges i København, og derfor skal vi ikke sætte udviklingen i stå, hver gang der bliver råbt »natur« efter en sveden græsplet, eller »bevaringsværdig« efter en faldefærdig rønne. Det til trods er det ingen skam at lytte oprigtigt til, hvad ens modpart siger. Det er hverken blødsødenhed eller mangel på is i maven, det er faktisk at tage sin betroede rolle som borgernes repræsentant seriøst.

Det har givet nogle knubs, men hellere udvise en smule tvivl end magtens arrogance.