Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Alternativet - kan et nyt parti leve?

Der er en længsel efter at gå nye veje, og denne længsel kan Alternativet vise sig at komme i møde; for partiet er beslægtet med mange strømninger ude i Europa. Det er ikke et isoleret fænomen.

»Jeg tror, Alternativet kommer i Folketinget, for der er vælgere i drift fra Socialdemokraterne, SF, de Radikale, Liberal Alliance og de Konservative,« skriver Asger Baunsbak-Jensen.Foto: Keld Navntoft/Scanpix Fold sammen
Læs mere

En idé, en lidenskab, et program, en politiker med ambitioner. Disse ting er altafgørende, når man starter et nyt parti. Og en ting mere: Tiden skal kalde på partiet. Der skal være noget uforløst i folkehavet.

Er Alternativet vor tids »Oprør fra midten«, der fremstod med visioner og drømme sidst i 1970erne, men aldrig blev et parti?

Op mod 50 partier er startet de sidste 100 år, men kun få viste sig varigt levedygtige. SF med Aksel Larsen i spidsen og Enhedslisten efter VS er med en marxistisk idé slået igennem uden at være regeringsduelige. I 1973 oven på skuffelsen med RKV-regeringen var en karismatisk Glistrup i stand til at slå igennem med 28 mandater til Fremskridtspartiet. Og den ligeledes karismatiske Erhard Jakobsen med 14 til Centrumdemokraterne. De gamle partier var rystede og er aldrig kommet over det.

Retsforbundet, udgået fra de Radikale i 1920erne med frihandel og grundskyld, kom i regering med socialdemokrater og radikale i 1957-60, da de ved det følgende valg tabte alle deres mandater. Centrumdemokraterne nåede ligesom Kristeligt Folkeparti i regering, men overlevede ikke. Liberal Alliance har vi endnu til gode at se i regering.

Nu gælder det Alternativet. Som gammel radikaler og som livslang iagttager af dansk politik vover jeg mig her frem med en vurdering af det nye parti. Jeg skal straks sige, at jeg har set med beklagelse på, at mit radikale parti med sans for mindretal ikke evnede at rumme Uffe Elbæk såvel som Simon Emil Ammitzbøll, Anders Samuelsen og Naser Khader.

Det stærke ved Alternativet er partiets ideer og visioner. I dag oplever mange det, som om de gamle partier er tømt for ideer og lader personsager dominere. Er der kraft til at indrette samfundet i en verden, hvor farten er voldsom, kravene om effektivitet dominerer, og hvor mange rammes af psykiske lidelser, uden at det får partierne til at indse, at der er noget helt galt med samfundet?

Der er en længsel efter at gå nye veje, og denne længsel kan Alternativet vise sig at komme i møde; for partiet er beslægtet med mange strømninger ude i Europa. Det er ikke et isoleret fænomen.

De kræfter, der bærer det skotske nationale parti frem, og som ventes at feje de gamle partier af banen ved valget til maj, har en del til fælles med Alternativet. I Grækenland, som er demokratisk nødlidende, er det tilsvarende ideer, der bærer den nye regering, og i Spanien ser vi politisk nyt med en hidtil ukendt politisk kurs. Det er partier, som ikke har med fremmedfjendskhed at gøre, men tilføjer det politiske liv sociale elementer af nytænkning.

De gamle konservative, liberale og socialistiske partier hørte en anden tid til med bondesamfund og industrisamfund, men kæmper nu med at forny sig. Herhjemme har den nuværende regering skuffet sine vælgere, fordi den ikke har magtet at tage livtag med de problemer, mennesker slås med i deres hverdag. Jeg behøver ikke at være profetisk for at spå, at en ny regering med Venstre vil efterlade sine vælgere i samme tilstand.

Folk holder ikke til tidens voldsomme fart. Svend Brinkmanns »Stå fast« er et opgør med tidens udviklingstrang og er forårets bestseller. Det er den, fordi den rammer ind i folks udbrændthed og depression, nutidens epidemi, som er menneskets reaktion på det evige krav om hurtig omstilling og forandring. Verden udvikler sig med brutalitet og kynisme, hvor folk hele tiden skal løbe hurtigere, bruge ny teknologi, klare efteruddannelse. Samfundet er sygt.

På samme tid glider magten politikerne af hænde og overlader dem til universitetsuddannede jurister og økonomer, som ikke opfatter, hvad der gør ondt hos mennesker. Livet leves med angst for ikke at slå til og med uoverskuelighed og nedslidning.

Der er en længsel efter drømme og visioner, som kan tænde håb om en menneskeliggørelse af tilværelsen, når politikere taler om strukturer og økonomi. Magter Alternativet at tale sig ind til det uforløste ude i befolkningen? Mennesker føler sig ensomme i et flydende samfund uden fællesskab, hvor coaching og mindfulness rækkes frem som redningsplanker, når farten tager magten. Alting opleves som midlertidigt, hvor intet står fast.

Partierne slår ikke til med tanker, som rører sig ude blandt folk. Det er livsstilsvejledere og terapeuter, der har kronede dage. De kommer med deres assistance, når forandringerne tager magten og gør folk syge.

Den kommende valgkamp skal nå ind til dette, og politikerne skal tale i et sprog, så vælgerne kan føle sig genkendt. Her dukker Alternativet op. Vil det evne at komme vælgerne i møde med håb om fornyelse? Vil det slå igennem, så valget ikke bliver til et Helle eller Lars eller 0,6 procent i vækst?

Konkurrencestaten er umenneskelig. Et fleksibelt arbejdsmarked, hvor arbejdet fordeles efter nye principper, må være vejen frem. Evner partiet at sætte en ny politisk dagsorden, så demokrati kan sejre over kapitalmagt?

Nu gælder det tre store kriser: Klimakrisen, empatikrisen, systemkrisen. Her er det ikke nok med visioner, drømme og ambitioner. Alternativet står og falder med, om det kan komme med konkrete forslag til politiske løsninger. Ideerne skal skæres ud i pap, så folk kan se, hvad partiet står for, og hvor det bevæger sig hen. Der er mange snubletråde for et parti med uerfarne folk som kandidater ud over landet. Nu satte man da Riskær på porten, men hvordan markerer kandidaterne sig, når partiet er uklart med sine løsningsmodeller? En valgkamp i dag er et broget felt med sociale medier, som har mange faldgruber.

Mange nye partier er skabt på idealer, men partierne døde i processen, hvor de skulle omsætte idealerne til politisk virkelighed. Jeg tror, Alternativet kommer i Folketinget, for der er vælgere i drift fra Socialdemokraterne, SF, de Radikale, Liberal Alliance og de Konservative. Hvordan en ny gruppe af uerfarne parlamentarikere i det lille parti vil begå sig, har vi til gode at se. Alternativet skal efter valget fange opmærksomheden i konkurrence med Enhedslisten, SF og de Radikale.

Pladsen bliver trang.