Da Alternativet for nylig gentog forslaget om at omdanne arbejdsugen til 30 timer, blev det fulgt af en artikel om den forestående robotisering af arbejdsmarkedet. Partiet håber, at robotterne vil afbøde de økonomiske udfordringer ved at give os alle sammen tidligere fri.

Selvom idéen om mere fritid til hårdtarbejdende mennesker er sympatisk, er der en årsag til, at Alternativet med sin optimisme primært er i selskab med neoliberale fremtidsforskere og sultne arbejdsgivere. De kan nemlig godt se fidusen i maskindrevne alternativer til bøvlede mennesker, der både skal have toiletpauser og tre måltider om dagen.

»Men hov,« hører jeg Uffe Elbæk sige, som han ruller op ved siden af mig på sin ethjulede cykel: »Vi skal jo bare deles om det arbejde, der bliver tilbage!«

Argumentet er før blevet fremført af den markedsglade finansøkonom Pippa Malmgren, en af George W. Bushs rådgivere. Robotter kan ikke udføre kreative job, så hvis bare alle bliver idéudviklende entreprenører, skal det hele nok gå.

Spørgsmålet er selvfølgelig bare, hvad en havnearbejder fra Esbjerg skal bruge dét til. Der er næppe udsigt til, at han kan skifte losningen ud med grafisk design, når en Kalmar-robot reducerer hans sjak fra ti mand til en.

Når Alternativet foreslår at sætte arbejdstiden ned til 30 timer, sideløbende med at mange mennesker slås for at beholde 37 timer, viser partiet således en komplet mangel på forståelse for den klassekamp, som følger i robotternes fodspor. Automatiseringen af produktionsjob og kontorstillinger frigør rigtignok mange ressourcer – de kommer bare primært kultur- og erhvervseliten til gode, fordi ingen robotter kan konkurrere med dem.

At afbøde de negative konsekvenser for arbejderklassen kræver fordelingspolitik og interessevaretagelse, ikke luftige drømme om en kortere arbejdsuge, mens nationen oplever en historisk konkurrencekrise.

Et andet strålende eksempel på Alternativets manglende forståelse for klassekampen er partiets »nye vækstbegreb«, som vil gøre op med det politiske fokus på økonomisk fremgang. Hvad partiet tilsyneladende ikke har forstået er, at vækst er centralt for at fastholde de arbejdspladser, der hænger i de tyndeste tråde. I øjeblikket slås industrien som en gal for at undgå at knække midt over. Samtidig kæmper den offentlige sektor under vægten fra et stadigt dyrere sundhedsvæsen. Økonomisk vækst er ikke det endegyldige svar på disse problemer: Det er en minimumsforudsætning for, at vi kan løse dem.

Der er flere eksempler, men konklusionen er entydig: Alternativets drømme om en visionær fremtid kan kun eksistere, fordi partiet ignorerer implikationerne for den gennemsnitlige dansker. Jeg er egentlig sympatisk indstillet over for et opgør med moderne politikeres forsigtighed og visionære armod. Svaret må bare aldrig blive, at vi mister jordforbindelsen i vores forsøg på at se, hvad der gemmer sig bag skyerne.