Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Alternative für Deutschland i et europæisk perspektiv

Der er en række historiske forklaringer på, hvorfor EU- og indvandrerkritiske partier rundt omkring i Europa har slået igennem på forskellige tidspunkter.

Alternative für Deutschland, med dets leder Frauke Petry i spidsen (billedet) vandt for nylig en jordskredssejr ved delstatsvalget i den tyske delstat Mecklenburg-Vorpommern, og dermed slog endnu et EU- og indvandrerkritisk parti rod i et  vesteuropæisk land. Fold sammen
Læs mere

For kort tid siden vandt partiet Alternative für Deutschland en jordskredssejr ved delstatsvalget i den tyske delstat Mecklenburg-Vorpommern. Og ved delstatsvalget i Berlin 18. september står partiet ligeledes til at få et godt valg.

Også i en række andre europæiske lande er EU- og indvandrerkritiske partier slået igennem i de seneste år. Men der er meget stor forskel på, hvor meget det er sket – og hvornår. Det skyldes i høj grad forskellene i landenes historiske erfaringer.

Når Tyskland er et af de sidste lande, hvor et EU- og indvandrerkritisk parti slår igennem, hænger det sammen med landets nazistiske historie i 1930erne og begyndelsen af 1940erne. I det moderne Tyskland har de fleste mennesker og politikere siden 1945 taget skarpt afstand fra alt, hvad de mente, eventuelt kunne lugte den mindste smule af nazisme. Derfor har alle højrenationale partier indtil for kort tid siden haft uhyre svært ved at få stemmer.

Et andet stort vesteuropæisk land, hvor et indvandrer- og EU-kritisk parti først for nylig har været i færd med at slå igennem, er Storbritannien. Her har UK Independence Party (UKIP) endda endnu til gode at få så stor en andel af stemmerne ved et nationalt parlamentsvalg, som tilsvarende partier har fået i en række andre europæiske lande.

Hovedforklaringen på dette er imidlertid det specielle britiske valgsystem, som favoriserer de store gamle partier og dem, som har deres stemmer koncentreret i bestemte dele af landet. Derfor har mange briter givetvis undladt at stemme på UKIP og lignende partier, for at deres stemme ikke skulle gå til spilde.

Åbne og tolerante Sverige

Men et tredje forholdsvis stort vesteuropæisk land, hvor et indvandrerkritisk parti først for ganske nylig er slået igennem, er Sverige. Grundene til Sverigedemokraternas sene gennembrud er imidlertid i vid udstrækning nogle andre end grundene til AfD’s sene gennembrud i Tyskland.

Sverige har gennem mere end 200 år været et alliancefrit/neutralt land. Specielt under Den Kolde Krig fra 1945 til 1989 blev den svenske alliancefrihed af de svenske politikere knyttet sammen med en ideologi, der gik ud på, at man skulle være åben og tolerant over for alle, især over for mennesker fra 3. verdenslande. Man skulle mægle og balancere mellem blokkene og ikke træde nogen over tæerne.

Den udenrigspolitiske ideologi smittede i høj grad af på den svenske udlændingepolitik, der således tilsvarende kom til at gå ud på, at man skulle være mest muligt åben og tolerant over for flygtninge og indvandrere fra 3. verdenslande.

Men også den store dominans af Socialdemokraterne i svensk politik spillede en afgørende rolle. Det faktum, at Socialdemokratiet i efterkrigstiden stod meget stærkere i Sverige end tilsvarende partier i de fleste andre europæiske lande bevirkede, at socialdemokratisk ideologi og tankegods også kom til at sætte sit præg på de øvrige svenske partier. Herunder de gamle borgerlige partier, som »overtog« Socialdemokraternes idéer om en åben og liberal udlændingepolitik.

En tredje årsag til, at Sverigedemokraterna er slået så sent igennem i Sverige, er, at da partiet blev stiftet tilbage i 1988, kom en forholdsvis stor del af de ledende personer fra nynazistiske eller andre højreekstremistiske miljøer. Dette er ikke længere tilfældet i dag. Men en hel del vælgere har indtil for nylig ikke kunnet få sig selv til at stemme på partiet, fordi det oprindelig havde dette udgangspunkt.

Fremskridtspartierne i Norden

Helt anderledes ser det ud med Fremskrittspartiet i Norge og Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti herhjemme.

Disse partier udspringer på ingen måde af den nynazistiske tradition, men derimod af skattenægterbevægelserne i begyndelsen af 1970erne.

I slutningen af 1970erne blev den indvandrerkritiske holdning efterhånden også en af de helt store mærkesager for det danske og det norske Fremskridtsparti. Men ingen har på noget tidspunkt mistænkt dem for at være nynazister. Derfor kunne Danmark og Norge også blive de to første steder i hele Vesteuropa, hvor de indvandrerkritiske partier slog igennem.

Lidt senere end Fremskridtspartiernes indtog i Stortinget i Norge og Folketinget i Danmark i 1970erne begyndte det mere rabiate indvandrerkritiske parti Front National at gøre sig gældende på den franske politiske scene. Det skete for alvor i midten af 1980erne, ligesom noget tilsvarende også skete i Belgien på omtrent samme tidspunkt.

I både Frankrig og Belgien havde man i tidens løb modtaget mange mennesker af fremmed herkomst, bl.a. fordi de to lande havde en fortid som store kolonimagter. Samtidig havde man ikke på samme måde som Tyskland en nazistisk fortid, som lagde en dæmper på tilstrømningen til Front National og tilsvarende partier.

Det skulle man imidlertid tro, at Østrig havde. Alligevel slog det indvandrerkritiske FPÖ også igennem allerede i midten af 1980erne.

FPÖ havde i en lang periode frem til 1986, da Jörg Haider overtog ledelsen, været et ganske almindeligt liberalt parti, ligesom FDP i Tyskland og Venstre i Danmark. Dog havde FPÖ hele tiden – i modsætning til FDP og Venstre – haft en højreekstremistisk fløj, som altså nu overtog styringen.

Men hvordan kunne det ske i Østrig på dette relativt tidlige tidspunkt, kun 40 år efter Anden Verdenskrigs afslutning? Havde man ikke en »bremse« i kraft af den nazistiske fortid, ligesom man havde i Tyskland?

Nej, det havde man ikke i samme grad. Og det skyldtes bl.a. den måde, som Anschluss, Østrigs sammensmeltning med Tyskland, i 1938 var foregået på. Der blev ganske vist holdt en folkeafstemning, hvor et flertal af østrigerne ifølge de officielle tal stemte »ja« til Anschluss. Men folkeafstemningen blev først holdt på et tidspunkt, hvor tyske tropper allerede stod i landet. Og man kan derfor ikke stole på folkeafstemningens officielle resultat (pga. usikkerhed om evt. valgsvindel, de tyske troppers pression over for den østrigske befolkning osv.) Derfor ved ingen i dag, hvor mange af østrigerne, der i 1938 virkelig ønskede en sammenlægning af deres land med Hitlers Nazityskland. Og det var der en del østrigere, der henholdt sig til, da de begyndte at stemme på det højrekstremistiske FPÖ fra 1986.

På lignende vis har en del italienere allerede siden begyndelsen/midten af 1980erne ment, at de med sindsro kunne stemme på det nyfascistiske parti MSI (som senere i en reformeret udgave blev en del af Berlusconis koalition), fordi Mussolini og fascismen efter deres opfattelse ikke var »nær så slem« som Hitler og nazismen.

Frihedspartiet i Holland

Endelig er der i Vesteuropa også nogle lande, hvor de indvandrerkritiske partier først slog igennem i løbet af 1990ernes slutning eller begyndelsen af 2000-tallet.

Det gælder et land som Holland, hvis befolkning gennem de seneste mange århundreder har haft det som en del af deres nationale selvforståelse, at de skulle være åbne over for handelsfolk fra hele verden og dermed også en smeltedigel for en lang række forskelligartede kulturer.

List Pim Fortuyn og senere Frihedspartiet (med Geert Wilders i spidsen) fik derfor først mange stemmer på et meget sent tidspunkt. Også Spanien, Portugal og Grækenland har indtil for få år siden været lande stort set uden højrenationale indvandrer- og EU-kritiske partier. De, der har forsøgt sig med at stille op til valgene, har indtil for kort tid siden kun fået meget ringe tilslutning blandt vælgerne. Her er en historisk forklaring igen af afgørende betydning. Både Spanien, Portugal og Grækenland havde højreorienterede diktaturer frem til midten af 1970erne. Og da først demokratiet blev genindført, vægrede mange vælgere sig i mange år ved at stemme på stærkt højreorienterede partier.

Sådan er der en række historiske forklaringer på, hvorfor partierne har slået igennem i den rækkefølge og i det omfang, de har, i de forskellige af de gamle vesteuropæiske lande. Det er således også umuligt at forstå den aktuelle politiske situation i Europa, hvis ikke man har dette historiske perspektiv for øje.

Lars Hovbakke Sørensen er adjunkt, ph.d., University College, Sjælland