Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Alpelandet slår revner på midten

Foto: LEONHARD FOEGER. Fold sammen
Læs mere

I morgen er der parlamentsvalg i Østrig. Valget markerer sammen med det tjekkiske valg i næste uge afslutningen på et annus horribilis for den politiske elite i Europa og de etablerede, regeringsbærende partier. I det ene valg efter det andet har vælgerne gjort oprør mod eliten og skabt historiske omvæltninger i europæisk politik.

Det har længe set ud til, at dette valg ligeledes skulle markere et historisk skift i østrigsk politik, hvor de to store folkepartier – socialdemokratiet (SPÖ) og det konservative folkeparti (ÖVP) – har haft flertal i parlamentet uafbrudt siden Anden Verdenskrig. Ved årets begyndelse havde de to partier for første gang ikke udsigt til at opnå flertal, hvis der blev udskrevet valg. I stedet stormede det indvandrings- og EU-kritiske Frihedspartiet (FPÖ) frem i målingerne, som i det meste af 2017 været det største parti blandt vælgerne.

Den store fremgang til FPÖ afspejlede resultatet fra det historiske præsidentvalg i slutningen af 2016, hvor kandidaterne fra de to store folkepartier SPÖ og ÖVP ikke kom videre til den afgørende sidste runde i valget. I stedet stod valget mellem Alexander van der Bellen fra De Grønne og Norbert Hofer fra FPÖ. Det endte efter et større valgdrama og omvalg med en sejr til Alexander van der Bellen. Valget fik imidlertid mange til at frygte, at det højrenationale FPÖ snart ville overtage regeringsmagten.

Den skrøbelige republik

Det østrigske demokrati har i tiden efter Anden Verdenskrig været præget af en høj grad af politisk stabilitet. Det modsatte var tilfældet i mellemkrigstiden, hvor den første østrigske republik – ligesom den tyske Weimarrepublik – var ustabil og politisk polariseret. Det østrigske parlament var splittet mellem socialdemokraterne og de konservative, der afspejlede en tilsvarende splittelse mellem land og by. Spændingerne udviklede sig til voldelige kampe mellem de forskellige politiske fraktioner og en kort borgerkrig. Demokratiet blev som i mange andre europæiske lande erstattet af et fascistisk diktatur.

Den erklærede målsætning for den østrigske elite efter Anden Verdenskrig har været ikke at gentage dette. Demokratiet måtte ikke igen forsvinde, og derfor skulle midten i østrigsk politik sikres gennem samarbejde mellem de store folkepartier og samfundets interesseorganisationer. De to regeringsbærende partier SPÖ og ÖVP har på den baggrund regeret landet lige siden og skiftevis haft regeringsmagten sammen eller hver for sig – i perioder i koalition med det lille parti FPÖ.

Det politiske billede i Østrig har imidlertid været under forandring i de seneste årtier. Som i resten af Europa har vælgeropbakningen til de traditionelle, regeringsbærende partier været faldende og nye partier er gradvis vokset frem. Ved det seneste valg opnåede hele seks forskellige partier en plads i parlamentet, og ifølge meningsmålingerne vil de alle opnå genvalg i morgen. Den største udfordring for de regeringsbærende partier er imidlertid FPÖ, der har brudt den østrigske konsensus i årtier. Det har udfordret den østrigske model med en stærk midte, og dette valg kan markere et afgørende brud mellem folkepartierne SPÖ og ÖVP.

Populisternes comeback

Den store forandring i østrigsk politik har ligesom i de fleste andre europæiske lande været indvandringen fra Mellemøsten. I 80erne var det indvandringspolitikken, som den nye leder af FPÖ, Jörg Haider, gjorde til omdrejningspunktet for partiets politik i et forsøg på at tiltrække flere vælgere. Han opnåede stor succes ved at udfordre de to folkepartier SPÖ og ÖVP på den førte politik, og han kritiserede igen og igen konsekvenserne af den store indvandring til landet. Det gjorde partiet stærkt kontroversielt i både Østrig og Europa, men det gav stor fremgang ved valgene, hvor partiet gradvis åd sig ind på de to store partier. Det hele kulminerede ved valget i 1999, hvor partiet blev jævnbyrdigt med ÖVP. Det populistiske højre var pludselig blevet gjort stuerent af vælgerne, og efter valget indgik partiet i den nye regering ledet af ÖVP.

Til trods for, at FPÖ tidligere havde indgået i regeringen, var det noget andet denne gang. Partiets nye populistiske politik var svær at kombinere med magtens åg, og partiet gik kraftigt tilbage ved de efterfølgende valg. Den store lære af eksperimentet med populismen lod til at være, at protestpartier ikke kunne bære regeringsmagten i Østrig. Denne gang er det imidlertid anderledes. Ifølge de fleste østrigske kommentatorer er FPÖ nu langt mere professionelt og bedre forberedt på regeringsmagten, som det med al sandsynlighed vil få andel i efter i morgen. Endnu vigtigere er det, at det store konservative parti ÖVP reelt går til valg på den samme politik. Populismen er med andre ord blevet mainstream og vil i morgen få flertal i det østrigske parlament.

Den svage midte

Dette skift skyldes ÖVP, som i lyset af de dårlige meningsmålinger valgte at skifte leder tidligere i år. Den nye leder er den unge udenrigsminister, Sebastian Kurz, der med det samme har trukket partiet langt til højre i spørgsmålet om flygtninge og indvandring, hvor han blandt andet har været fortaler for det nyligt vedtagne burkaforbud og en øvre grænse for flygtninge. Han har derudover ændret partiets image og insisteret på, at partiet skulle stille op til valget under navnet »Liste Sebastian Kurz – det nye folkeparti« samt give ham beføjelser til personligt at udvælge partiets kandidater. Det store folkeparti er med andre ord blevet til den unge leders personlige projekt, hvilket markerer et væsentligt brud med partiets demokratiske tradition. Det har imidlertid givet øjeblikkelig fremgang i målingerne, hvor partiet nu igen er det største efter et stort spring på mere end ti procentpoint i meningsmålingerne.

Kort tid efter at have overtaget magten meddelte Sebastian Kurz sin regeringspartner SPÖ, at han trak sit parti ud af den store koalition og insisterede på nyvalg. Den politiske midte var derved brudt sammen. Valgkampen har ikke overraskende udviklet sig til en beskidt mudderkamp mellem de to folkepartier, der traditionelt har samarbejdet om magten. Det er således blevet afsløret, at SPÖ har haft hyret en israelsk PR-rådgiver til at tilsmudse den unge leder af ÖVP. Ikke overraskende er det senere kommet frem, at ÖVP ligeledes har forsøgt at få den samme israelske PR-rådgiver til at skifte side for i stedet at tilsmudse SPÖ.

Afsløringerne fik den siddende præsident til at opfordre partierne til at huske på tiden efter valget, hvor det er stadigt sværere at se nogen mulighed for dialog og politisk samarbejde mellem de to store folkepartier. Samtidig har hele skandalen styrket FPÖ, der fortsat står til at få et historisk godt valg, som sandsynligvis vil sikre partiet andel i regeringsmagten sammen med ÖVP.

Weimarrepublikkens genkomst?

I de europæiske valg på kontinentet har vi i år oplevet store politiske omvæltninger. De etablerede, regeringsbærende partier har tabt valgene stort, og populistiske partier til både højre og venstre er vokset voldsomt frem. I både Frankrig, Holland og Tyskland var det den politiske midte, der stod for fald. Det har skabt en historisk politisk ustabilitet i Europa, og i Holland har de først nu fået en ny regering efter 208 dages forhandlinger.

Udviklingen afspejler et mere og mere polariseret politisk liv med stærke yderfløje, der står uforsonligt over for hinanden. I Tyskland og mange andre europæiske lande taler mange om, at arven efter Anden Verdenskrig endelig er ved at forsvinde. En del af arven var imidlertid løftet om aldrig igen at lade demokratiet kollapse på grund af dybe splittelser mellem de store folkepartier. I Østrig er det den unge generation med Kurz i spidsen, som skaber splittelsen og bryder med mønsteret fra efterkrigstiden. Situationen begynder at give mindelser om den tyske Weimarrepublik, hvor den politiske midte stod svagt under presset fra yderfløjene. Vi må håbe, at midtens kollaps ikke er et forvarsel om, at vi igen er på vej mod et sammenbrud for demokratiet. Lederkulten omkring Sebastian Kurz giver i hvert fald mindelser om tidligere tiders regimer, og valget i morgen markerer et kollaps for efterkrigstidens politiske orden i Østrig.

Christian Foldager er cand.mag. i historie og samfundsfag.