Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Alle vil være midten

Peter Kurrild-Klitgaard. Vi kender det alle: Vi vil helst være i midten og repræsentere det sikre, det ufarlige, det omkostningsfrie, det jævne.

Fold sammen
Læs mere

Eller måske ikke helt alle. Men for de fleste mennesker er det oftest næsten en gevinst i sig selv at mene det passende og ikke skille sig for meget ud fra mængden. Og for nogle er der ikke blot tale om, at de helst ikke vil mene noget upassende, men at deres egne holdninger er så få eller så løst funderede, at de enten af opportunisme eller pragmatisme ganske let lader sig rykke til at mene noget andet. Meningsmålere kender fænomenet ganske godt. Giver man et udsnit af befolkningen valget mellem to relativt klare alternativer – ja eller nej til selv et relativt simpelt spørgsmål – vil man få én fordeling samt en pæn portion ved ikke. Men stiller man spørgsmålet med en både/og-mulighed, får man lige pludselig en ganske anden svarfordeling, og ikke sjældent med dette som det mest populære alternativ. Noget lignende oplever meningsmålerne ofte, når de beder mennesker om at give point til en række alternativer eller rangordne disse (f.eks. konkrete politiske forslag). Hvis der her findes en mellem-mulighed, vil det ikke sjældent være den, som mange vælger. Eksperimenter har vist, at selv hvis dette midterste alternativ reelt er ikke-eksisterende eller det rene nonsens, kan det alligevel blive det mest populære.

Politikere kender også værdien af midten: Man skal – som alle folketingsmedlemmer lærer fra dag ét – kunne tælle til 90. Altså formulere en politik, der kan vinde tilslutning fra den MFer, der er nødvendig for at samle et flertal, og som derfor næsten per definition må være den midterste. Isoleret set taber politikere derfor sjældent ved at lægge sig holdningsmæssigt op af det mest gennemsnitlige eller mest typiske. Hvis ét parti bevidst prøver at appellere til den midterste vælger ved at indtage dennes formodede standpunkter, og hvis de andre partier er ligeglade, så ved vi – og de – godt, hvem der får den største stemmeandel. Men hvis alle partier ræsonnerer på den måde, får man det, der kaldes en ’centripetal’ effekt: Alle klasker sig sammen, oven i hinanden, så tæt på midten som muligt, og jo flere der er af dem, desto hårdere er konkurrencen om den midterste vælger.

Netop derfor slås alle danske partier om at præsentere sig selv, som om at netop de udgør midten. Det bedste eksempel er givetvis Det Radikale Venstre, der i størstedelen af det 20. århundrede helt bogstaveligt udgjorde midten. Partiets vælgere var næsten gennemsnittet af befolkningen, holdningsmæssigt og demografisk, men vigtigst af alt, lå partiet stort set altid dér, hvor det 90. mandat lå, hvis man holdningsmæssigt placerede partierne på en højre-venstre skala. Sikkert ud af gammel vane, men også fordi midten er det pæne og indflydelsesrige sted at være, refererer Radikale ofte fortsat til sig selv som et midterparti – desuagtet at partiet siden 2001 ikke på nogen meningsfuld måde har ligget i midten. Om man vil det eller ej, har midten af dansk politik de sidste otte år været udgjort af enten Venstre eller Dansk Folkeparti – et faktum som disse to partier er ganske godt klar over og bevidst markedsfører sig som. Det giver alt sammen god mening. Men hvad nu, hvis yderpunkterne flytter sig? Hvis man – hvad enten man er vælger eller parti – primært definerer ens eget standpunkt i forhold til, hvad andre mener, må man jo i sagens natur skifte standpunkt, hvis ekstremerne flytter sig.  Men dermed lader man sig også trække med af, hvordan andre definerer udviklingen – og så er det faktisk, pudsigt nok, netop ekstremerne, der bestemmer.