Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Alle er sure på jobcentrene. Det kan jeg godt forstå

Det er ikke kun »Jobcentrets ofre«, som kan være utilfredse med det, vi får ud af at bruge langt flere penge på beskæftigelsesområdet end andre lande.

Foto: Kate Copeland

Skal man tro debatten, har Berlingske i nogle uger ligget i krig med den »sociale modstandsbevægelse«. Sådan vil flere foreninger og grupper gerne kalde sig. De er vrede over, at Berlingske har bragt kommentarer og artikler om Kim Madsen, som i flere år forgæves har kæmpet for at få enten førtidspension eller et fleksjob. Undervejs har han levet af kontanthjælp og skabt en mindre protestbevægelse med udgangspunkt i Facebook-gruppen Jobcentrets ofre.

Stridens kerne er denne: Kan man stille kritiske spørgsmål til Kim Madsens sygdomshistorie, eller gør man sig dermed skyldig i social udskamning, som flere foreninger anklagede Berlingske for i et fælles debatindlæg? På sociale medier er tonen hård, men det vil jeg ikke diskutere i dag. Jeg vil nøjes med at slå fast, at mange mennesker tydeligvis føler sig svigtet og reagerer med vrede og bitterhed.

Det er på mange måder en ulykkelig historie. Både de mest socialt udsatte og heldigere stillede danskere, som kun er arbejdsløse i kort tid, oplever landets jobcentre som enten ubrugelige eller ligefrem som en fjende. Politikerne vedtager reform på reform om, hvordan vi skal få folk ud på arbejdsmarkedet, og de danske skatteydere afleverer i internationalt perspektiv rekordmange penge til området. 13 mia. kr. om året. Målt i forhold til BNP er det tre gange så meget som i et gennemsnitligt OECD-land.

Det kan man læse i en rapport om vores aktive arbejdsmarkedspolitik, som Finansministeriet fremlagde i maj 2018. Rapporten er faktisk lidt af en gyser. Den gennemgår, hvordan de forskellige indsatser virker i forhold til at få folk tilbage i job. Groft sagt kan man se, at det har en stærk effekt af at skære i folks ydelser; især i gode økonomiske tider. Udsigten til at blive tvunget i aktivering virker også motiverende, da mange hellere vil finde et job selv end at blive sendt i aktivering, men erfaringen viser desværre, at rigtig mange af de tiltag, vi bruger penge på, ikke hjælper.

Tag f.eks. de mentorordninger, som kommunerne skal tilbyde de mest udsatte borgere. De kostede rundt regnet 900 mio. kr. sidste år, men det samfundsøkonomiske afkast af den investering er lig nul. Måske fordi private mentorfirmaer snyder både kommuner og borgere, som DR for nylig afslørede. Måske fordi indsatsen bare ikke nytter. Altså ud over at give beskæftigelse til en masse mentorer og sagsbehandlere.

Ifølge Finansministeriets rapport gav to andre ordninger – jobrotation og tilbud om seks ugers »jobrettet uddannelse« – ligefrem negativ afkast. Det vil sige, at de ordninger bragte folk længere væk fra arbejdsmarkedet, end hvis man ikke havde foretaget sig noget. Til gengæld har det en klar positiv effekt at sende folk ud i jobs i private virksomheder med et offentligt løntilskud.

Man skulle mene, at sådan en rapport skulle have virket som en bombe i debatten, men det er som om både politikere og presse er reformtrætte. Området er stort og uoverskueligt, og efter store hug med reformer af efterløn, dagpenge og førtidspension, er der ikke tørst efter andet end små justeringer. Som da partierne bag reformen af førtidspensionen i foråret blev enige om at præcisere reglerne, så vurderinger af folks arbejdsevne ikke trækkes ud i det uendelige. I august landede et nyt forlig, som vil skære en lille milliard af udgifterne og fjerne nogle af de mest skøre krav til ledige på dagpenge, f.eks. om at tjekke jobopslag på Jobnet mindst hver syvende dag.

Det ændrer bare ikke ved det store billede. Vi har stadig dagpengeregler, som fylder tusindvis af sider. Vi har stadig et misk-mask af delt ansvar mellem a-kasser og kommuner på dagpengeområdet – og så har vi især stadig ikke gjort et strukturelt indhug i antallet af voksne danskere på overførselsindkomster.

Beskæftigelsen er høj, men vi har langt flere mennesker i den erhvervsaktive alder på overførselsindkomster end vores nabolande, samtidig med at virksomhederne mangler arbejdskraft. Paradokset er, at vi bruger alle de penge – og alligevel oplever, at så mange ikke føler, at de bliver hjulpet.

Forfatteren Nick Allentoft beskriver paradokset i bogen »Velfærdsillusionen«, som udkom i april. Her taler han om, at vi er ramt af en »socialkrise«, hvor kontanthjælpssystemet sygeliggør borgerne og gør dem »til klienter i velfærdsstaten i stedet for at give dem den støtte og hjælp, der giver et stabilt og godt liv«.

»Man skulle mene, at sådan en rapport skulle have virket som en bombe i debatten, men det er som om både politikere og presse er reformtrætte.«


En typisk udfordring er de unge. Lige nu er ledigheden blandt 25-29-årige danskere dobbelt så høj som for resten af befolkningen, og her træder klientgørelsen klart frem. Når unge beder om kontanthjælp, bliver de ikke automatisk anskuet som jobparate. I stedet forsøger sagsbehandlerne at lede dem mod enten uddannelse eller et offentligt aktiveringsprojekt. Men mange af dem burde helt enkelt tilbydes et job i en privat virksomhed. Så kunne de blive en del af et fællesskab og komme i gang.

De radikale foreslog i juni at ændre den logik, så de unge på kontanthjælp som udgangspunkt bliver erklæret jobparate. Der er brug for flere af den slags forslag. Vi skal nemlig ikke regne med, at det beskæftigelsesindustrielle kompleks af sig selv foreslår nedskæringer eller lukninger, når tingene ikke virker. Systemet kører bare videre. Som da det for nylig kom frem, at Københavns Kommune har brugt 6,8 mio. kr. på at få udsatte borgere i job ved hjælp af socialøkonomiske beskæftigelsesindsatser – og det kun lykkedes med otte.

Skal der for alvor ændres på de store systemer, vil det kræve langt stærkere politisk vilje.