Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Alfa-hannen brøler i Det Hvide Hus

Det er langtfra statsmandskunst eller rationelt diplomati, der har drevet Trump, men en reaktion, der er styret af mellemgulvet, ikke af hjernen. Instinkt frem for intellekt. Senest ved likvideringen af Qassem Suleimani.

»Donald Trump havde taget et af de ældste politiske tricks i brug. Når det begynder at brænde på midt i en krise, er det fristende at starte en rask lille krig og udløse en international konflikt,« skriver Samuel Rachlin. Fold sammen
Læs mere
Foto: JONATHAN ERNST

2020 kom fra start med et brag ikke blot fra nytårsraketterne, men også de dødbringende raketter affyret af USA og Iran i en sprængfarlig konflikt, der udartede sig som gengældelse ovenpå gengældelse i en blodig, eskalerende kædereaktion. Da Qassem Suleimani blev likvideret, vågnede verden op til en fuldbåren international krise. Nu talte man om tredje verdenskrig. Krig og fred i det 21. århundrede dramatiseret af Donald Trump.

Men den velkendte vending at springe op som en løve og falde ned som et lam skulle pludselig skrives i flertal for at beskrive både de iranske og amerikanske ledere på hver sin side af konflikten. Efter præsident Trumps tale til nationen stod det klart, at de to parter havde fundet frem til en løsning, der lod dem bryde konfliktens inerti uden at tabe ansigt.

Nu var det et russisk ordsprog, der kom i spil: Fårene skal overleve, og ulvene skal være mætte. Et kompromis ifølge russisk folkevid. USA fik kål på Suleimani, og Iran viste, at man kunne og turde angribe amerikanerne. Men der bliver aldrig fredelig sameksistens mellem ulve og får. I bedste fald kun en modus vivendi.

Krisen blev afblæst, men ikke usikkerheden om, hvad fremtiden ville bringe i forholdet mellem de to lande og i den eksplosive region. De dybe modsætninger i regionen består og vil blive ved med at skabe spændinger og udløse nye blodige sammenstød. En konflikt, der har stået på i over 40 år, slutter ikke så længe, at præstestyret har magten i Teheran, og Donald Trump sidder i det ovale kontor. Likvideringen af Suleimani er kun et af mange mellemspil.

Donald Trump havde taget et af de ældste politiske tricks i brug. Når det begynder at brænde på midt i en krise, er det fristende at starte en rask lille krig og udløse en international konflikt. Påskuddet er dødelig fare for nationen, men den reelle grund er som regel mere personlig og triviel. For Trump er det rigsretssagen og valget i november, der trænger sig på.

Samuel Rachlin Fold sammen
Læs mere
Foto: Samuel Rachlin SH.

Det er langtfra statsmandskunst eller rationelt diplomati, der har drevet Trump, men en reaktion, der er styret af mellemgulvet, ikke af hjernen. Instinkt frem for intellekt. Det er en facon og kultur, Donald Trump er formet af efter sine mange år i det hårdkogte macho-miljø på New Yorks ejendomsmarked. Kamp på liv og død er ikke en frase her, men den skinbarlige virkelighed.

Alfa-hannen brøler

Likvideringen af Suleimani passede fuldstændig ind i det mønster, som Trump har markedsført sig med som ejendomsmatador, som kandidat og i sine tre år som præsident i Det Hvide Hus. Jeg er større, rigere og stærkere end du, og hvis ikke du makker ret, knuser jeg dig, brøler alfa-hannen.

Amerikanske medier har kortlagt forløbet, der udløste krisen med militære bataljer og angreb på den amerikanske ambassade i Bagdad. Trumps militære rådgivere gav ham en stribe valgmuligheder, bl.a. angreb rettet mod iranskstøttede militsgrupper og iranske våbenlagre, flådeskibe eller raketbaser. Likvidering af Suleimani var også med som den mest ekstreme form for gengældelse. Den mulighed blev taget med for at gøre de andre forslag mere attraktive.

Først besluttede Trump sig for angreb på militsgrupperne, og de blev gennemført. Men efter angrebet på den amerikanske ambassade ombestemte han sig og meddelte den chokerede militære topledelse, at han havde besluttet, at Suleimani skulle elimineres. Generalerne parerede ordre og gennemførte en spektakulær aktion med uforlignelig præcision – og uoverskuelige konsekvenser.

Trump og hans folk spillede højt spil, men manøvren lykkedes. I hvert fald på overfladen og på kortere sigt. Rigsretten var fortrængt som det dominerende emne på den politiske dagsorden. Republikanerne bruger allerede konfrontationen med Iran som et tema i valgkampen og beskylder Demokraterne for nøl, for at sympatisere med Iran og for at være upatriotiske, mens Trump føres frem som en vinder, en handlingsdygtig leder og nationens beskytter.

Her ved indgangen til 2020erne har Trump og hans stab i Det Hvide Hus tilsyneladende fået storpolitik, valgkamp og rigsretssag til at gå op i en højere enhed. Det er sket ved hjælp af gamle politiske tricks, massiv brug af de nye sociale medier og den form for løgn, skamløs selvpromovering og tilsværtning af sine modstandere, som er en del af hans umiskendelige brand.

Hvis ellers Trump var inden for pædagogisk rækkevidde, burde han lytte til to påmindelser. Den ene er en helt ny og moderne og kommer fra USAs tidligere FN-ambassadør, Samantha Power, der har naglet Trump på Twitter: »At have troværdighed og en præsident, der ikke har løjet om alt, ville være en rigtig, rigtig god hjælp.«

Den anden er en amerikansk klassiker, der tilskrives en af Trumps republikanske forgængere, Abraham Lincoln: You can fool all the people some of the time and some of the people all the time but, you cannot fool, all the people all the time.