Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Akkari omvendt

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det var forståeligt, at den tidligere imam Ahmed Akkari blev mødt af skepsis og ja, nærmest vantro, da han i sommeren 2013 i et interview i BT erklærede, at han nu tog afstand fra islamismen, beklagede sin egen rolle som omrejsende ophidser af muslimske gemytter under Muhammed-krisen og nu, som det blev formuleret i avisen, »forstod Pia Kjærsgaard«. For så gennemgribende en indre forvandling kan et menneske da vel ikke undergå? Var dette blot endnu et yderst sofistikeret eksempel på den tvetungede tale, som nogle danske imamer med rette blev anklaget for under Muhammed-krisen? I overmorgen udgiver Akkari sin erindringsbog, »Min afsked med Islamismen«. Den giver indtryk af et menneske, der virkelig har reflekteret over sin fortid. Og har flyttet sig afgørende. Derfor er Akkaris historie lærerig. Et af de første, markante eksempler på det moderne, fundamentalistiske islams reaktionsmønstre over for ytringsfriheden i Vesten var den fatwa, Irans ayatollah Khomeini i slutningen af 80erne udstedte mod forfatteren Salman Rushdie som følge af bogen »De Sataniske Vers«. Rushdie måtte derpå leve i skjul og under stærk bevogtning i årtier. Noget af det virkeligt interessante ved Akkari og en af grundene til, at han trods den indledende tvivl om hans motiver er værd at lytte til, er, at han i overført betydning både har befundet sig i ayatollah Khomeinis og nu i Salman Rushdies sted. Det sidste er afgørende. Det har ikke været uden konsekvenser for Ahmed Akkari at træde frem og bekende sin sindelagsændring. Han lever nu med dødstrusler. Han lever delvis under jorden, flytter sig konstant og betegner sig selv som »hjemløs«. Han lever under døgnbevogtning, præcis som en Kurt Westergaard har gjort det. Som det fremgår af dagens interview i Berlingske tvivler han på, at det vil være muligt for ham at blive i Danmark. Følgerne af at stå frem er så voldsomme, at Akkaris omvendelse ikke alene nu må forekomme uafviselig. Den må aftvinge respekt.

At det skulle komme dertil, ville ingen have troet for otte år siden, da Muhammed-krisen var på sit højeste. I Akkaris nye bog lægger han nogle ganske chokerende kort på bordet. Ikke alene bekræfter han den tvetungede tale: Imamerne sagde ét til den danske offentlighed og noget ganske andet, når de forsøgte at ophidse den muslimske verden. Han afslører også, at den med rette stærkt kritiserede delegation, han selv var en del af under rundrejsen i Mellemøsten, hvor man til nøglepersoner i den muslimske verden fremviste Muhammed-tegningerne og en del andre illustrationer, der intet havde med dem at gøre, også indbefattede besøg hos terrororganisationerne Hamas og Hizbollah. Man var klar til at påvirke til mulige voldelige anslag mod Danmark. Det har ingen vidst før nu. Akkari tager i bogen det fulde ansvar for den voldsomhed, Muhammed-krisen antog flere steder i verden – det gør han ret i. Det er ikke for meget at kalde Akkaris og de øvrige imamers handlinger for landsforræderi. Det må ikke glemmes. Det er rystende læsning. Men også lærerigt. Uanset hvor man stod holdningsmæssigt dengang. Forleden var Ahmed Akkari i Bruxelles for direkte over for Anders Fogh Rasmussen, NATOs generalsekretær og Danmarks tidligere statsminister, at beklage sine handlinger før og under Muhammed-krisen. Fogh tog imod den udstrakte hånd. Bogens sidste ord lyder: »Til Danmark vil jeg til slut gerne sige: Undskyld! Og tak for alt«. Det danske samfund bør kvittere med et: »Modtaget«. Trods alt.