Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Afsked med barnedrømmen

Sørine Godtfredsen, præst og journalist. Fold sammen
Læs mere

Det er i dag en uge siden, at to mennesker mistede livet i København, da Omar Abdel Hamid El-Hussein gik amok med sit våben. Diskussionen om indvandring og integration vil fremover dominere endnu mere, og mens jeg som flere andre længes efter tiden, hvor man kan beskæftige sig med noget andet, må man sande, at vi dikteres af virkeligheden. Lige nu befaler den os at diskutere livssyn, og mandag aften ved mindehøjtideligheden på Østerbro optrådte sangerinden Pernille Rosendahl med en sang, der satte tingene i paradoksalt perspektiv.

Hun sang John Lennons »Imagine« fra 1971, der beskriver drømmen om en verden uden nationalitet, uden grænser og uden religion. En verden, hvor mennesket ikke defineres af noget overleveret, men kun af fælles velvilje her og nu.

Jeg havde selv Lennons utopi hængende på mit teenageværelse, hvor den retteligt hører til, og man tror næppe, at den faktisk her blev fremført i ramme alvor. For vi ved efterhånden, at lige præcis denne drøm fører ulykke med sig, idet vi selv står midt i den.

Mange års indvandringspolitik har været præget af troen på, at et menneskes medfødte rødder er sekundære, hvis blot de opsluges af en smuk intention. På den hårde måde har vi lært, at Lennons vision rummer en farlig nedgørelse af menneskets inderste tilhørsforhold, og det er udtryk for næsten grum ironi, at netop denne sang skulle fremføres efter tragedien.

Men vi kan tage ved lære, for det understeger, hvilket menneskesyn dansk politik og en stor del af den toneangivende samtale længe har været nedsunket i.

Man husker for eksempel den radikale politiker, der for år tilbage udtalte, at antallet af indvandrere aldrig ville blive et tema, for alt handlede om integration. Og man husker med taknemmelighed de få modige, der hævdede, at tanken var naiv, fordi menneskets identitet formes af en meget dybere historie end den, vi lige nu ønsker at konstruere. Den religiøse, sproglige og kulturelle kerne opløses ikke, blot fordi den omklamres af dansk velfærd, men kan tværtimod manifestere sig endnu stærkere og føre til den parallelle tilstand, der i længden kan sprænge et samfund. Jeg håber inderligt, at attentaterne i København for mange bliver anledning til at indse, at hele ideologien om det kulturløse menneske har demonstreret sin afmagt. Den er så fristende at godtage, fordi den fremstår progressiv og forsyner én med et dejligt skær af godhed og åbent sindelag. Men i realiteten er den i høj grad undergravende for et harmonisk forankret fællesskab.

Med få undtagelser må man sande, at Folketinget i dag ikke rummer politikere, der forstår dette. De kan tale om terrorpakker og udvisning, men de kan sjældent selvstændigt analysere tidens sammenstød og indse, hvilke komplikationer det vil medføre fortsat at presse to grundlæggende forskellige religioner og kulturer sammen. Dette terrorangreb kan derfor blive vendepunktet, hvor mange danskere erkender, at en bestemt politikertype har spillet fallit. Det er ham, der nok kan lægge et budget og formulere fejlfri sætninger i fjernsynet, men som opererer med så luftigt et menneskesyn, at han fører politik på overfladen, mens fundamentet vakler. Vi har brug for politikere, der til fulde har lagt John Lennon-barnedrømmen bag sig. Og vi har brug for dem nu.