Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Afrika er ikke en viljeløs klient

At konkludere som en kronikør gjorde for nylig i Berlingske, at bilateralt samarbejde ikke virker, og at Danmark i stedet bør kanalisere mere gennem de multilaterale organisationer, er en helt tom og udokumenteret påstand.

»Liberaliseringen af de lokale afrikanske markeder er ikke en del af problemet, men en del af løsningen. Hver for sig er økonomierne for små og for lidt diversificerede til at danne grundlag for en holdbar vækst,« skriver Poul Nielson . På billedet Stephen Sembuya, der dyrker kako i Uganda. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Berlingskes kronik 18. januar nødvendiggør en række korrektioner. Mary Consolata Namagambe (MCN) fra Uganda er naturligvis i sin gode ret til at mene, hvad hun vil. Men kronikken indeholdt en række forkerte eller misforståede påstande, som skaber et skævt billede af de faktiske forhold.

Det er således totalt misvisende at henvise til Bob Geldorfs Live Aid velgørenhed, som om dette er repræsentativt for udviklingsbistanden generelt. I det hele taget ignorerer MCN helt, at bistanden foregår i et regulært samarbejde, hvor modtagerlandet har en afgørende indflydelse på prioriteringerne og gennemførelsen af aktiviteterne. Hun kommer på denne måde i rigtigt dårligt selskab med andre, som dyrker forestillingen om, at alle Afrikas problemer skyldes andre end de afrikanske regeringer, og at specielt bistanden er roden til alt ondt. Det er en misforstået form for solidaritet med Afrika, hvis man af en slags høflighed ikke tager klart afstand fra denne forestilling, som både er forkert og direkte skadelig for Afrika.

Korruptionsskandalen i Uganda omtales, som om den skyldtes bistanden til landet og ikke var landets eget ansvar, og størrelsen af den understreges af, at beløbet er anført i Uganda Shillings (de færreste læsere af Berlingske ligger nok inde med en paratviden om, at der går 452 Uganda Shillings på en dansk krone). Denne skandale skal naturligvis ikke ignoreres, og det er den heller ikke blevet med den reaktion, som donorerne har fulgt sagen op med i forhold til Ugandas regering.

MCN skriver, at Uganda er det afrikanske land, Danmark har tildelt mest støtte gennem årene. Det er nu nok Tanzania, der har været det største samarbejdsland, men når hun konkluderer, at bilateralt samarbejde ikke virker, og at Danmark i stedet bør kanalisere mere gennem de multilaterale organisationer, så er det en helt tom og udokumenteret påstand – også selvom der kan være god fornuft i at give større vægt til multilateral bistand.

Men glem ikke, at regulært bilateralt samarbejde også kan give store resultater. I Ugandas tilfælde er det stadig værd at erindre, at Danmarks bidrag til renoveringen af lufthavnen i Entebbe sikrede fortsættelsen af ruteflyvningen ud af landet, hvilket igen umiddelbart betød skabelsen af tusinder af arbejdspladser ved produktionen af blomster, som nu kunne flyves direkte til markederne i Europa.

MCN argumenterer for handel frem for bistand og anfører, at toldpriser i dag er et særligt problem for afrikansk eksport af frugt, grønt m.m. til EU. Det er tydeligvis forbigået MCNs opmærksomhed, at Uganda og de andre 48 mindst udviklede lande i denne verden siden 2001 har haft toldfri og kvotefri adgang til markedet i EU for alle kategorier af varer – bortset fra våben. Vi har ikke i Europa kunnet eller villet slække på kravene til fødevarers sundhedsmæssige sikkerhed – uanset hvorfra i verden de importeres, og dette er en løbende udfordring for eksportlandene også i Afrika.

Således blev der på et tidspunkt sagt stop for importen af fisk fra Victoriasøen, efter at der var konstateret alvorlige sundhedsmæssige problemer, hvilket skabte store problemer i Tanzania, Kenya og Uganda. Men EU satte et stort projekt i værk med støtte til opbygning af en effektiv kontrol med hygiejnen i behandlingen af fiskene, og tusinder af job blev reddet i de tre lande.

Liberaliseringen af de lokale afrikanske markeder er ikke en del af problemet, men en del af løsningen. Hver for sig er økonomierne for små og for lidt diversificerede til at danne grundlag for en holdbar vækst. Øget samhandel mellem naboerne i Afrikas regioner er nødvendig, og det er netop pointen i de aftaler om økonomisk partnerskab, der er ved at bliver forhandlet færdige. Uganda, Kenya, Tanzania, Rwanda og Burundi kombinerer dette med udviklingen af det Østafrikanske Fællesskab.

Når MCN skriver, at »Det er dobbeltmoralsk at holde afrikanske nationer ’nede’ med bistand og samtidig nægte dem de økonomiske frugter, som international samhandel skaber«, er det en påstand, som måske nok i første omgang påkalder sig en vis hovedrysten. Men uanset dette, er det negativt, fordi det er med til at fastholde et billede af Afrika som en viljeløs klient, donorerne kører rundt med. Berlingskes kronikredaktion, som tydeligvis ikke har en kvalitetskontrol, der dækker dette sagsområde, har måske ment, at de her havde fået et lidt anderledes og forfriskende input i diskussionen om Afrikas fremtid. Anderledes, ja. Forfriskende, nej. Snarere lidt pinligt.