Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Afliv ordet »Udkantsdanmark«

Lisbeth Knudsen, Koncernchef Berlingske Media. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Vi har diskuteret det de sidste 50 år. Og nu gør vi det igen. De vel omkring 600.000 vælgere i det såkaldte Udkantsdanmark kan komme til at gøre en forskel ved et kommende folketingsvalg. Det var også tilfældet i 2011. Forskellen på debatten dengang og nu er, at den kommunale strukturreform fra 2007 har forstærket bevægelsen mod større enheder, centralisering og opbygningen af vækstcentre som magneter for befolkningsudvikling, kulturel udvikling, kompetenceudvikling og jobskabelse. Det vidste politikerne ganske godt, da de lavede strukturreformen. Det var meningen med det hele. Danmark var for lille til at have så mange små enheder og tingene spredt så mange steder, hed det. Nu er politikerne så med udsigten til valg igen på tæerne for at gøre noget for Udkantsdanmark. Men der er bare indtil nu ikke kommet et eneste markant og overbevisende udspil til, hvad der kan gøres for at bryde den udvikling, som et stort flertal i Folketinget har sat i gang, og dermed forhindre, at en del af Danmark bliver frilandsmuseum og reelt fattigt. Medierne er fyldt med i historier om håbløshedens Udkantsdanmark godt hjulpet af markante forfatter- og filmbidrag til samme trøstesløse beskrivelser. Mellem de rige bykommuner og de fattige landkommuner kører den sædvanlige debat om udligningsordningerne og hvem, der betaler mest til hvem, og hvor mange svømmehaller og andre idrætsanlæg Frederiksberg-borgerne eller Gentofte-borgerne skal finansiere i Udkantsdanmark. Industriens tunge og vigtige produktionsvirksomheder i provinsen råber med rette på bedre infrastruktur, uddannelsessteder til kommende, højkompetente medarbejdere og attraktive boligområder til de nuværende ansatte med skoler, detailhandel og kulturelle aktiviteter. Er Udkantsdanmark en realitet eller myte? Er vi for lille et land til decentralisering af vækstområder, uddannelsescentre og kulturelle centre, eller er det nu, politikerne må gøre mere end det småtteri, der hidtil er gjort, hvis Danmark ikke skal knække over i et blomstrende vækst-Danmark med dynamiske og spændende byer og et fattigt Danmark med alt for mange førtidspensionister, dårligt uddannede og kontanthjælpsmodtagere i billige men faldefærdige boliger og uddøde landsbysamfund.

Der findes flere forskellige definitioner på Udkantsdanmark. Der er EUs definition, som omfatter 16 ud af landets 98 kommuner. Og så er der den bredere fortolkning, som giver 30 kommuner af slagsen. Det store emne i enhver debat som denne er altid udflytningen af statslige arbejdspladser. Hvorfor skal Naturstyrelsen ligge på Østerbro i København og Energistyrelsen lige ved siden af Amalienborg i København? Hvis der skal gøres noget effektivt, så er det ikke nok med udflytningen af statslige arbejdspladser. Så må vi tænke helt forfra planmæssigt om udviklingen af nye private arbejdspladser og infrastruktur i Danmark både inde i vækstcentrene og uden for. Et Danmark opdelt i tabere og vindere gavner ingen og ligner et homogent velfærdssamfund i markant opbrud og konfrontation. Indtil videre snakker vi bare og laver et par nye støttepuljer og et par ekstra projekter, som Udkantsminister Carsten Hansen kan smile til.