Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Aflevér din baby her

Lars Östman: Gennem mere end ti år findes i dag en ny kasse til opbevaring af mennesker i Berlin. Det lyder værre, end det er. På samme måde som ’fri narko’ lyder værre end ’anstændigt liv til misbrugere’. Men moralismen bag disse værre udtryk er den samme.

Lars Östman, filosof Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Denne berlinske kasse (Babywiege) er egentlig en lille, varm krybbe, hvor den ene side af lemmen (Babyklappe) vender ud mod bagsiden, og den anden ind til sygehuset Krankenhaus Waldfriede i Berlin. Mødre, fædre eller hvem som helst kan her anonymt aflevere et spædbarn, hvor en særlig anordning lader sygehuspersonalet vide, at der er afleveret et barn. Fortrydelsesretten er sat til otte uger, hvorefter barnet bortadopteres. På Waldfriede afleveres omtrent to børn årlig. I Berlin er babykassen en succes i den betydning, at den anvendes, og i både Tjekkiet og Schweiz, Belgien og Italien findes der i dag også babylemme. En politisk succes ville naturligvis være, hvis de aldrig blev brugt.

I Danmark eller i Skandinavien findes ingen babykasser, og ej heller debatten om dem. Når debatten engang kommer, vil argumenterne måske være parallelle til dem, man hørte i forbindelse med de københavnske fixerrum. Til syvende og sidst ville man med dette tiltag skabe netop det, man ville forhindre: Som fixerrum vil producere narkomani, således vil babykasser skabe forældreløse børn.

Alligevel må man dog medgive, at det trods alt er de færreste, der ønsker at deponere sit barn i en vejsideboks til et sygehus, hvorfor spørgsmålet om, hvem disse uhyrlige mennesker dog er, naturligt melder sig. Anonymiteten presser én ud i gætterier. Måske er de narkomaner, alkoholikere, hjemløse, sindslidende eller alle fire dele og måske mere? Måske er de kæreste- eller ægtepar eller enlige? Mange er måske unge eller yngre kvinder - det gælder i hvert fald dem, der valgte ikke at være anonyme. Men for alle er det en mulighed for også at give sit barn en mulighed. Muligheden for at overleve. Muligheden for et bedre liv, end de selv ville kunne give deres barn. Selvfølgelig er det også muligheden for at kunne passe på sig selv. For langt de fleste af disse mennesker er det mere end rigeligt.

Forestillingen om, at sådanne mennesker nødvendigvis må være narkomaner eller alkoholikere, er ligeså fordomsfuld som forestillingen om, hvem der er narkoman eller alkoholiker.

Selve Krankenhaus Waldfriede i Berlin er et universitetssygehus, der er tilknyttet Berlins Charité Universitätsmedizin, der igen er tilknyttet Berlins to store universiteter: Freie Universität og Humboldt Universität. Et hurtigt klik på Waldfriedes hjemmeside om deres ’filosofi’ afslører alligevel en noget utradi­tionel videnskabelighed: »Vores tjeneste for mennesker er en gudstjeneste«. Men mysteriet afsløres, når man lidt efter opdager, at to præster er ansvarlige for projekt Babyklappe Berlin. Krankenhaus Waldfriede er nemlig tilknyttet frikirken Siebenten-Tags-Adventen.

Sygehuset indskriver sig på denne måde i kirkens barmhjertighed, der også overtager dens tidligere funktioner. Og ikke kun Waldfriede har præster som ypperstelæger, der kan varetage den sidste operation.