Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Afgrunden mellem SKAT og Se og Hør

»SKAT vil afsløre svindlere, Se og Hør ville afsløre de kendtes færden. Der er en afgrundsdyb forskel på de to sager, og jeg kan meget lettere forsvare SKAT end Se og Hør. Men de begynder begge med, at en eller anden i de to virksomheder har sagt: De oplysninger vil vi godt betale for.«

Jens Grund, chefredaktør. Fold sammen
Læs mere

To spektakulære sager udspiller sig i offentligheden. De handler begge om at købe oplysninger, som – måske – er kommet ulovligt til veje.

Hovedpersonen i den ene sag er SKAT, hovedpersonen i den anden er tidligere medarbejdere og chefredaktører på Se og Hør.

Lad os tage SKAT først. Skatteminister Karsten Lauritzen (V) er som øverste chef for SKAT og med skatteudvalgets velsignelse klar til at købe skatteoplysninger om flere hundrede danskere fra de såkaldte Panama Papers. Sælgeren er en anonym kilde, og SKAT ved ikke, om kilden er kommet ulovligt til papirerne. SKAT har ikke undersøgt, om det i givet fald er lovligt at købe oplysningerne. SKAT’s formål er ædelt: At bruge papirerne til at fange store fisk, der skjuler sig for de danske myndigheder. Men hvad med retssikkerheden?

Det var det panamanske advokatfirma, Mossack Fonseca, som fik lækket 11,5 mio. dokumenter, der afslører, at firmaet har hjulpet udlændinge med at oprette selskaber i skattely.

Firmaet svarede igen og påpegede, at brugen af information og dokumenter, der er skaffet på ulovlig vis, er en forbrydelse, og at firmaet ikke vil tøve med at retsforfølge brugen af dem. Hvad ville dansk politi egentlig gøre, hvis Mossack Fonseca anmeldte SKAT for hæleri?

Vi ville publicere dokumenterne, fordi hensynet til offentligheden vejer højere end en ulovlig fremkomst af dem. Men modsat SKAT ville vi aldrig give penge, fordi vi derved ville lade den anonyme kilde profitere af en – sandsynlig – kriminel handling.

Jeg skal ikke gøre mig klog på, om de danske myndigheder gør sig skyldige i hæleri ved at købe oplysningerne, men handlen forekommer mig dybt betænkelig, uanset hvor enig jeg er i behovet for at afsløre skattesvindlerne.

Se og Hør-sagen er danmarkshistoriens største medieskandale. Chefredaktører og medarbejderes opførsel er en skændsel for branchen – uanset hvor mange der dømmes skyldige i retssagen. To har i øvrigt tilstået, og Aller Media har vedkendt sig det selskabsretlige ansvar.

Jeg er egentlig også ligeglad med, om de dømmes. Selve det moralske svigt er så stort, at det ryster tilliden til hele branchen: At de åbenbart i årevis har betalt en IT-medarbejder med tilknytning til NETS for at udlevere kreditoplysninger om kendte og kongeliges færden og forbrug.

Selv om det ikke skulle have strejfet de anklagede, at den slags oplysninger måske ikke lå lovligt fremme, ligger den egentlige brist i, at man angiveligt har betalt for at få adgang til personfølsomme oplysninger – udelukkende for at bedrive sladderjournalistik.

De tidligere medarbejdere og chefer er opdraget i samme skole som andre journalister og ved, at det kun kan retfærdiggøres at benytte den slags oplysninger, hvis hensynet til offentligheden vejer meget tungt. Rendyrket underholdning er langt uden for den kategori. Når jeg taler om en rådden moral, hører jeg desværre med mellemrum kolleger i branchen svare: Jo, men han er en af landets bedste politiske kommentatorer.

Dygtighed kan aldrig være en undskyldning for dårlig dømmekraft og lav moral.

Vi står som nævnt med to spektakulære sager: SKAT vil afsløre svindlere, Se og Hør ville afsløre de kendtes færden. Der er en afgrundsdyb forskel på de to sager, og jeg kan meget lettere forsvare SKAT end Se og Hør. Men de begynder begge med, at en eller anden i de to virksomheder har sagt:

De oplysninger vil vi godt betale for.