Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Ældremobning

Michael Böss, Historiker og samfundsforsker ved Aarhus Universitet Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er i disse år megen opmærksomhed omkringmobning i skolen og de sociale medier. Kronprinsesse Mary har tilmed gjort det til sin særlige mission at gøre børn og unge bevidste om følgerne af mobning. Men det er ikke kun et ungdomsproblem. Snarere er der tale om en udbredt socialsygdom. Den findes i en særlig form, »ældremobning«. Ældremobning kan antage personlige og institutionelle former. Den personlige består f.eks. i at lade familiens ældre sidde alene i ugevis. Det seneste eksempel på institutionel ældremobning er fra Esbjerg Kommune. Her foreslog direktøren for Sundhed og Omsorg som bekendt i sidste uge at fjerne de midler, der er sat af til julearrangementer på kommunens 18 plejecentre. Motivet var at spare 16,7 millioner kr. over en fireårig periode.

Det er lige før, jeg glæder mig over, at min mor døde for to år siden. Hun tilbragte nemlig sine sidste 12 år i en ældrebolig og siden på et plejecenter i byen. Og hun var med til julearrangementet hvert år. Ikke fordi hun var den selskabssyge type. Tværtimod. Nej, vi børn skulle altid presse hende til det. »Jeg kender jo ikke ret mange,« sagde hun. Eller: »De kan sikkert ikke høre, hvad jeg siger.« Hun havde nemlig lidt talebesvær efter en blodprop. Men det lykkedes os alligevel at få hende overtalt. For hendes egen skyld. Hver gang talte hun nemlig bagefter om, hvor hyggeligt det havde været, eller om den dame, hun havde snakket så godt med. Og om maden, som havde været lækker, og om personalet, der som altid havde været søde. Hun syntes dog, der blev sunget for få julesalmer. Men nu var hun jo også præsteenke.

Jo, juletiden er en særlig tid på plejehjemmene, hvor den ene grå og begivenhedsløse uge let glider over i den næste. Også på plejehjemmene, burde jeg snarere skrive; for der er vist ikke ret mange i Danmark, som ønsker at undvære den. Den er noget af det meste centrale i dansk folkekultur, og den har en karakter, som betyder, at man ikke behøver at føle sig udelukket, selv om man ikke fejrer kristen jul. Det virkeligt rystende ved eksemplet er dog ikke forvaltningens åbenlyse mangel på respekt for en dansk tradition, men hvad det siger om bureaukratisk kultur, hvor man i stigende grad kun kan tænke i tal. I dette tilfælde er der tale om manglende indsigt i, hvad der betyder noget for samfundets ældre, foruden en manglende forståelse for de menneskelige værdier, som traditioner repræsenterer. Traditioner danner fællesskaber, og det er dem, stadigt flere ældre bliver udelukket fra i dag.

Ældremobning er et udtryk, jeg mødte første gang så sent som i sidste uge. Jeg befandt mig i en lille inuit-by på blot 1.100 mennesker på Labradors nordkyst. Ved indgangen til det ene af byens to supermarkeder hang der en plakat, hvor der øverst stod skrevet med tus: »Ældremobning er stort set underrapporteret. Omkring 60 procent af al den mobning og de svigt, ældre udsættes for, er skjult og bliver aldrig opdaget.« Nedenunder var der en række forslag til, hvordan man kunne komme den til livs, og en konstatering af, at den medfører dårligt fysisk og mentalt helbred. Det gør det selvfølgelig for mennesker i alle aldre. Men blandt inuitter er det særligt bemærkelsesværdigt at se en påmindelse om at tage sig af de ældre. For her havde de indtil for nylig en meget høj status. Plakaten var derfor et trist vidnesbyrd om, at deres samfund er begyndt at få de samme sociale sygdomstegn som vores eget.