Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

ADHD er - desværre - ikke en boble

Jette Myglegaard: Finn Korsaa omtaler i sin kronik 16.9. diagnosticeringen af ADHD som en oppustet boble, der ligesom f.eks. IT-boblen og boligboblen vil springe.

Det skal formentlig forstås på den måde, at vi selv på kunstig vis frembringer ADHD, og når denne kunstigt frembragte ADHD-boble en dag springer, vil vores samfund angiveligt være mere eller mindre kureret for ADHD. Med Finn Korsaas ord vil dette bl.a. kunne ske ved, at forældre igen begynder at opdrage deres børn. Mere skal der nemlig ikke til ifølge Korsaa. I ADHD-foreningen vil vi gerne indrømme, at nytten af kærlig opdragelse er umådelig stor, men vi kan ikke nikke ’ja’ til, at opdragelse alene skulle kunne nulstille arvelighed og genetik.

Det giver selvfølgelig anledning til bekymring, når en psykolog ikke anerkender årtiers internationale forskning i ADHD, og det er efter vores mening ret alvorligt, når den selvsamme psykolog nedgør og stigmatiserer børn og forældre, som hver dag kæmper med ADHD. Hvis Korsaa virkelig mener, at manglende opdragelse resulterer i ADHD, peger dette også videre på det væsentligt større spørgsmål om, hvorvidt mangelfuld opdragelse af børn så også resulterer i andre arvelige og genetiske fravigelser?

Det er sikkert langt hen ad vejen sjovt, når Finn Korsaas argumenter om ’ADHD-boblen’ ses i et filosofisk-historisk perspektiv. Problemet er bare, at han ikke samtidig forholder sig til lægevidenskaben, og noget kunne tyde på, at Korsaa ville have gavn af at udvide sin indsigt i udredningen og diagnosticeringen af ADHD. Finn Korsaas fejltrin er, at han tager udgangspunkt i, at diagnosen ADHD stilles af en skolepsykolog uden et klinisk udredningsforløb; altså uden en psykiatrisk udredning. Virkeligheden er en anden. Det ville være uredeligt at give lærere og skolepsykologer ansvaret for at dia­gnosticere. At virkeligheden er en anden ses bl.a. af ADHDs referenceprogram fra 2008 for udredning og behandling af børn og unge med ADHD. Heri fremgår det, at udredningen er en specialistopgave, som primært foregår inden for det børne- og ungdomspsykiatriske område - på hospitaler eller hos praktiserende speciallæger. Og de veldokumenterede, psykologiske behandlinger (de såkaldte adfærdsorienterede behandlinger) skal efterfølgende følge op på den kliniske udredning.

I ADHD-foreningen arbejder vi for at sikre, at udbygningen af den medicinske behandling følges op af den sociale indsats. Og her er forældretræning et vigtigt værktøj. Således kan jeg udmærket være enig med Finn Korsaa, når det kommer til, at opdragelse og struktur selvfølgelig hjælper det enkelte barn - uagtet om barnet har ADHD.

For mig er den største bekymring, at Finn Korsaa fremstiller ADHD som en boble; at vi blot skal afvente tidens gang for at se diagnosen og herunder funk­tionsnedsættelsen forsvinde helt af sig selv. Med risiko for at fortsætte ad Korsaas retoriske spor kunne jeg fristes til at spørge, hvordan han vil forklare, at vi i dag møder 40-årige, 50-årige og 60-årige, som har levet et helt liv med funktionsnedsættelser forårsaget af ADHD? Det er en noget længevarende boble, og jeg er sikker på, at det, vi oplever netop nu, er synliggørelsen af, hvad f.eks. en 50-årig har måttet leve med gennem et helt liv uden forståelse fra omverdenen.