Et velkendt mundheld lyder: Man skal ikke kaste med sten, når man selv bor i et glashus. Måske Roger Waters, guitarist i det legendariske rockband Pink Floyd, skulle skrive sig det bag øret.

Waters har gennem mange år stået som en toneangivende figur blandt britiske kunstnere og intellektuelle i boykotkampagnen mod Israel. Forleden langede han gevaldigt ud efter en anden verdensberømt musiker, sangeren Nick Cave. Han havde optrådt ved to koncerter i Tel Aviv. Det fik Waters op i det røde felt, og han rettede en skarp kritik. Cave blev kaldt naiv, arrogant og medvirkende til at legitimere forbrydelser imod et undertrykt folk.

I Roger Waters’ øjne, og med ham også koryfæer som komponisten Brian Eno og den Guldpalmevindende filminstruktør Ken Loach, er Israel en apartheidlignende stat, der behandler sin arabiske befolkning som andenrangsborgere.

Hvis man er musiker, forfatter, forsker eller idrætsudøver bør man afstå fra kontakt med Israel og israelere. Tanken er, at en international boykot af den jødiske stat kan få samme effekt, som det havde på det raceopdelte Sydafrika.

Den israelsk-palæstinensiske konflikt er langtrukken, blodig og pokkers kompliceret. Og trist for alle parter, ikke mindst for palæstinenserne, men boykot af kulturelle arrangementer skaber ikke forandring til det bedre.

Hvorfor? Fordi den israelske befolkning ved at se deres land behandlet som en paria ikke kommer til at vælte den nuværende regering og rømme de besatte områder.

Tværtimod. Det vil formentlig kun forstærke en følelse af i forvejen at være ugleset. Roger Waters har misforstået noget helt afgørende, hvis han tror at Israel vil »give sig« ved at blive forsøgt udelukket og marginaliseret.

Nej, i Israel og fra jødisk side er man vant til at være udhængt, udsat og angrebet. Der er en slags skyttegravsmentalitet som følge af den mere eller mindre permanente krigs- tilstand, landet har befundet sig i siden 1948. Logikken er enkel og bibelsk: Råber du ad os, råber vi igen, spytter du på os, spytter vi igen.

Det nytter ikke, sådan som Waters mener, at appellere til at »afnormalisere Israel« ved at holde sig væk. Israel har ikke oplevet den luksus at være et »normalt« land, præget af terror og stridigheder som landet har været fra dag ét.

Personligt bryder jeg mig ikke om premierminister Benjamin Netanyahus politik og adskillige medlemmer af hans regering er uforsonlige, ja, sågar hadefulde, i deres retorik over for palæstinenserne.

Men Israel er ikke et racistisk diktatur. Kig selv efter. Der er hverken særlige bænke for palæstinensere, specielle sektioner om bord i busser eller udelukkelse fra det offentlige og politiske liv. Er der diskrimination? Ja. Militær undertrykkelse? Bestemt. Utålelige vilkår for mange palæstinensere i de besatte områder? Desværre.

Boykot-kampagnens fortalere synes imidlertid at være dårligt informeret om, hvilken slags civilsamfund, Israel også er. Det er en demokratisk stat med regeringskritiske indlæg i aviserne, demonstrationer, opposition blandt tidligere soldater og menneskerettighedsgrupper, som arbejder sammen med palæstinensere. For nylig har landets præsident afvist at give amnesti til en fængslet sergent, der sidste år på klos hold dræbte en palæstinensisk knivstikker.

Palæstinensernes vrede og utålmodighed er berettiget, men den, der tror at løsningen på deres kvaler er at holde sig væk fra Israel, forstår ikke konfliktens dybde. Roger Waters skulle måske læse lidt op på historien og samtidig overveje sit egen turnéprogram.

Til næste år optræder han i Rusland. Hvem har besættelsestropper på Krim, i det østlige Ukraine og kontrollerer Tjetjenien?

Det er dét med stenen i glashuset.

Adam Holm er historiker og journalist.